Fakta om personlig pleje til gravide og ammende

03. oktober 2011
Nogle plejeprodukter er overflødige, andre kan indeholde miljø- og sundhedsbelastende stoffer
Fakta om personlig pleje til gravide og ammende

Ordet "parfume", "parfum" eller "aroma" fremgå af deklarationen, hvis et produkt indeholder parfume

I forbindelse med din graviditet er du måske begyndt at tænke lidt mere over, hvad der er i plejeprodukter. I hvert fald er der mange gravide og ammende, som henvender sig til Informationscenter for Miljø & Sundhed (IMS) med spørgsmål. Her får du baggrundsinformation om de råd, som er nævnt i Råd om personlig pleje til gravide og ammende.

Indholdet kan være problematisk

Når du bruger cremer, parfumer, makeup osv. kan problematiske stoffer blive optaget i kroppen. Disse stoffer kan gives videre til dit barn, når du er gravid eller ammer. Nogle af stofferne ophobes i kroppen over en lang periode, f.eks. i fedtvæv. Andre forsvinder forholdsvis hurtigt igen, men de kan føres fra blodet via moderkagen til fosteret eller fra modermælken til dit barn, hvis du bruger dem, mens du er gravid eller ammer. Dertil kommer, at den gravide krop reagerer anderledes end den plejer, og derfor kan der være stoffer, man er mere følsom overfor.

Hvis du vil være forsigtig, kan du f.eks. lægge mærke til, om dine plejeprodukter indeholder stoffer, som kan være problematiske for sundheden - selvom det er nemmere sagt end gjort. Du kan se en liste over de stoffer, IMS vurderer som problematiske i personlig plejeprodukter her.

Nogle af stofferne på listen er der udelukkende, fordi de er problematiske for miljøet. Disse stoffer er i princippet ikke så vigtige at undgå, hvis det er din og dit barns sundhed, du vil være forsigtig med.

I den forbindelse kan nævnes, at naturlige eller økologiske produkter, ikke i sig selv er en garanti for, at de ikke indeholder stoffer, som er problematiske for miljø og sundhed. Læs mere om natur- og økologimærker på produkter til personlig pleje her.

Du kan gå uden om allergifremkaldende stoffer

I nogle plejemidler kan der være stoffer, som giver risiko for kontaktallergi, f.eks. flere konserveringsstoffer og alle former for parfume. Man har ikke videnskabeligt bevis for, at et barn kan udvikle kontaktallergi, fordi moren under graviditet har brugt plejeprodukter med allergifremkaldende stoffer. På den anden side har man heller ikke dokumentation for det modsatte.

Kontaktallergi viser sig ved hudirritation, udslæt eller eksem. Har du eller dit barn først udviklet kontaktallergi overfor et bestemt stof, går den aldrig væk igen.

Både de syntetiske og de naturlige (æteriske) duftstoffer kan give allergi. I princippet er alle duftstoffer allergifremkaldende, og ifølge Videncenter for Allergi stammer nogle af de mest allergifremkaldende duftstoffer fra naturen. Derfor er kosmetik og plejeprodukter med naturlige duftstoffer, ikke automatisk bedre valg, hvis du vil begrænse risikoen for allergi hos dig og dit barn.

Hvis et produkt til personlig pleje indeholder parfume, skal ordet "parfume", "parfum" eller "aroma", ifølge kosmetikbekendtgørelsen, fremgå af deklarationen. 26 af parfumestofferne skal desuden nævnes ved navn.

En ny hårfarve kan være problematisk

Planlægger du at blive gravid, kan du lade den naturlige hårfarve vokse frem. For hårfarve kan indeholde kemiske forbindelser, som kan trænge ind i blodbanerne på moren og måske videre til fosteret. Flere af stofferne, som bruges i hårfarver, kan være problematiske. Både i skyllefarver og permanente hårfarver. Heller ikke de såkaldte natur-hårfarver eller henna-farver går fri, da henna kan indeholde stoffet lawsone, som er mistænkt for at være mutagent.

Hold igen med sprayen

Produkter på spraydåser er problematiske, fordi man risikerer at få noget af indholdet ned i lungerne. Når du f.eks. sprayer med deodorant og hårlak, bliver der dannet dampe og meget små dråber, som du risikerer at indånde og få ned i lungerne. Det samme gælder produkter, hvor man bruger en håndpumpe til at fordele indholdet, dog er partiklerne ikke ligeså små, så de har sværere ved at holde sig svævene, og de trænger måske heller ikke lige så langt ind i lungerne.

Koncentrationen af dampe og partikler vil være størst i området, hvor du sprayer. Du kan derfor sørge for, at din baby ikke er i nærheden, når du bruger sprayprodukter.

Som alternativ kan du vælge at bruge deodorant på roll-on, stift eller cremeform.

Når du ammer

Har du brug for creme til dine brystvorter, og gerne vil være forsigtig med hensyn til både miljø og sundhed, kan du vælge et produkt med svanemærket. Men læs deklarationen, hvis du vil være sikker på at undgå parfume. I svanemærkede produkter til voksne er duftstoffer nemlig tilladte. Ordene »parfume«, »parfum« eller »aroma« skal altid stå i indholdsdeklarationen, hvis der er parfume i produkter til personlig pleje.

På den sikre side

Også mange andre plejeprodukter pryder sig med Svanen. Køber du sådan et produkt, vil det være blandt de mest miljøvenlige på markedet. Desuden er der stillet krav til indholdet af stoffer, som kan, eller er mistænkt for at kunne, belaste sundheden. Dog er det f.eks. ikke altid, at de svanemærkede produkter er uden allergifremkaldende stoffer. Den blå krans, som kun stiller krav til allergifremkaldende stoffer, kan være et godt supplement, hvis du vil være på den sikre side i forhold til allergi. Nogle produkter har begge mærker.

Se også

Handlinger tilknyttet webside