Økologi sikrer dig mod sprøjtegift
Lyden er skøn, når du tager den første forfriskende bid af et dejligt sprødt æble. Men smagen kan være krydret med sprøjtegifte. Økologisk frugt og grønt er så godt som uden rester af den kedelige kemi, viser Fødevarestyrelsens årlige kontrol fra december 2010.
Æblet er stadig et skrog
På det grundlag har Informationscenter for Miljø & Sundhed (IMS) opdateret listen over det frugt og grønt, som giver os de fleste rester af pesticider. Se den i råd og fakta om pesticidrester i frugt og grønt.
Fødevarestyrelsen kontrollerer hvert år restindholdet af pesticider i et udvalg af fødevarer på det danske marked. Pesticiderne bruges til at beskytte frugt, grønt og korn mod ukrudt, insekter og svamp eller til at påvirke planternes vækst.
Æbler bidrager stadig med den største mængde sprøjtemiddel efterfulgt af hvedebrød. Men mens over halvdelen af de danske æbler er uden rester af pesticider, er det kun tilfældet for under en femtedel af de udenlandske æbler.
Økologiske æbler fra Danmark er helt fri for de omdiskuterede kemikalierester. Man fandt til gengæld spor af pesticider i fire ud af 155 økologiske prøver, nemlig i en tomat, en vindrue og to kornprøver. Fødevarestyrelsen vurderer, at det er vinden, som har blæst resterne fra nærliggende konventionelle brug ind på de økologiske afgrøder.
- Det hele peger på, at hvis man vil undgå rester af pesticider, kan økologisk frugt og grønt være et godt valg, siger testkoordinator Rikke Bille fra IMS
Dansk frugt og grønt klarer sig også bedre end det udenlandske med hensyn til indholdet af flere pesticider på én gang. Kun i fire procent af de danske prøver fandt man flere forskellige pesticider samtidig. I de udenlandske prøver var det i 32 procent.
- Hvis man ikke vil købe det hele økologisk, kan man nedsætte sin udsættelse for pesticidrester med 50 procent, bare ved at ændre seks fødevarer fra konventionelt til økologisk, siger Rikke Bille, der henviser til listen nævnt ovenfor.
Du kan få svar
Fødevarestyrelsen svarer gerne på spørgsmål, men helst via hjemmesiden. I dag skyder styrelsen anden del af kampagnen Få svar på fødevarestyrelsen.dk i gang, som skal få forbrugerne til at stille spørgsmål om fødevarer.
Informationscenter for Miljø & Sundhed svarer også gerne på spørgsmål, så længe det drejer sig om kemikalier i produkter til forbrugerne, det vil sige pesticidrester og andre fødevareforureninger, samt emballage til fødevarer.
Det kan du gøre
Hvis du vil være ekstra forsigtig og nedsætte din udsættelse for pesticidrester fra fødevarer, kan du:
-
gå efter økologisk mad og drikke. Det danske ø-mærke og EU’s grønne blad er mærker, du kan se efter.
- købe dansk frugt og grønt. Det indeholder generelt færre sprøjtegifte end udenlandsk.
Se også
-
Råd og fakta om pesticidrester i frugt og grønt
-
Flere økologimærker
- Fødevarestyrelsens pressemeddelelse om kampagnen Få svar på fødevarestyrelsen.dk
Du kan trykke på knappen ”Vis uddybende information” nedenfor, for at få yderligere oplysninger i teksten. Tryk F5 for at fjerne den uddybende tekst igen.

