Plastsandaler med uønsket kemi

22. oktober 2012
Svensk test finder ftalater og tungmetaller i sandaler
Plastsandaler med uønsket kemi

Der kan være ftalater i nogle plasttræsko.

Selvom sommeren for længst er forbi, bruger mange af os stadig sandaler eller plasttræsko indenfor, som hjemmesko. Men det kan være en god ide at være påpasselig med, hvad det er, du stikker dine fødder ned i.  Mange plastsandaler indeholder nemlig stoffer, som kan være problematiske for miljø eller sundhed. Det viser en ny test fra Sveriges Kemikalieinspektion.

Fandt tungmetaller

Den svenske myndighed har set på 30 plastsandaler. 13 af parrene viste sig at indeholde problematiske eller skadelige kemikalier. Et par indeholdt f.eks. tungmetallet cadmium. Udsættes man for dette stof over lang tid øges risikoen for knogleskørhed og nyreproblemer, og desuden er det miljøbelastende.  Nogle af skoene indeholdt derudover tungmetallet bly.  Stoffet kan skade børns intelligens, forplantningsevnen og barnet under graviditet, og det belaster desuden miljøet.

- Tungmetaller i fodtøj er overvejende et miljøproblem. Men har man bare tæer i sandalerne, kan der være tale om lang kontakttid med huden og risiko for, at man optager bly og cadmium i kroppen, siger Mia Kjærstad, akademisk medarbejder i Informationscenter for Miljø & Sundhed.

Sandaler kan bidrage til hormonforstyrrende effekt

I en del af sandalerne,  blev der også fundet ftalater. Det er stoffer, som typisk bruges for at gøre plasten blød. I 2010 undersøgte Miljøstyrelsen i Danmark ligeledes sandaler af plast for de problematiske blødgører -  og fandt også ftalater i meget af fodtøjet. Dengang konkluderede de, at plastsandaler giver et væsentligt bidrag til forbrugernes totale udsættelse for ftalater. Og bruger man f.eks. solcreme eller anden creme på fødderne samtidigt, kan man i højere grad blive udsat for visse af ftalaterne.

- Mange af ftalaterne er mistænkt for at være hormonforstyrrende og for at påvirke evnen til at få børn. Desuden belaster flere af dem miljøet. Det kan derfor være fornuftigt at undgå disse stoffer, så vidt det er muligt, siger Mia Kjærstad.

Det kan du gøre

Når du køber sandaler, kan du:

  • spørge butikken eller producenten om sandalen indeholder stoffer fra EU’s kandidatliste. Du skal have et svar indenfor 45 dage, hvis produktet indeholder et af de 84 kemikalier fra listen. Nogle, men ikke alle ftalater, er opført på listen.

  • undgå blød PVC. Det kan nemlig være blødgjort med ftalater.

  • vælge sandaler af andre materialer end plast – men vær opmærksom på, at her kan der være andre problematiske stoffer.

Du kan få mere viden

  • KemI har analyserat plastskor

    Her kan du læse mere om den svenske Kemikalieinspektions undersøgelse af plastsandaler.

  • Råd om fodtøj

    Ftalater er ikke de eneste problematiske stoffer i fodtøj. Du kan læse mere her.

  • Ftalater

    I vores Kemiinfo kan du læse mere om ftalater og hvorfor de er problematiske for miljø og sundhed.

Handlinger tilknyttet webside