Fakta om køleskabe og frysere
Når kølemøblet skal udskiftes, er der udover strømforbruget også andre overvejelser, man kan gøre sig
Først fandt man ud af, at de kemiske stoffer i kølemidler og isoleringsmaterialer nedbryder ozonlaget. Så blev de udskiftet med stoffer, der påvirkede klimaet. Nu har man så fundet kølemidler, som hverken ødelægger ozonlaget eller gør klimaet varmere. Men køleskabe og frysere kan stadig indeholde problematisk kemi, og de bruger stadigvæk strøm.
Nye isolerings- og kølemidler kan være problematiske
Kølemidlet i nye køleskabe og frysere er stort set altid isobutan. Når det bruges i som kølemiddel, går isobutan under betegnelsen R600a. Isobutan nedbryder ikke ozonlaget og påvirker kun drivhuseffekten i beskedent omfang. Kølemidlet er indkapslet, så du vil ikke komme i kontakt med det under normale omstændigheder. Men stoffet kan fremkalde kræft og forårsage arvelige genetiske skader.
I enkelte meget store kølemøbler til privat brug kan HFC være brugt som kølemiddel. Dette kølemiddel påvirker det globale klima. Som kølemiddel kaldes det R134a.
Isoleringsmaterialet, som bruges i nye køleskabe og frysere, er typisk cyclopentan eller andre former for pentaner. Cyclopentan er miljøbelastende. Hvis du støder på et køleskab eller en fryser, hvor der er brugt en anden pentan – eller et helt andet stof - til at isolere, er du velkommen til at henvende dig. Så vil vi vurdere det konkrete stof.
Flammehæmmere beskytter mod brand
Plasten og elektronikken kan være tilsat flammehæmmere. Vi ved ikke særligt meget om, hvilke flammehæmmere producenterne bruger. Flammehæmmere kan være problematisk for miljøet og din sundhed. Læs mere her.
Når køleskabe kan dræbe bakterier
Køleskabe kan indvendigt være behandlet med antibakterielle stoffer, for at gøre det nemmere at holde det rent. Antibakterielle midler kan være problematiske i miljøet, da de kan være svære at nedbryde og giftige i vandmiljøet. Nogle af dem kan også være problematiske for menneskers sundhed. Hvis en producent eller forhandler reklamere med, at et køleskab virker antibakterielt, vil det sikkert indeholde antibakterielle midler.
Gamle køleelementer skal afleveres forsvarligt
Køleskabe og frysere, der er fremstillet før 1991, kan indeholde de såkaldte CFC-gasser, som bidrager til drivhuseffekten og laver hul i ozonlaget. Ozonlaget beskytter mennesker og natur mod solens UV-stråler. Efter disse gasser blev forbudt, gik man over til at bruge HCFC-gasser i stedet. Men HCFC nedbryder også ozonlaget, omend i mindre grad end CFC. Brugen af HCFC i køleskabe i husholdningerne, er derfor også blevet forbudt. HFC er et tredje gas, der er blevet brugt i køleskabe til private. Fra 2006 blev det forbudt at sælge køleskabe og frysere med HFC, medmindre de er meget store.
Når du afleverer dit gamle køleskab til affald, er det derfor vigtigt at de bliver destrueret forsvarligt. Sørg for, at køleskabet er synligt og nemt at få fat i for skraldemændene. Du kan kontakte din kommune, hvis du vil vide mere om, hvordan man skal bære sig ad i netop din kommune.
Kan det betale sig at udskifte?
Når kølemøblet skal udskiftes, er der udover strømforbruget også andre overvejelser, man kan gøre sig. Produktion og afskaffelse af kølemøbler belaster miljøet. Desværre er der ingen, som præcist kan fortælle, hvornår det bedst kan betale sig at skifte en gammel model ud med en ny. Men det kan betale sig at udskifte sin fryser oftere end sit køleskab. Frysere bruger forholdsvis mere strøm end køleskabe, så dermed er der mere at vinde, hvis man udskifter til en mere moderne, energirigtig fryser.
Du kan få mere viden
- Råd om køleskabe og frysere
Hvis du skal købe nyt køleskab, kan du følge vores råd.
- Råd om hårde hvidevarer
Skal du købe andre hårde hvidevarer end kølemøbler, er der råd at hente, hvis du klikker på linket.

