Værd at vide om fluorstoffer
(Artikel bragt i Sundhed nr. 1 2012)
Flere medier fokuserer i stigende grad på de problematiske fluorstoffer, som bruges til at imprægnere fødevareemballage og vinterovertøj. Men hvad er problemet med de omdiskuterede fluorstoffer?
De er smarte og gør vores hverdag nemmere, og så findes de i rigtig mange af de forbrugerprodukter, som vi er i daglig kontakt med. Fluorstofferne sørger nemlig for at pander, møbler og tøj kan afvise vand, fedt og snavs, og at pap og papir kan bruges, når man pakker mad ind. Men stofferne forbindes med negative effekter på både vores sundhed og miljøet. Forskerne er især bekymrede over mistanken om, at stofferne kan virke hormonforstyrrende, fordi de bruges i så mange forskellige produkter og kan findes overalt.
Smarte stoffer afskyr vand, fedt og snavs
Fedtstoffer fra mad vil normalt kunne trænge ind i pap og papir. Men materialerne kan få en fedttæt overflade, hvis de behandles med de praktiske fluorstoffer. Forskning viser, at stofferne findes i rigtig meget fødevareemballage af papir og pap, og at de kan vandre over i maden. Visse former for bage- og madpakkepapir er også behandlet med fluor for at gøre det fedttæt. Vil du gerne undgå stofferne, kan du eksempelvis gå efter svanemærket papir i køkkenet.
Udover fedt skyr stofferne også vand. Overtøj, sko og andre tekstiler kan derfor imprægneres med fluorstoffer - så kommer regnen ikke igennem. Det er også disse stoffer, som giver slip-let pander og gryder deres funktion.
Giver problemer både for miljø og sundhed
Fluorstofferne er svære at nedbryde og ophobes derfor i dyr, planter og mennesker. Det vil sige, at vi konstant bliver udsat for stofferne. Senest er de sat i forbindelse med udviklingen af brystkræft. Men stofferne er også mistænkt for eksmpelvis at nedsætte mænds sædkvalitet og kvinders frugtbarhed samt at øge kolesterolniveauet i blodet. Hvis du gerne vil have et overblik over al den nyeste viden om fluorstofferne, kan du klikke ind på forbrugerkemi.dk
Det kan du gøre
Vil du gerne formindske din udsættelse for fluorstoffer, kan du:
-
bruge svanemærket mad- og bagepapir, da det er uden fluorforbindelser.
-
spise mindre fastfood, da det kan være pakket ind i papir og pap, som er behandlet med stofferne.
-
undgå engangsemballage, som har lang kontakttid med fødevarer, ellser osm skal varmes op sammen med fødevaren. Ikke al engangsemballage er behandlet med fluorstoffer, men det er ikke til at se, hvad der - og hvad der ikke er.
-
undgå at spise popkorn, som poppes i mikrobølgeovn. En undersøgelse fra 2008 viste, at nogle mikroovns-popkorn indehold fluorstoffer.
-
vælge regntøj og overtøj uden fluorstoffer. Spørg forhandleren, importøren eller producenten.
-
vælge et imprægneringsmiddel uden fluorstoffer, f.eks. et som er baseret på en blanding af voks og paraffin.
Du kan få mere viden
- Råd om emballage til fødevarer
Læs vores råd om emballage til fødevarer og klik videre til fakta.
- Råd om imprægnering af tekstiler
-
Polyfluorerede stoffer
På kemiinfo.dk kan du læse mere om de problematiske per- og polyfluorerede stoffer.
- Hormonforstyrrende stoffer
På kemiinfo.dk kan du læse om hormonforstyrrende stoffer, og om at de mistænkes for at kunne være med til at give kræft i bryster, prostata og testikler.
- Polyfluorerede stoffer i emballage kan smitte af på fødevarer
På DTU Fødevareinstituttets hjemmeside kan du læse om og downloade forsker Xenia Triers ph.d.-afhandling, som har givet anledning til omtalen i medierne.
- DTU-kemiker: Sådan tjekker du selv for fluorstoffer i emballagen
Forsker Xenia Trier har svaret på spørgsmål (21/11-2011) fra Ingeniørens læsere. Her skriver hun bl.a. at stofferne tidligere er fundet i pizzabakker og i madpapir.

