Badetøj og støttebind giver måske eksem
Våddragter er populære, fordi børn og voksne kan holde varmen i det kolde vand. Men samtidig har gummimaterialet lang kontakttid med huden, og man risikerer måske eksem. Det viser en netop offentliggjort undersøgelse fra Miljøstyrelsen, som afslører et højt indhold af de allergifremkaldende stoffer i blandt andet våddragter og badesko til børn samt støttebind til håndledet.
Praktisk gummi rører længe ved huden
Miljøstyrelsen undersøgte 14 produkter lavet af chloropren – en gummitype, mange kender som neopren. I ti af produkterne var der thiourea-forbindelser, som kan give allergi. De største mængder fandt man i et par badesko og en våddragt til børn. Men alle ti produkter indeholdt så høje mængder, at de vil kunne udløse en allergisk reaktion hos allerede allergiske personer.
- Bruger man våddragt, vil materialet ofte være i kontakt med huden i lang tid. Men i andre tilfælde kan man beskytte huden, f.eks. ved at have strømper på i sko, og nedsætte risikoen for at få allergi, siger Jacob Sørensen fra Informationscenter for Miljø & Sundhed.
Støttebind til håndled, lår og albue var også blandt de undersøgte produkter. Det er produkter, hvor man kan forvente en lang kontakttid med huden og dermed en øget risiko for allergi.
Lidt om undersøgelsen
Miljøstyrelsen har sat undersøgelsen af chloroprengummi på det danske marked i gang, da gummi-produkter ofte giver allergiske reaktioner, og fordi man ved at thiourea-forbindelserne, som bruges til at lave chloroprengummi, kan fremkalde allergi.
Man analyserede 14 produkter for ren thiourea og seks andre forbindelser, hvor thiourea indgår: ethyl thiourea (ETU), diethyl thiourea (DETU), dibutyl thiourea (DBTU), dimethyl thiourea (DMTU), diphenyl thiourea (DPTU), ethylbutyl thiourea (EBTU). Kun produkter med forventet lang kontakttid med huden blev udvalgt. I fire produkter fandt man ingen af de syv stoffer. Stoffet DETU blev fundet i forholdsvis store mængder i ti af produkterne, heraf badesko, sokker og våddragter til børn samt støttebind til håndled, lår og albue. I et håndledsstøttebind fandt man også stoffet DBTU. Mængderne var i samme størrelse, som man tidligere har set kunne udløse en allergisk reaktion hos allerede allergiske personer. Man ved ikke, hvor meget der skal til for at give førstegangs allergi.
Afgivelsen af DETU til kunstig sved blev målt for fem produkter. I sveden kom koncentrationen af DETU op på det, man bruger i en lappetest, for at undersøge om man er allergisk overfor stoffet.
Undersøgelsen er offentliggjort i rapporten Kortlægning og sundhedsmæssigvurdering af thiourea-forbindelser i chloroprengummi, som er en del af Miljøstyrelsens serie om Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter. Kortlægningen er udarbejdet af COWI A/S og de kemiske analyser er udført af Teknologisk Institut. De undersøgte produkter er ikke nævnt ved navn, og det er derfor ikke muligt at gå udenom de specifikke produkter fra testen.
I den indledende fase fandt man, at ikke alle produkter, som skriver de er lavet af chloropren eller neopren, faktisk er lavet af dette materiale.
Det kan du gøre
Vil du være forsigtig i forhold til allergi fra gummimaterialer, kan du:
-
sørge for kun at have kort kontakttid med materialet. Jo længere hudkontakten er, des større er risikoen for at udvikle allergi.
-
vurdere, om det er nødvendigt at bruge netop det produkt. Måske findes et tilsvarende produkt i et andet materiale.
-
være opmærksom på, om du eller dit barn får eksem af at bruge et produkt lavet af chloropren. I tilfælde af eksem kan du søge læge og holde op med at bruge produktet.
Du kan få mere viden
- Kortlægning og sundhedsmæssigvurdering af thiourea-forbindelser i chloroprengummi
Læs kortlægningen fra Miljøstyrelsen om fundene af allergifremkaldende stoffer i produkter lavet af chloroprengummi.
- Tips om våddragter, støttebind og andre produkter af chloroprengummi (neopren)
Her kan du læse Miljøstyrelsens råd om produkter af neopren.
- Allergifremkaldende stoffer
Chloroprengummi kan indeholde stoffer, der kan give allergi. Læs mere om allergifremkaldende stoffer her.
Vil du være med i vores brugerpanel, og sætte dit præg på vores arbejde, så kan du tilmelde dig her.
Virker knappen om uddybende information ikke, kan du læse her.


