Tryk på T-shirts til børn (laboratorietest)
DE GODE VALG
Nike, FC Barcelona : Købt i Sportsmaster kr. 450,- (sæt bestående af T-shirt, shorts, og strømper. Det er kun T-shirt der er testet)
Denne test er mere end to år gammel og er derfor forældet. Testen kan indeholde produkter, der ikke længere er på markedet. Sammensætningen af produkterne kan også være ændret. Desuden kan ny viden om kemikalier have ændret vurderingen af et eller flere stoffer. Derfor skal de anbefalinger og gode råd, der er beskrevet i denne test, tages med forbehold.
Flotte T-shirts med farverige tryk er populære. Desværre kan trykket bestå af PVC, som er blødgjort med ftalater. Den svenske Naturskyddsförening fandt i 2008 ftalater i 19 ud af 20 undersøgte T-shirts med tryk til voksne.
IMS har derfor valgt, at sætte fokus på ftalater i tryk på T-shirts til børn. Der findes forskellige måder at trykke mønstre eller tekst på tekstiler og én af dem er, at påføre et tyndt lag PVC-plast på T-shirten. For at trykket ikke bliver stift og upraktisk, bliver PVC'en ofte blødgjort med ftalater. Ftalaterne kan udgøre et problem, når de afdamper til indeklimaet eller blander sig med støv ved slid på tøjet. Det er heller ikke ualmindeligt at børn sutter på tøjet. En række ftalater er enten anerkendt eller mistænkt for at skade reproduktionen. På den baggrund er ftalater blevet forbudt i legetøj til børn under 3 år, mens der i legetøj til børn over 3 år er tre af ftalaterne der er forbudt, mens yderligere tre er forbudt, hvis legetøjet kan komme i munden. Et lignende forbud er der ikke for tekstiler.
Sådan har vi gjort
Der har været stor fokus på børns eksponering for ftalater gennem forskellige produkter. Børnetøj med tryk er meget populært, og det er derfor nærliggende at undersøge, om børn også udsættes for ftalater gennem det tøj, de går med. Mange forældre ønsker desuden at minimere deres børns udsættelse for problematiske stoffer fra fx tøj.
Markedet for børnetøj er stort, så testen er afgrænset til at omhandle T-shirts, både kort- og langærmede, til børn i alderen 5-8 år. Vi har indkøbt ti produkter i supermarkeder, store og små børnetøjsbutikker, lavprisbutikker, sportsbutikker, samt i butikker på nettet. En enkelt T-shirt var angivet at have øko-tex-mærket, mens en anden var af økologisk bomuld. Det var ikke muligt at finde miljømærkede T-shirts med tryk.
De ti indkøbte T-shirts er analyseret på et uafhængigt laboratorium, hvor de er undersøgt for indhold af de følgende ftalater:
-
Di-n-butylphthalat (DBP)
-
Butylbenzylphthalat (BBP)
-
Di(2-ethylhexyl)phthalat (DEHP)
-
Di-n-octylphthalat (DnOP)
-
Di-iso-nonylphthalat (DiNP)
-
Di-iso-decylphthalat (DiDP)
-
Bis(2-methoxyethyl) phthalat
-
Diisopentyl phthalat (PIPP)
-
Di-n-pentyl phthalat
-
n-pentyl isopentyl phtalat
Stofferne er enten anerkendt eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Se detaljer omkring ftalater og deres problematiske egenskaber i Kemiinfo.
Det har vi fundet
I ni ud af ti T-shirts fandt vi intet måleligt indhold af de otte ftalater, der blev analyseret for. I karusellen ovenfor kan du se de t-shirts, der kom ud som gode valg i denne test. Du kan få mere information om det enkelte produkt ved at klikke på billedet.
Den sidste, en hvid drenge T-shirt med blå bil på, fra Ziestha, havde et indhold af DINP på 4,2%. Blusen var købt i netbutikken zikzakzebra. T-shirten var mærket med øko-tex 100-mærket.
Øko-tex stiller krav til indholdet af DINP for produkter til babyer og småbørn, hvor indholdet ikke må overstige 0,1%. Men der er ikke et tilsvarende krav til produkter til børn i alderen 5-8 år, som denne test har fokus på. T-shirten lever derfor op til øko-tex's standarder, men er i denne test ikke et godt valg.
Se listen med detaljer om alle de testede T-shirts.
Producenternes kommentarer
IMS giver producenter og importører mulighed for at kommentere på vores resultater. I forbindelse med denne test har vi modtaget ét svar.
Testens begrænsninger
Formålet med testen er, at undersøge forekomsten af visse ftalater i tryk på T-shirts. Analyserne er foretaget på et laboratorie. Testen siger ikke noget om eventuelt indhold af andre ftalater eller andre problematiske stoffer i trykket. Indhold af problematiske stoffer i selve tekstilstoffet er heller ikke undersøgt. Ligesom der kun er undersøgt et udpluk af T-shirts med tryk på markedet.
Det kan du gøre
-
Køb økologisk
-
Undgå plasttryk lavet af PVC
-
Undgå tøj, der lugter af kemikalier eller dufter af parfume. Duften kan være tilsat for at skjule kemikalielugten
-
Vask tøjet inden brug.

