Råd og fakta om indeklima

01. november 2011
Luften i boligen kan belaste sundheden. Hvis du vil mindske risikoen, kan du vælge produkter med færre problematiske stoffer, gøre rent og lufte ud
Råd og fakta om indeklima

IMS´fokus på indeklima

Flere forskellige faktorer i hjemmet påvirker indeklimaet. Nogle af de 900 forskellige partikler, kemikalier og mikroorganismer, som findes i luften i boligen, kan være med til at fremkalde astma, allergi og måske lungekræft. Derfor er der god grund til at sikre et godt indeklima. Du kommer en del af vejen, hvis du går efter produkter, som ikke afdamper problematiske kemikalier – men det hjælper også at holde hjemmet rent og lufte ud jævnligt.

Indeklimaet påvirkes af flere kilder

Kemikalier og partikler i indeklimaet stammer f.eks. fra tæpper, møbler, elektronik, legetøj, maling, tobaksrøg, varmekilder, madlavning og rengøringsmidler. Men de kan også stamme fra kilder, som det umiddelbart er svært for en forbruger at ændre. For eksempel er det vanskeligt, at gøre noget ved trafikos og de byggematerialer, din bolig er lavet af. Hvor godt indeklimaet er, hænger også sammen med, hvor meget radon der siver op fra undergrunden. Radon er en naturlig gasart, som er kræftfremkaldende. Desuden belaster mikroorganismer, som f.eks. skimmelsvamp, indeklimaet. De kan opstå, når luftfugtigheden er høj, eller hvis der trænger vand ind gennem murværk m.m.

Ifølge EU's videnskabelige komite for sundhed og miljømæssige risici, SCHER, er formaldehyd, carbonmonoxid, nitrogendioxid, benzen, napthalen, partikler fra passiv rygning, radon, bly og organofosfat-pesticider nogle af de stoffer, der vækker størst bekymring. Derimod anser SCHER ikke ftalater som problematiske, når det handler om at indånde dem via indeluft. Læs mere på GreenFacts.

Din indsats hjælper

Inventar i boligen, f.eks. møbler, fjernsyn og blødt plast, kan langsomt frigive kemikalier, som kan svæve rundt i luften eller binde sig til støvet. Når du udfører gør det selv-arbejde, kan det også  påvirke dit indeklima. For eksempel damper der partikler af ny maling, indtil det er tørt, og byggeplader kan afgive formaldehyd.

Når du lufter ud, udskiftes indeluften med luften udenfor. Mange af de kemiske forbindelser, der er dampet af fra f.eks. elektronik og køkkenmøbler, siden sidste gang, der blev luftet ud, bliver derfor fjernet.

Når du køber produkter, kan du

  • Vælge miljømærkede produkter uden parfume. Se efter de officielle miljømærker Svanen og Blomsten. Mærkerne garanterer, at produkterne er blandt de mest miljøvenlige på markedet. Desuden er der krav til indholdet af stoffer, som kan, eller er mistænkt for at kunne, belaste sundheden. En lang række produkter, med betydning for indeklimaet, kan få et eller begge mærker, bl.a.:

          • Computere
          • Fjernsyn
          • Elpærer
          • Rengøringsmidler
          • Grundrens og grundere
          • Maling og lak
          • Gulvplejemidler
          • Byggeplader og paneler
          • Gulve
          • Lim
          • Spartelmasse
          • Fugemasse
          • Boligtekstiler og møbelstof
          • Madrasser og få møbler

  • Købe møbler og byggeplader mærket med Indeklimamærket.

  • Undgå plast der er blødgjort med ftalater (f.eks. ledninger, vinylgulve, badeforhæng og meget mere).

  • Undgå produkter der lugter kraftigt. Kemikalier, som lugter, behøver ikke at være problematiske, men duft er ensbetydende med, at produktet udsender et stof.

Derhjemme kan du

  • gøre rent jævnligt. Nogle kemiske stoffer binder sig til støv. Du kan derfor begrænse mængden af problematiske stoffer ved tit at støvsuge og vaske gulve mm.

  • lufte jævnligt ud. Sørg for gennemtræk tre gange om dagen i ca. fem minutter ad gangen - også selvom det er vinter. Så begrænser du mængden af stoffer og partikler i indendørsluften.

  • sørge for at holde elektroniske apparater rene for støv. De kan frigive problematiske stoffer, f.eks. flammehæmmere. Sluk også for apparaterne, når du ikke bruger dem. Opvarmet elektronik frigiver nemlig flere stoffer, end når den er afkølet.

  • være særlig omhyggelig med at rengøre og udlufte i børneværelserne. Børn er generelt mere følsomme overfor påvirkning end voksne.

  • lufte ekstra ud når du laver mad, gør rent, bader, har malet hjemmets vægge eller har købt nye møbler og elektronik.

  • sørge for lav fugtighed i hjemmet. Skimmelsvamp og støvmider trives godt i fugtigt miljø. Stands også fugtkilder som f.eks. utætheder i murværk.

  • følge brugsanvisningen på produkter. Bruger du produkterne forkert risikerer du, at de belaster indeklimaet.

  • kun male når det er nødvendigt og bruge andre gør det selv-produkter med omtanke. Vælg produkter med laveste MAL-kode.

  • undgå at bruge sprayprodukter indendørs (f.eks. imprægneringsspray). Indholdsstofferne spredes i luften.

  • begrænse afbrænding af levende lys, der kan give anledning til sodpartikler. Vælg uparfumerede lys.

  • om muligt lufte alle nye produkter og apparater udenfor, inden de tages i brug. Så "afgasser" nogle af stofferne udendørs i stedet for indenfor.

Se også

Handlinger tilknyttet webside
Arkiveret under ,