Råd og fakta om renserier
En lille fedtplet fra en kage eller sod fra et sommerbål er normalt ikke det store problem. Men hvis tøjet ikke kan vaskes på almindelig vis, kan pletten udvikle sig til en af hverdagens genvordigheder. Så skal tøjet nemlig til renseri, før det bliver rent igen.
Snavs og pletter kommer væk
Et renseri vil typiske bruge midler, som kan belaste miljøet og sundheden mere end dem, forbrugerne bruger til tøjvask. Når tekstiler kommer ind i et renseri, beslutter medarbejderne, hvordan de skal renses. Nogle gange er maskinvask nok, andre gange skal tøjet renses.
Formålet med et renseri er at fjerne snavs fra og pletter på tekstiler. De fedtbaserede pletter fjernes typisk med organiske rensevæsker/opløsningsmidler uden eller med meget lidt vand (dry-cleaning). Nogle pletter kan fjernes med damp/vand og eventuelt pletrensningsmiddel før rens. Andre pletter, f.eks. støv og sod, fjernes med rensevæske.
Opløsningsmidlerne kan være problematiske
Et stof, der har været speciel fokus på i forbindelse med renserier, er tetrachlorethylen (PERC). Kemikaliet bruges ofte i renserier. Stoffets kan være problematik for de ansattes arbejdsmiljø, men det kan også trænge ind til naboen eller overliggende lejligheder. Desuden kan der være rester af PERC i renset tøj.
PERC er miljøbelastende og mistænkt for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende. Alternativer til PERC er hydrokarboner, propylenglykoletere, cyklosiloxan og flydende CO2.
Tensiderne kan være problematiske
De vaskeaktive stoffer, tensider, bruges også i reneserier. Blandt de mest problematiske er de stoffer som hører ind under de to kemigrupper alkylphenoletoksilater (APEO) eller alkylphenolderivater (APD).
Miljømærkede renserier
Man kan vælge et svanemærket renseri, når jakkesættet eller den fine kjole skal renses. De bruger ikke flygtige organiske opløsningsmidler som PERC, hydrokarboner, propylenglykoletere og cyklosiloxan. De kemikalier, der må bruges, er udvalgt på baggrund af deres evne til at påvirke miljø og sundhed. F.eks. er de vaskeaktive stoffer let nedbrydelige, og de udviser ikke langtidsvirkende effekter med hensyn til miljø og sundhed. Desuden må de anvendte kemikalier ikke være klassificeret som f.eks. kræftfremkaldende, at kunne give arvelige genetiske skader, allergifremkaldende eller skadelige for vandmiljøet eller ozonlaget.
Ifølge Miljømærkning Danmark, som administrerer miljømærkerne Svanen og Blomsten i Danmark, kan alle typer tekstiler renses med et godt resultat i de svanemærkede renserier.

