Fakta om genmodificerede fødevarer
Alle genmodificerede fødevarer (GMO) skal opfylde EU's regler om sporbarhed og mærkning. Det betyder, at det skal oplyses, hvis de indeholder ingredienser, som indeholder eller stammer fra GMO. For eksempel kan der stå "sojaprotein (genetisk modificeret)" eller "sojaolie fremstillet af genetisk modificeret soja" på emballagen. Der må være op til 0,9 procent GMO i produkter, uden at forbrugeren skal oplyses om indholdet. Men dette gælder kun, hvis det ikke er i produktet med vilje. En virksomhed må ikke bevidst tilsætte genmodificerede produkter uden at oplyse det på emballagen.
Kun mærkning hvis GMO er direkte tilsat
Emballagen skal ikke oplyse, hvis der er brugt genteknologi ved fremstillingen af fødevaren. Kød, mælk eller æg, som kommer fra dyr, der er fodret med genmodificeret foder, skal f.eks. ikke mærkes.
Genmodificerede hjælpestoffer, der ikke er til stede i det færdige produkt, skal heller ikke nævnes på emballagen. Det skal f.eks. ikke fremgå, hvis der er brugt gensplejset gær eller gensplejsede bakterier og enzymer til at fremstille henholdsvis brød, ost og juice.
Officielt er GMO’er sikre
Fødevarer, der er genmodificerede, er, ifølge Fødevarestyrelsen, lige så sikre at spise, som fødevarer der ikke er genmodificerede. Mærkningen af fødevarer er en oplysning, om hvordan varen er produceret, og skal ikke opfattes som en advarsel mod produktet.
Økologiske fødevarer er uden GMO
Hvis du helt vil undgå GMO i fødevarer, er det bedste bud at købe økologiske fødevarer. De er fremstillet uden GMO eller andre former for genteknologi. Dog accepteres også her et utilsigtet indhold af GMO på op til 0,9 procent.
Hvad er genmodificering?
Når en organisme er genmodificeret, betyder det, at et gen er taget ud af en anden organisme og flyttet over i organismen. Formålet er at ændre organismens arveanlæg (gener) og lave om på specifikke egenskaber. En genmodificeret organisme er altså en organisme - en plante, et dyr eller en mikroorganisme - der har fået ændret sine gener.
Det er intet nyt i, at man kan påvirke planters eller dyrs gener. Når landmanden parrer en udvalgt ko og tyr, forædler han f.eks. på traditionel vis. I naturen blandes gener normalt kun mellem artsfæller, og i deres ”afkom” kombineres mange gener samtidig. Genmodificering gør det muligt kun at flytte ét eller få gener ad gangen. Samtidig kan man gå skridtet videre og overføre gener, og dermed de egenskaber de medfører, mellem forskellige organismegrupper, f.eks. mellem planter og mikroorganismer.
Hvad er genmodificerede fødevarer?
Genmodificerede fødevarer er fødevarer, som har fået en ny egenskab, ved at man har givet dem et nyt gen. Det kan f.eks. gøre en plante mere tolerant overfor ukrudtsbekæmpelsesmidler eller modstandsdygtig overfor skadedyr. Der forskes også i at gøre planter mere modstandsdygtige over for sygdomme og gøre dem mere holdbare.
Debatten om GMO-fødevarer
Der er forskellige holdninger til genmodificerede fødevarer. Her præsenterer vi to meget forskellige:
For:
-
Genteknologi kan forbedre miljø, kvalitet, udbytte og sikkerhed.
-
De etiske overvejelser bør dreje sig om, hvorvidt de konkrete anvendelser er acceptable.
-
Udbud af økologiske og andre produkter uden GMO sikres i det omfang forbrugerne efterspørger dem.
-
Gensplejsede, konventionelle og økologiske afgrøder skal udvikles side om side.
-
Genteknologi bruges kun, når det er dokumenteret, at den ikke udgør en risiko for menneskers og dyrs sundhed eller for miljøet.
-
Genteknologien kan være med til at sikre mad til et stigende antal mennesker på kloden.
Imod:
-
De biologiske og arvemæssige konsekvenser er ukendte og uoprettelige.
-
De sundhedsmæssige konsekvenser er ikke undersøgt til bunds.
-
Patent på afgrøder sætter landmænd i et økonomisk afhængighedsforhold til store genteknologiske virksomheder.
-
Sult, miljø- og ressourceproblemer i den tredje verden kan kun overvindes, hvis forskningsindsatsen støtter en økologisk bæredygtig udvikling.
Du kan læse mere om debatten
-
Landbrug & Fødevarer
Her præsenteres en positiv holdning til genteknologi. Landbrug & Fødevarer er landbrugets interesseorganisation. -
Økologisk Landsforening
Du kan læse mere om modstandernes holdning her. Økologiske Landsforening er økologisk landbrugs interesseorganisation.
Du kan få mere viden
- Regler om genmodificerede fødevarer
På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan du læse mere om lovgivningen. Du kan også læse om kontrol og mærkning.




