Økologiske frø og planter (liste over gode valg)
Der er ikke mærkningspligt på frø, og man kan derfor ikke altid forvente at kunne gå efter de velkendte mærker, når man er på udkig efter økologiske produkter
Næsten alle danske forhandlere af frø og planter har økologiske varianter. De fleste har et grundsortiment med salat, gulerødder, radiser, squash, rødbeder, tomat, spinat, porre og karse.
Sådan har vi gjort
IMS har taget kontakt til en række forhandlere af frø og spurgt om de sælger økologiske frø, som er certificeret af en af følgende mærkningsordninger:
Det skal bemærkes at der ikke er mærkningspligt på frø, og man kan derfor ikke altid forvente at kunne gå efter de velkendte mærker, når man er på udkig efter økologiske produkter. Men til trods for at mærket ikke er på produktet, kan det altså godt være certificeret.
Der er andre økologiske mærker, som også må sælges i Danmark som økologiske. Disse er dog ikke så hyppige og er derfor ikke medtaget på listen. Kender du en forhandler eller er du selv forhandler af økologiske frø med en anden certificering end ovenstående, så kontakt os så vil vi vurderer om de opfylder kravene til at komme på listen.
Vær opmærksom på, at markedet hele tiden ændrer sig. Nye sortimenter kommer til, og gamle forsvinder. Desuden baserer vi delvis forhandlerlisten på henvendelser fra forhandlere og forbrugere, da vi ikke har ressourcer til løbende at opsøge forhandlerne. Skriv eller ring gerne til os, hvis du kender en forhandler, vi bør kontakte med henblik på enten at komme på eller af listen.
Forhandlere
-
Den Økologiske Have
Den Økologiske Have er en fredfyldt oase i Odder på 20 tønder land, inddelt i spændende emnehaver, f.eks. en stor blomstrende køkkenhave, vinhave, gourmethave med råvarer til det nordiske køkken, 200 lægeurter, skovhave med sø, skærehave mm. Salg af økologiske planter fra eget gartneri, økologiske frø, butik med bl.a. bøger og pjecer om miljøvenlig havebrug og udvalgte haveredskaber og honning. Caféen sælger økologiske drikkevarer og bagværk. -
Gourmetgarage.dk
Sælger en lang række økologiske frø, der er certificeret af det italienske CCPB. De sælger både almindelige frø og spirefrø. -
Jyllands Frøhandel
Fører økologiske frø fra både Sverige, Tyskland og England. Frøene er mærket enten med det danske Ø-mærke eller det svenske Krav. -
Fuglebjerggaard
Fuglebjerggaard ejes og drives af kogebogsforfatter og samfundsdebattør Camilla Plum og hendes mand. Den består bl.a. af en planteskole med ca. 500 forskellige planter, en netbutik med omkring 450 sorter af blomster, stauder, grøntsager, løg, krydderurter og økologisk planteformering. Ydereligere kan man også købe økologiske frø i deres gårdbutik. Hele landbruget, haverne, planteskolen og frøformeringen er certificeret med det røde ø-mærke. Nogle er frøene er biodynamiske og andre er certificerede af Soil Association. -
Solhjulet
Solhjulet udbyder et sortiment af 44 forskellige økologiske frø fordelt på blomster, grøntsager og urter, der alle er Demetermærkede. Derudover forhandles der forskellige udplantningsplanter, som udelukkende er økologiske. -
Solsikken
Sælger økologiske og biodynamiske frø (grøntsager, læge- og krydderurter, blomster, grøngødning, korn, gødninger, plantejord m.m.) og økologiske udplantningsplanter. Solsikken er certificeret med både det røde Ø-mærke og af Demeterforbundet. -
Urtegartneriet
Forhandler en lang række økologiske frø (krydderurtefrø, lægeplantefrø, blomsterfrø, grøntsagsfrø og grøntgødningsfrø) og planter (krydderurter, lægeplanter, duftgeranier, vilde planter, enkelte stueplanter og snapseplanter). Alle frø og planter har det røde Ø-mærke, og langt de fleste er også demetermærkede. Urtegartneriet forhandler både over Internettet og fra deres butik i Silkeborg.
Andre
Frøsamlerne er en lille forening, hvor medlemmerne vedligeholder gamle sorter for at sikre deres overlevelse og desuden afprøver nye ukendte arter/sorter. Medlemmerne udveksler frø, og mange dyrker økologisk.
Prøv også de lokale økologiske avlere der kan findes i det økologiske stalddørskatalog, der rummer 117 økologiske gårde rundt omkring i landet.

