Informationscenter for Miljø & Sundhed i 2011
Nu kan du se beretningen om vores arbejde i 2011. Den giver et billede af hvad informationscenteret har fokuseret på, hvordan vi har gjort det og med hvilke resultater. Du kan se hele årsberetningen via linket i bunden af artiklen.
På forkant
- 2011 var endnu et økonomisk omtumlet år, siger Erik Lindegaard, formand for Informationscenter for Miljø & Sundhed, i sit forord til årsberetningen. Han fortæller, at parterne bag folketingets kemikaliehandlingsplan skulle tage stilling til en evt. fortsættelse af informationscenteret midt i et valgår. Der blev taget stilling, og for at gøre en lang historie kort, fik vi midt på året tilsagn om en bevilling til at arbejde videre i 2012 og 2013. Formanden lægger vægt på, at det er informationscenterets fornemmeste opgave, at være på forkant med den nyeste viden om kemikalier i forhold til miljø og sundhed. Og at viderebringe denne viden til danskerne i et sprog der er til at forstå, på en måde der er til at overskue. Han slutter af med at fortælle, at vi ser frem til at være med til at bidrage til at realisere regeringens målsætning om, at beskytte miljøet og danskerne bedre mod de problematiske kemikalier, som findes overalt i vores hverdag.
Længere ud til flere
Der er hele tiden masser af ny viden, som det er relevant for informationscenteret at give videre. Og for at sørge for at vi ikke råber i skoven uden at få svar, men rent faktisk taler med nogen derude, gennemførte vi i 2011 en grundig undersøgelse af, hvad der betyder noget for forbrugerne, når de vælger produkter til personlig pleje – og generelt i forhold til kemikalier i hverdagen.
- Det er op til den enkelte, hvor forsigtig netop hun eller han vil være. Og der kommer hele tiden ny viden at tage stilling til. Derfor er det ikke en helt let opgave, som vi har, siger Berit Asmussen, sekretariatschef i Informationscenter for Miljø & Sundhed. Hun fortæller også, at vi fortsat arbejder på at blive bedre til at levere information, der giver mening generelt - og for den enkelte.
Test er populære
Når vi har lavet en test, er det populært nyhedsstof hos både forbrugere og journalister. Vi arbejder løbende på at gøre vores test endnu bedre. Årsberetningen fortæller hvordan.
Tema i 2011
Hvert år fokuserer informationscenteret på et tema, som vi går særligt grundigt til værks med. I 2011 var det produkter til personlig pleje. Og selvom vi i forvejen havde en del viden om dette felt, kom der mere til i 2011. Det førte bl.a. til det netop udgivne pjece om plejeprodukter i serien Viden om hverdagens kemi.
Statistik og resultater
Årsrapporten giver et overordnet billede af informationscenterets resultater i 2011. Presseomtale, tal på nyhedsbreve, lister over artikler i magasinet Sundhed og meget mere. Og så er der en oversigt over, hvilke pjecer vi sender ud, hvem det er der søger svar via telefon, mail og hjemmesideformularer og hvad det er, som folk søger svar på.
Og meget mere
Årsberetningen fortæller meget andet end det, som her er fremhævet. For eksempel beskriver den udviklingen på Kemiinfo og hvordan råd og fakta hænger sammen. Den giver også et fagligt indblik i, hvordan naturlige ingredienser forvirrer forbrugerne - én af de problemstillinger, som vi har beskæftiget os en del med i 2011.
Se mere
Årsberetning 2011
Her kan du se en pdf-fil af hele årsberetningen for 2011.
Om os - historie
Her kan du se de foregående årsberetninger - og den korte historie om informationscenteret.


