Råd og fakta om at rense pensler

21. august 2012
Uanset hvad du har malet med, er vand og evt. lidt brun sæbe nok til at gøre penslerne rene
Råd og fakta om at rense pensler

Alle typer af maling kan indeholde kemiske stoffer, der gør, at rester fra malerarbejde skal bortskaffes som farligt affald.

Når reolen, loftet eller væggen er blevet shinet op, skal pensler og malerruller gøres rene. Jo mindre maling, der sidder tilbage, når du går i gang med at rense, jo mindre belaster du dit lokale rensningsanlæg og vandmiljøet.

Maling kan gøre rensningsanlæggene dårligere

Selv om det er nemt at skylle penslen, rullen og malersprøjten under rindende vand, er det ikke den mest miljøvenlige løsning. Udover at det ikke er godt at få rester af maling ud i vandmiljøet, betyder maling i skyllevandet, at spildevandet bliver dårligere renset, før det ledes ud i naturen.

Når vand hældes i vasken, ledes det via kloakken videre til et rensningsanlæg. Her foregår en væsentlig del af rensningen ved hjælp af mikroorganismer. Men selv små mængder malingsrester kan dræbe mikroorganismer, og rensningen bliver dårligere. Rensningsanlæg kan godt klare vaskevand fra en enkelt pensel eller to, men ud fra et forsigtighedsprincip mener Miljøstyrelsen, at man skal reducere udledningen så meget som muligt.

Råd om rensning af pensler

  • Rengør først dit malegrej når malerarbejdet er færdigt, eller hvis der vil gå noget tid, får du får tid til at male videre. Pak i stedet ruller, malerbakker og pensler ind i tætte plastposer.

  • Sørg for at så meget som muligt af malingen er brugt, før du begynder at rense. ”Mal” f.eks. penslen helt tør, før du går i gang med at rense.

  • Uanset hvilken maling, der sidder tilbage på penslen eller rullen, behøver du ikke at købe specialmidler som penselrens. Brun sæbe er fint. Miljømærket penselrens er også en mulighed.

  • Sætter du pensler eller ruller i blød, der har været brugt til produkter med højere MAL-kode end 00-1, så luk tæt til, f.eks. med en plasticpose. Malerværktøj, der er sat i blød, opbevares et ventileret sted, helst udendørs, og utilgængeligt for børn.

  • Miljøstyrelsen fraråder, at du bruger terpentin, rensebenzin eller lignende til at rense pensler og malerruller. Hvis du alligevel gør det, så sørg for at de brugte væsker bliver afleveret på genbrugsstationen. Skriv udenpå, hvad der er i, f.eks. brugt terpentin eller brugt rensebenzin.

  • Brugt rengøringsvand kan af hensyn til miljøet opsamles og afleveres på genbrugsstationen. Da skal du bruge så lidt vand som muligt, rens f.eks. grejet i et syltetøjsglas med vand og brun sæbe.

  • Du kan være ekstra påpasselig, hvis du har brugt en maling med fungicider. For eksempel kan du aflevere første hold skyllevand til den kommunale indsamlingsordning for malingsaffald.

Du kan få mere viden

  • Råd om maling og lak

    Er du i tvivl om, hvilken maling eller lak du skal købe, hvis du vil agere så miljø- og sundhedsvenligt som muligt, kan du læse vore råd. Herfra kan du også klikke dig videre til Fakta om maling og lak.

  • Tips til maling og lak

    Miljøstyrelsens råd om maling og rensning af malerudstyr kan du se her.

Handlinger tilknyttet webside