Fakta om plast

20. februar 2012
Køkkenet, stuen, haven, badeværelset – plast bruges masser af steder. Det er praktisk, men noget plast indeholder stoffer, som er problematisk for miljø og sundhed
Fakta om plast

Smid ikke PVC i skraldespanden

Nogle produkter består udelukkende af plast, mens andre kun indeholder en lille del. Alt efter plasttype og tilsætningsstoffer kan plasten have mange forskellige egenskaber.

Til venstre kan du se en liste med de plasttyper, som forbrugeren møder i hverdagen. Der findes mange flere, så send os en mail, hvis du er stødt på en plasttype, du gerne vil have os til at beskrive.

HDPE + LDPEPilene på plast

Meget plast, især emballage, er forsynet med tre pile, der former en trekant med et nummer indeni. Plast kan genanvendes, men kun hvis den er ren, dvs. ikke blandet sammen med andre plasttyper. Trekanten gør det nemmere at sorterer plast, før den genanvendes. I Danmark er der ikke et lovkrav om, at plast skal mærkes med plasttrekanten.

Under Forstå mærkerne kan du læse mere om plastpilene.

Olie bliver til plast

Kemisk set er plast et meget stort molekyle, som er opbygget af enheder, der gentages mange gange. Et såkaldt polymer.

I de fleste tilfælde er råstoffet råolie og gas, som er ikke-fornybare ressourcer. Det kræver det forholdsvis meget energi at fremstille plast.

Plast får tilsat kemikalier

Alt efter hvad plasten skal bruges til, kan der være tilsat forskellige kemiske stoffer. Det kan f.eks. være blødgører, farvestoffer, flammehæmmere og stabilisatorer.

Plasten gøres blød

Mange forbrugerprodukter er lavet af blød plast, f.eks. legetøj og ledninger. Noget plast er blødt i sig selv, andet bliver blødt eller blødere vha. blødgørende kemikalier.

Blød plast af typen PVC er som regel blødgjort med ftalater. En række af ftalaterne er hormonforstyrrende eller mistænkt for at være det. Den største risiko er i forbindelse med direkte kontakt, f.eks. når børn sutter på blød plast, der er lavet af PVC. Men produkter af blød PVC kan også være med til at øge baggrundsbelastningen i f.eks. indeklimaet. Ftalater frigives nemlig hele tiden, men meget langsomt, fra plasten. Der er specielle regler for ftalater i legetøj til børn. Læs mere om den gældende lov her.

Risiko for brand mindskes med kemi

Plast kan være tilsat flammehæmmere, som mindsker risikoen for, at det bryder i brand. Stofferne kan afdampe fra plasten, og dermed belaste indeklimaet. Visse af flammehæmmerne kan ophobes i miljøet, og nogle er mistænkt for at kunne nedsætte vores evne til at få børn og være årsag til fosterskader og kræft.

Producenterne skal ikke oplyse, hvilke flammehæmmere et produkt indeholder. Så det er stort set en umulig opgave, hvis du bestemmer dig for at undgå produkter med problematiske flammehæmmere.

Du kan få mere at vide om flammehæmmere i Kemiinfo.

Glas- og gaffelsymbolet kan ses på plast og andre materialer

Glas- og gaffelsymbolet kan ses på plast og andre materialer. Læs mere om mærket her.

Noget plast smitter af til mad

Også andre stoffer, som tilsættes eller findes i plast, kan langsomt afgives til omgivelserne. Anvendes plasten til fødevarer, kan stofferne vandre fra plasten over i fødevarerne. Derfor er det en god idé, kun at anvende beholdere og anden emballage til det den er beregnet til. Vær opmærksom på, hvad du har af oplysninger, om de produkter du anvender. Hæld f.eks. ikke varm sovs i et gammelt yoghurtbæger – det jo er beregnet til engangsbrug og til kølig yoghurt. Varm grøntsagsmos i en isterningbakke – den er beregnet til koldt vand og is – er heller ikke en god ide.

Et stof, som kan være problematisk, er bisphenol A. Polycarbonat- og epoxyplast kan indeholde bispheno A. Der er regler for, hvor meget BPA der må smitte af fra plasten og over i fødevarerne. EU's fødevareagentur vurderer, at reglerne er tilstrækkelige til at beskytte mennesker imod de mulige risici ved BPA. Andre mener, at man bør være mere forsigtig end EU’s krav.

Det er en af grundene til, at Fødevarestyrelsen har indført et midlertidigt dansk forbud mod BPA i produkter, som er rettet mod 0-3 årige. Forbuddet omfatter sutteflasker og tudkopper samt materialer, som er beregnet til at være i kontakt med fødevarer til 0-3 årige. Forbuddet gælder for produkter solgt i Danmark efter den 1. juli 2010.

Børn kan være udsatte

Skumplast kan være lavet af de fleste plasttyper. I starten af 2011 fandt Miljøstyrelsen formamid i gulvpuslespil til børn af EVA-skumplast. Formamid er skadeligt for forplantningsevnen. Miljøstyrelsen vurderede dog, at mængderne af formamid var så små, at produkterne er sikre at lege med.

Nyt plast fra gammelt

Noget plast belaster miljøet mere end andet, når det bliver til affald. Det gælder f.eks. flammehæmmet plast og PVC.

Meget plast fra private husholdninger kan genanvendes. Det sker dog kun i mindre omfang. Men hvis du afleverer brugt plast på genbrugsstationen, vil meget af det blive genbrugt.

Du kan også aflevere brugt emballage af plast hos f.eks. Matas og Body Shop. Men emballagen skal være købt i de pågældende kæder.

Når plasten kommer i skraldespanden

Plast, som ikke indsamles til genanvendelse, kommer til forbrændingsanlæg. En del af energiforbruget til at fremstille plasten bliver på den måde genbrugt til el og varme.

Smid ikke PVC i skraldespanden

PVC03.jpg

Plasttypen PVC forurener kraftigt, hvis det bliver brændt i et affaldsforbrændingsanlæg. Derfor skal PVC afleveres på genbrugsstationen eller til en anden indsamlingsordning i din kommune. Kravet om indsamling gælder både produkter af ren PVC, f.eks. emballage, gummistøvler og tagrender, og produkter med PVC, f.eks. elkabler og møbler.

Du kan få mere at vide om PVC ved at klikke ind på råd og fakta om PVC.

Du kan få mere viden

  • Råd om plast

    Du kan gøre meget for at undgå plast, som afgiver problematisk kemi.

  • Råd og fakta om emballage til fødevarer

    Plast bruges ofte til opbevaring af fødevarer. Læs mere om de specielle krav, det stiller.

  • Plasttyper

    I navigationen øverst til venstre kan du finde beskrivelser af de mest almindelige plasttyper.

  • Plastindustriens hjemmeside

    På plast.dk kan du finde masser af information om plast.

Handlinger tilknyttet webside
Arkiveret under , , ,