Skolestart uden visse problematiske stoffer (liste over gode valg)

08. august 2011
Start skolen med gode valg

Sommerferien går på hæld, og børnene skal i skole igen, eller måske for allerførste gang. Hvis du vil være forsigtig og gerne vil undgå, at dine børn kommer i kontakt med så mange problematiske stoffer som muligt, kan du vælge produkter fra vores liste med det gode skoleudstyr. Produkterne indeholder hverken ftalater, bisphenol A, polyfluorerede stoffer eller plasten PVC. Nedenfor kan du læse om stofferne.

Produkterne er delt op i seks kategorier:

drikkedunk_tabel.jpg blank_billede_20_20.jpg

Drikkedunke

 

madkasse_tabel.jpg

Madkasser

 

penalhus_tabel.jpg

Penalhuse

 

tilbehr60x60.jpg

Tilbehør til penalhuse

 

skoletaske_tabel.jpg

Skoletasker

 

Ftalater er kun forbudt i nogle produkter

Noget skoleudstyr må i princippet indeholde ligeså mange ftalater, det skal være. Forbuddet mod visse ftalater gælder nemlig kun legetøj, og udstyr som bruges til at gøre det lettere for børn at sove eller slappe af. Eller hvis produktet anvendes til børns hygiejne eller til at spise med eller sutte på. Af de kategorier, der er på listen, er det kun drikkedunke og madkasser, som hører ind under denne definition. Læs mere på Kemiinfo om reglerne for ftalater og om de enkelte ftalater.

For at et produkt kan betegnes som ftalatfrit, og optages på listen, må indholdet af ftalater ikke overstige 0,05 vægtprocent. Denne grænse er fastsat, fordi der findes små mængder ftalater overalt, så det kan være svært fuldstændigt at undgå ftalater i en produktion af plast.

PVC er også et problem uden ftalater

Selv hård PVC, der ikke er blødgjort med ftalater, udgør et potentielt miljøproblem, hvis det smides i skraldespanden. Husk derfor altid at aflevere brugte PVC-produkter på en genbrugsplads.

PVC anvendes bl.a. til visse viskelædere, skoletasker med plastikmærker mm.

Bisphenol A

Plast af polycarbonat kan afgive bisphenol A. Stoffet mistænkes for at være hormonforstyrrende og er derfor blevet forbudt i sutter, sutteflasker og produkter, der kan komme i kontakt med fødevarer, og som er beregnet til 0-3 årige. Læs mere om bisphenol A på Kemiinfo.

Man kan forestille sig, at produkter som drikkedunke, madkasse, linealer mm. indeholder polycarbonatplast.

Polyfluorerede stoffer

En stor gruppe af stoffer betegnes som polyfluorerede stoffer. De kan bl.a. anvendes til at gøre tekstiler vandtætte og smudsafvisende. Man er bekymret for stofferne, da de ikke nedbrydes særligt nemt. Visse af stofferne er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. På Kemiinfo kan du få mere viden om stofferne.

Disse stoffer kan tænkes at finde anvendelse i f.eks. skoletasker og penalhuse.

Sådan har vi gjort

Til denne liste har IMS kontaktet 40 forhandlere, producenter og importører af skoleartikler, som efterfølgende har indsendt oplysninger om produkter uden de ovenstående problematiske stoffer. De kontaktede forhandlere er de store supermarkedskæder, boghandlerkæde, taskeforretninger, legetøjskæder og netbutikker. Derudover er store producenter og importører også kontaktet.

Formålet med listen er at gøre det nemmere for dig at finde de gode produkter.

Listen er åben, hvilket vil sige, at forhandlere, producenter og importører kan indsende oplysninger til info@forbrugerkemi.dk, hvis de vil optages på listen.

Se også

Handlinger tilknyttet webside