Nanostof giver genskader på mus
Titanium Dioxid (TIO2) bruges blandt andet til at give hvid farve til maling, kosmetik og visse typer medicin.
Titanium dioxid (TiO2) på nanoform, som blandt andet bruges i kosmetik, viser sig nu at give genskader i levende mus. Det fremgår af en videnskabelig artikel i seneste nummer af tidsskriftet Cancer Research. Resultatet bekymrer forskerne, for stoffet bruges mere og mere.
Nanoform med problemer
Titanium Dioxid (TIO2) bruges blandt andet til at give hvid farve til maling, kosmetik og visse typer medicin. Desuden indgår det som UV-filter i visse solcremer, ofte - men ikke altid - på nanoform. Det vil sige, at partiklerne er uhyre små - under en nanometer (= en millimeter delt i over 10 millioner dele) i diameter.
TiO2 er ikke i sig selv farligt. Men der har længe været spekuleret i, om netop nanoformen kan have uheldige virkninger. Det er den hypotese, som den nye forskning nu for første gang bekræfter.
Skader på arveanlæg
I forsøgene, der er udført af forskere ved University of California i Los Angeles (UCLA), blev levende mus udsat for TiO2-partikler i deres drikkevand. Allerede efter fem dage kunne der konstateres skader på dyrenes arveanlæg i flere forskellige organer.
Forskerne konkluderer, at deres data tyder på, at der kan være en mulig kræftrisiko ved TiO2 på nanoform. Især for folk, der udsættes for TiO2 nanopartikler via deres arbejde. Ud fra et forsigtighedsprincip kan der desuden være grund til at begrænse mødet med TiO2-nanopartikler i forbrugerprodukter, hedder det.
Det kan du gøre
-
Selv om titanium dioxid (TiO2) skal deklareres i kosmetik, kan du ikke altid læse i deklarationen, om det findes på nanoform. Det kan dog være angivet som "mikroniseret" (= nano). Først fra 2013 skal nanomateriale skrives på indholdsfortegnelsen, hvis partiklerne er under 100 nanometer på længste led.
-
TiO2 har svært ved at trænge igennem huden. Derfor er det især, når man inhalerer det, fx pulver eller spray-produkter, at der måske kan være en risiko.


