Fakta om creme og lotion
Huden bliver dejlig blød af et lille skvæt bodylotion eller håndcreme, men cremerne kan indeholde stoffer, der kan være problematisk for sundhed og miljø. Heldigvis skal alle kosmetiske produkter være udstyret med en indholdsdeklaration, så du selv kan holde øje med, hvilke stoffer der er i produkterne. Men, hvis du gerne vil undgå de problematiske stoffer, er det nemmest at vælge en creme eller lotion med miljømærket Svanen, og som er uden parfume.
De skal dufte
Producenterne tilsætter ofte parfumestoffer til creme og lotion, for at få dem til at dufte på en bestemt måde. Imidlertid kan parfume give kontaktallergi - både kemisk fremstillede og naturlige parfumestoffer. Hvis du er bekymret for allergi, kan du nemt undgå duftstofferne. På indholdsdeklarationen skal der nemlig stå "parfume", "parfum" eller "aroma", hvis der er parfume i.
Nogle af de allergifremkaldende parfumer skal skrives med navn i deklarationen. Har du allerede fået allergi over for bestemte duftstoffer, kan du derfor undgå dem, hvis de er blandt dem, som skal deklareres. Se listen over deklarationspligtige duftstoffer her.
Hormonerne kan påvirkes
Creme og lotion kan indeholde stoffer, som kan være hormonforstyrrende og/eller reproduktionsskadende, eller mistænkt for at være det. Dermed er der en teoretisk mulighed for, at stofferne fx kan påvirke vores evne til at få børn.
Nogle af de stoffer, der har været fokus på i forbindelse med hormonforstyrrende stoffer er parabener. De bliver ofte brugt som konserveringsmiddel i creme og lotion. Undersøgelser tyder dog på, at de kan have hormonforstyrrende effekter. Hvis du vil undgå dem, kan du vælge produkter uden følgende seks navne i indholdsdeklarationen:
-
Butylparaben.
-
Ethylparaben.
-
Isobutylparaben.
-
Isopropylparaben.
-
Methylparaben.
-
Propylparaben.
Stofferne kan også belaste vandmiljøet. Læs mere om parabener her.
Parabenerne er ikke de eneste stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, der kan være tilsat din creme eller lotion. IMS har lavet en liste over de stoffer, som muligvis er hormonforstyrrende eller reproduktionsskadende, vi er stødt på i forbindelse med tests af produkter til personlig pleje. Listen fortæller også om baggrunden for, hvorfor de pågældende stoffer er på listen. Se listen her.
Frugtsyrer hjælper mod rynker
Nogle cremer indeholder AHA-stoffer (alpha-hydroxy-acids), også kaldet frugtsyrer. AHA er kendt for at afskalle hudens yderste lag, så væksten af nye hudceller fremskyndes, og døde hudceller fjernes. Producenterne markedsfører derfor ofte cremerne som produkter, der kan formindske rynker, gøre huden mere fast og glat, reparere solskader og fjerne pletter.
AHA-stoffer øger imidlertid hudens følsomhed overfor sollys. Herunder desværre også UV-stråler, så huden hurtigere bliver rød, forbrændt og solskoldet. Langtidseffekterne ved brug af AHA produkter er endnu ikke undersøgt. Læs mere om AHA-stoffer her.
Miljø bliver påvirket
Ikke kun kroppen påvirkes af de stoffer, der anvendes i creme og lotion. Miljøet kan også påvirkes, hvis der er miljøbelastende stoffer i produkterne. I en test fra 2008 af 10 bodylotioner indeholdt seks af dem stoffer, som er problematiske at få ud i vandmiljøet. IMS' oversigt over de miljøbelastende stoffer, vi har fundet i personlige plejeprodukter, kan du se her.
UV-filtre er overflødige
Når huden alligevel skal smøres, kan det virke fornuftigt at vælge en ansigtscreme med UV-filter. Så yder den nemlig en vis beskyttelse af huden, når du opholder dig i solen. Men desværre langt fra nok. Desuden er nogle UV-filtre mistænkt for at være hormonforstyrrende, og alle UV-filtre er skadelige for miljøet. Derfor er det en god idé, at bruge en almindelig dagcreme uden solfaktor til hverdag og solcreme, når man skal ud at nyde solen.
Få hjælp til valget
Miljømærket Svanen findes på mange cremer og lotions. Mærket garanterer, at produkterne er blandt de mest miljøvenlige på markedet. Derudover stilles der krav til indholdet af sundhedsbelastende stoffer. På Miljømærkning Danmarks hjemmeside kan du se en oversigt over creme og lotion med Svanen.





