Råd og fakta om havemøbler
Vind og vejr slider på udendørs møbler, men de holder bedre, hvis du plejer og passer dem godt. Hvis du har mulighed for det, kan du stille møblerne under tag, når du ikke bruger dem, og sætte dem væk eller pakke dem ind om vinteren. På den måde undgår du at skulle knokle for at få møblerne pæne igen, og du skåner miljøet og din egen sundhed. Mange bruger nemlig rensemidler, der kan være problematiske for miljø og sundhed.
Noget andet du kan gøre for at beskytte miljø og sundhed, er at vælge nye havemøbler med omhu.
Når du køber havemøbler, kan du
-
købe FSC-mærkede havemøbler.
-
huske på, at tropiske træsorter ofte kan klare sig uden at blive behandlet, da træet fra naturens hånd har et højt indhold af olie, som beskytter mod råd og svamp. Omvendt kan nordiske træsorter bedre klare at stå ude i vind og vejr, men de kræver mere behandling end tropisk træ for ikke at rådne.
-
tage med i overvejelserne, at produktion og transport af nordisk og europæisk træ kan være mere miljøvenlig end hvad der gælder for tropisk træ.
- undgå trykimprægneret træ.
Når du renser havemøbler af træ grundigt, kan du
-
nøjes med at bruge brun sæbe, som er et miljøvenligt og billigt alternativ til specialprodukter, men husk altid at bruge handsker. Du kan købe brun sæbe med miljømærket Svanen.
-
lade den brune sæbe trække i et døgns tid, hvis snavset ikke vil af.
-
undgå svampemidler. Mange produkter til at behandle træ er tilsat svampemidler.
-
holde trærensemidler væk fra børn.
-
gå efter en variant med lav mal-kode (00-1), hvis du vælger et specialprodukt.
- aflevere emballager med rester af rensemiddel på genbrugsstationen.
Når du vasker havemøbler hen over sæsonen, kan du
-
bruge en blanding af vand og sæbespåner. Udover, at det er en miljøvenlig måde at rengøre på, giver det også træet en vandafvisende overflade.
- opløse lidt brun sæbe i en spand med vand.
Du kan få mere viden
- Råd og fakta om møbler
Hvis du vil vide, hvordan du kan tage hensyn til miljø og sundhed, når du køber og vedligeholder møbler.
- Råd og fakta om rengøringsmidler
Her får du mere at vide om, de midler du bruger, når du gør rent.





