Tilmeld dig vores nyhedsbrev
(Required)
Info om kemi

Kemiinfo giver dig viden om problematiske stoffer i hverdagen

 

Akrylfugemasse (laboratorietest)

21. april 2008
Der bruges stadig miljø- og sundhedsproblematiske ftalater i gør-det-selv produkter, viser denne IMS-test

Fugemasse har længe været håndværkerens "hemmelige våben" mod uønskede sprækker og samlinger i byggeriet. Men også gør-det-selv-folket er nu ved at få øjnene op for de tubefyldte tætningsmidler. Det kan man bl.a. se i byggemarkedet, hvor fugemasser til mange forskellige anvendelser indtager hyldemeter efter hyldemeter.

Silikone- og akrylfugemasserne er de mest kendte og anvendte typer fugemasse. I denne test har vi kigget nærmere på hvid akrylfugemasse til indendørs brug. Det er den mest almindelige type, som kan anvendes til mange formål ofte med betegnelsen "universal", som flere af produkterne også er navngivet.

Sådan har vi gjort

Vi har indkøbt ni forskellige fugemasser i byggemarkeder, malerforretninger og supermarkeder med gør-det-selv salg i Storkøbenhavn. Alle er akrylfugemasser i farven hvid, og produkterne beregnet til indendørsbrug uden angivelse af specielle formål på emballagen.

Produkterne er efterfølgende testet på et akkrediteret laboratorium. Der er i første omgang udført en såkaldt screeningsanalyse efter tungmetaller herunder tin samt silicium, klor og svovl, samt en analyse for kulstof, brint og kvælstof. Resultaterne af denne screening giver en indikation af, hvilke kemiske stoffer, det pågældende produkt er sammensat af. Fx kan indhold af klor indikere, at det efterfølgende vil være relevant at analysere for klorparaffiner.

Der blev ikke fundet indhold af hverken tin eller tungmetaller ved screeningen. Heller ikke klor og dermed klorparaffiner var at finde i produkterne. På baggrund af screeningsresultatet blev et enkelt produkt undersøgt nærmere for konserveringsmidler.

Alle produkterne blev desuden analyseret for syv forskellige blødgøringsmidler af typen ftalater samt for deres indhold af opløsningsmidler.

Om stofferne

Miljøbelastende stoffer


Klorparaffiner

Stofferne er meget giftige for vandmiljøet og kan ophobes op gennem fødekæden. Alle klorparaffiner er opført på Listen over uønskede stoffer.

Hormonforstyrrende stoffer

 

Organiske tinforbindelser

Visse organiske tinforbindelser er hormonforstyrrende og kan desuden ophobes i organismer. Stofferne anvendes bl.a. som stabilisatorer, for at forhindre nedbrydning af produktet (1). Tributyltin (TBT), som er en af de mest problematiske er opført på Miljøstyrelsens liste over hormonforstyrrende stoffer.

Ftalater

Ftalater anvendes som blødgørere. Der har i en årrække været fokus på ftalaterne, da flere af dem anset for eller mistænktes for at hormonforstyrrende effekt. Det gælder blandt andet disse:

- DINP (di-iso-nonyl-ftalat)
Står opført på Miljøstyrelsens liste over hormonforstyrrende stoffer

- DEHP (di(2-ethylhexyl)ftalat)
Optræder på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer og på Miljøstyrelsens liste over hormonforstyrrende stoffer, pga. stoffets hormonforstyrrende effekt.

- DIBP (di-iso-butyl-ftalat) optræder på Miljøstyrelsens Effektliste, samt den vejledende liste til selvklassificering, da stoffet er meget giftig for vandlevende organismer. Danmark har, til EU, foreslået at stoffet klassificeres som reprotoksisk (2), på linje med DEHP. Stoffet er sat på EU's prioriteringsliste, som muligt hormonforstyrrende.

Ftalaternes funktion som blødgørere i produktet gør, at de ikke kemisk bundet og derfor kan afgasse og udvaskes fra de materialer, de er tilsat til. De analyserede akrylfugemasser er alle beregnet til indendørs brug, og der er derfor mulighed for påvirkning af indeklimaet.

 

Mange af ftalaterne er desuden miljøskadelige. Mens fugemassen er i anvendelse omkring vinduer, døre og i sprækker vil kun en meget lille del afgives til miljøet. Når huset skal renoveres, kan fugemasserne ryge ud med bygningsaffaldet og dermed blive en potentiel miljøbelastning.

Irriterende stoffer


1-butanol

Er på Miljøstyrelsens liste over farlige stoffer, med klassificering; farlig ved indtagelse, irriterer åndedrætsorganerne og huden, risiko for øjenskade, dampe kan give sløvhed og svimmelhed. (Klassificeringerne gælder de rene stoffer).

Butylglycol

Er på Listen over farlige stoffer, med klassificering; farlig ved indånding, hudkontakt og indtagelse. Irriterer hud og øjne. (Klassificeringen gælder de rene stoffer).

Det viser testen

Otte af de ni undersøgte akrylfugemasser indeholdt ftalater. Fem af produkterne indeholder mellem 3 og 10 procent DINP (di-iso-nonyl-ftalat) svarende til 30-100 mg/g. DINP er som nævnt på Miljøstyrelsens liste over mulige hormonforstyrrende stoffer. Et enkelt produkt indeholdt di-iso-butyl-ftalat, som er angivet på EU's prioriteringsliste ligeledes som muligt hormonforstyrrende.

De to resterende produkter indeholdt spor af ftalater i så små mængder, at der i disse to tilfælde sandsynligvis er tale om en utilsigtet forurening.

Alle fugemasserne blev undersøgt for en række organiske opløsningsmidler. I alt blev fire forskellige opløsningsmidler fundet i de ni fugemasser, men i meget lave koncentrationer - fra 0,01-2,2 vægt % . I de foreslåede kriterier for svanemærke kemiske byggeprodukter, hvor fugemasser hører under, er kravet til flygtige organiske forbindelser et indhold under 3 vægt %.

I en enkelt fugemasse blev der fundet spor af konserveringsmidlet 5-chlor-2-methyl-3(2H)-isothiazolon. Dette stof er kendt allergifremkaldende. Der blev ikke fundet klorparaffiner eller organiske tinforbindelser i nogle af de undersøgte fugemasser.

De gode valg

To fugemasser kan i denne test kåres som testvindere. Den ene Sikakryl HM, fra Sika, indeholder ingen af de problematiske stoffer IMS har fået analyseret for og har et meget lavt indhold af organiske opløsningsmidler.
Den anden testvinder, Basic, akryltætningsmasse, har et meget lille indhold af diisobutylftalat. Dette indhold er så lavt at der sandsynligvis er tale om en forurening. Da produktet ikke indeholder andre problematiske stoffer og samtidig også har et lavt indhold af organiske opløsningsmidler, kommer den også ud som et godt valg.
  • Miljøbelastende stoffer
  • Hormonforstyrrende stoffer
  • Irriterende stoffer

Sika - Sikakryl HM

Købt i Stark til 39,95
  •  
  •  
  •  

Basic - Akryltætningsmasse hvid

Købt i Silvan til 6,95
  •  
  •  
  •  

Casco - Akryl basic

Købt i Bauhaus til 16,95
  •  
  •  
  •  

Dana Lim - Akrylfugemasse budget

Købt i Bilka til 10,95
  •  
  •  
  •  

Dana Lim - Akrylfugemasse 557

Købt i Røverkøb til 17,-
  •  
  •  
  •  

Den Braven - Akrylfugemasse

Købt i Jem & Fix til 4,75
  •  
  •  
  •  

Den Braven - Malerakryl

Købt i Jem & Fix til 29,95
  •  
  •  
  •  

Droppen - Akrylfugemasse

Købt i Harald Nyborg til 9,95
  •  
  •  
  •  

Sika - Sikakryl S

Købt i Stark til 18,95
  •  
  •  
  •  
Handlinger tilknyttet webside
Arkiveret under , ,