Fakta om koldtvandsvaskemidler
Koldt vand vasker rent
Vaskemidler til koldt vand gør forbruget af energi mindre. Tøj der normalt vaskes ved 30 og 40°C kan med koldtvandsvaskemidler vaskes ved 15, 20 og 30°C. Men hvorvidt en koldvask ved 30°C kan erstatte en almindelig 60°C-vask, synes der at være uenighed om. Sundhedsstyrelsen mener, at undertøj, linned, håndklæder, viskestykker, karklude og lignende bør vaskes ved 60°C. Dong Energy finder derimod, at en vask med koldtvandsvaskemiddel ved 30°C fjerner lige så mange bakterier som en almindelig vask ved 60°C.
Tag dine forbehold, når du vasker i koldt vand
Hvad enten du vælger at tro mest på Sundhedsstyrelsen eller Dong Energy, bør du skrive dig tre vigtige ting bag øret, når du vasker i koldt vand:
-
Lad være med at reducere vasketid og vandmængde, når du vasker med koldtvandsvaskemidler.
-
Ønsker du ikke husstøvmider i dit sengetøj, skal du vaske det ved mindst 60°C. Mange har allergi overfor husstøvmider. En tørretumbler bliver langt over 60°C, og miderne vil blive dræbt, når du bruger denne energislugende maskine.
-
Har en person i familien lus, fnat, smitsom sygdom med bakterier, virus eller svampe bør tøjet vaskes ved 60°C for at undgå smitte i familien.
-
Desuden skal man ifølge Sundhedsstyrelsen vaske ved mindst 80°C, hvis vasketøjet er tilsølet af blod, afføring, diarré, opkast eller urin.
Vandmiljøet belastes det samme
Når vaskemidlet har gjort sin pligt, bliver det skyllet ud med spildevandet. I Danmark bliver langt det meste spildevand renset, men selv efter en tur i et rensningsanlæg, vil der være stoffer, som kommer ud i vandmiljøet. Koldtvandsvaskemidler belaster dog ikke vandmiljøet mere end de fleste andre vaskemidler, viser en undersøgelse fra 2006. Undersøgelsen er bl.a. lavet afto producenter af Koldtvandsvaskemidler.
Enzymer vasker rene
Grunden til at tøjet bliver rent ved lave temperaturer er, at koldtvandsvaskemidler indeholder enzymer, som er effektive i koldt vand. Enzymer er let nedbrydelige i vandmiljøet, og de er ikke problematiske i vandmiljøet. Men de kan give overfølsomhed hos mennesker, hvis de indåndes.
Miljømærkerne er med
I butikkerne er der en række koldtvandsvaskemidler med enten det nordiske miljømærke Svanen eller EU’s miljømærke Blomsten. Miljømærkerne skelner ikke mellem, om et vaskemiddel er traditionelt eller til brug i koldt vand. Begge typer skal overholde de samme krav for at få licens til at sætte et miljømærke på deres produkter. For eksempel er kravene til, hvor godt midlerne skal vaske, de samme, og begge typer skal leve op til de samme krav om indhold af miljøbelastende stoffer. I svanemærkede vaskemidler skal enzymerne enten være flydende eller indgå i ikke-støvende granulat. Dette krav er lavet for at sikre arbejdsmiljøet under produktion af vaskemidler, da enzymerne kan give allergi, hvis de indåndes.
Du kan få mere viden
- Råd om vaskemidler
Følg disse råd, hvis du vil være forsigtig med hensyn til miljø og sundhed.
- Fakta om vaskemidler
Læs bl.a. om, hvad deklarationen skal indeholde, og hvilke stoffer der er i vaskemidler.



