Fakta om bomuld

01. juni 2009
Ofte står der hundrede procent bomuld i nakken på os. Men vores forkærlighed for bomuld har konsekvenser for miljø og sundhed.
Fakta om bomuld

Produktionen af bomuld har konsekvenser for miljø og sundhed.

Ingen anden fiber bliver brugt lige så meget som bomuld. Men konventionelt dyrket bomuld er ikke det bedste miljøvalg, da der bliver brugt store mængder pesticider og kunstgødning på en mark med bomuld.

Når bomuld gror

Vandområder kan blive forurenet, og hele ørkener kan opstå, de steder hvor der dyrkes bomuld. For meget kunstgødning kan nemlig sive ned i søer og vandløb og skabe problemer for dyr og planter. Desuden kræver bomuld forholdsvis meget vand for at kunne vokse, og der er eksempler på, at der er udviklet sandørken i tørre områder, hvor bomuld bliver kunstvandet.

Bomuldsmarkerne er derudover kendetegnet ved et højt forbrug af insektgifte og andre pesticider. En bomuldsplante er nemlig meget sårbar overfor insektangreb. På få dage kan en mark tabe op til 70 procent, hvis den bliver angrebet af bomuldsbiller og ikke bliver sprøjtet med insekticider.

Lille areal - stort forbrug af sprøjtegift

Bomuldsproduktionen udgør på verdensplan cirka 2,5 procent af det samlede landbrugsareal. Men står til gengæld for 25 procent af de samlede forbrug af insektgifte og 10 procent af pesticidforbruget.

På verdensplan har størrelsen af arealet med bomuld stort set været uændret de sidste 80 år. Men udbyttet er i denne periode tredoblet, hvilket formentlig kan tilskrives brugen af pesticider og insektgifte.

Bomulden bryder frem

Det er frøhårene fra de modne blomster, man bruger til bomuldsfibre. Derfor tvinges bomuldens blomster ofte til at modne med et hormonmiddel, så det går hurtigere. Når bomuldskapslen er moden, brister den, og de hvide bomuldsfibre bryder frem. For at kunne plukke bomulden med maskine dræbes planten først med et afløvningsmiddel. Derefter bliver bomulden plukket, og kernen bliver adskilt fra fibrene med en rensemaskine. Processen leder til, at der dannes bomuldsstøv og giftstoffer, som kan skade arbejderne, hvis de ikke beskytter sig godt.

Økologisk bomuld

I økologisk produktion af bomuld bliver der ikke brugt sprøjtemidler, og der benyttes udelukkende naturlig gødning. Bonden er nødt til at høste bomulden med hånden, fordi pesticider ikke er tilladt. Håndplukningen betyder en bedre kvalitet af fibre, og at planterne kan stå i flere år. Det årlige udbytte på en økologisk mark er typisk lidt mindre end på en konventionel, da en del af udbyttet tages af skadedyr. Læs mere om økologisk tøj her.

Handlinger tilknyttet webside
Arkiveret under ,
Ren information om tøj og kemi - fra top til tå

toejogkemi_bestil.jpg

Pjecen giver dig idéer til mere miljørigtige tøjvaner.