Fokus på sommer

Fokus på solcreme

Haveliv, sol og badevinger. Her finder du råd om, hvordan du tager hensyn til miljø og sundhed i den varme tid.

Få os ud

IMS kan komme ud og holde foredrag

Vores medarbejdere ved rigtig meget om kemiske stoffer i forbrugerprodukter, og den viden vil vi meget gerne dele - også gennem foredrag

 

Mad emballeres med fluor

18. marts 2011
Problematiske kemikalier havner måske i blodet på mennesker
Mad emballeres med fluor

Emballage til mad kan gemme perfluorerede stoffer

Den ene håndfuld popkorn følger den anden, når børnene hygger sig foran fjernsynet fredag aften. Men popkorn, som laves i mikrobølgeovnen, gemmer måske små mængder af fluorstoffer. Posen de poppes i, kan nemlig afgive fedt- og vandafvisende stoffer. Det kan være problematisk for både sundhed og miljø, viser danske forskere.

Undersøgelsen om emballage til fødevarer af papir og pap er beskrevet i en artikel i tidsskriftet Environmental Science and Pollution Research International og indgår i kemiker Xenia Triers forskeruddannelse ved Fødevareinstituttet DTU.

Emballagen er krydret med fluor

Forskere fra Fødevareinstituttet DTU og Københavns Universitet har fundet ”nye” fluorforbindelser i dansk og udenlandsk emballage til fødevarer. Forbindelserne kaldes for polyfluorerede alkyl-fosfat-estere (PAP). Fire poser med popkorn til mikrobølgeovnen og en boks til burgere indeholdt PAP, mens ni andre produkter ikke havde målbare mængder af stofferne.

Forskerne kiggede efter polyfluorerede overfladestoffer (PFS) i fødevareemballage (indkøbt i 2008) og i industriblandinger til produktion af fødevareemballage lavet af papir og pap fra EU, USA og Kina. I produkterne fandt de polyfluorerede alkyl fosfat estere (PAP), som er en undergruppe til PFS.

Man har i mange år brugt perfluorerede stoffer i stribevis af produkter, da de er varmebestandige, kemisk stabile samt fedt- og vandafvisende. Desværre har nogle af stofferne udvist uheldige egenskaber for miljø og sundhed. Efterhånden er mange af de problematiske fluorforbindelser da også blevet erstattet med stoffer, som ikke har vist de samme uheldige egenskaber, f.eks. PAP. Men det har vist sig, at PAP kan omdannes i kroppen til perfluoroctansyre (PFOA). Et stof, som er mistænkt for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende. Gruppen af PAP er derved en kilde til de problematiske fluorforbindelser, som stadig måles i menneskers blod.

At stofferne kan omdannes inde i kroppen, er bl.a. beskrevet i en artikel fra tidsskriftet Environmental Health Perspectives.

Fluorstoffer er praktiske men problematiske

De perfluorerede stoffer findes i  bl.a. emballage til fødevare, rengøringsmidler, skum til brandslukning, maling, voks og imprægneringsmidler til f.eks. jakker og sko. Flere af dem bliver længe i miljøet, fordi de er svært nedbrydelige, ophobes i levende væsner og mistænkes for at påvirke vores sundhed på en lang række områder.

Vi bliver udsat for stofferne gennem fødevarer, støv og luft. Forurening af fødevarerne kan stamme fra natur og miljø. Stofferne er f.eks. fundet i forholdsvist høje koncentrationer i vildtlevende dyr. Eller maden kan være forurenet fra den emballage, det er pakket ind i - og evt. opvarmes i.

Risikoen for at stofferne frigives til maden er højest, når fødevarerne har haft kontakt med emballagen i lang tid, eller når emballage og fødevare udsættes for høje temperaturer.

Loven er tavs

Ifølge forskerne bag undersøgelsen af emballage til fødevarer, er der ingen specifikke regler for PAP i Danmark eller på EU-niveau. Tyskland, Kina og USA har nationale regler.

Det kan du gøre

Vil du være ekstra forsigtig og gå udenom perfluorerede stoffer, kan du:

  • undgå at spise popkorn, som poppes i mikrobølgeovn. I 2008 indeholdt nogle PAP’er, andre gjorde ikke.

  • bruge svanemærket mad- og bagepapir, da det er uden fluorstoffer.

  • spise mindre fastfood, da det kan være pakket ind i papir og pap, som er behandlet med stofferne.

  • undgå engangsemballage, som har lang kontakttid med fødevarer, eller som skal varmes op sammen med fødevaren. Ikke al engangsemballage er behandlet med fluorstoffer, men det er ikke til at se for forbrugeren.

Se også

Handlinger tilknyttet webside