Kun lidt fluor går over i popkorn og kager
Eftermiddagskaffen kan nu trygt nydes med både kage og popcorn til. Mel og færdigbrygget kaffe indeholder nemlig ikke de problematiske fluorstoffer. Og i færdigbagt kage og poppede popkorn fandt man kun ubetydelige mængder. Det konkluderer Fødevarestyrelsen efter deres seneste kontrolkampagne af pap og papir til fødevarer.
Kagen giver mest fluor
I en kontrol af 66 stykker pap og papir til fødevarer fandt man de polyfluorerede stoffer i ti af prøverne. Det drejede sig om indpakning til mel, kaffe, mikroovnspopkorn og kager.
Nærmere studier viste, at kun to typer emballage gav fluorstofferne videre til fødevaren. I poppede popkorn så man meget lidt indhold, mens kagerne havde modtaget større mængder fra emballage og pergamentpapir.
I mel og færdigbrygget kaffe var der ingen rester af de omdiskuterede stoffer.
- Det er en god nyhed, at flere af de fluorerede stoffer ikke går fra emballagen over i fødevaren. Undersøgelserne peger på, at det er fødevarer med emulgatorer, som f.eks. kage, man skal holde øje med, hvis man vil undgå fluorstoffer fra emballage i maden, siger akademisk medarbejder Maria Hansen fra Informationscenter for Miljø & Sundhed.
Fødevareinstituttet har, på vegne af Fødevarestyrelsen, analyseret 66 prøver af pap og papir til mad for fluorerede stoffer. Der hvor en afgivelse fra emballagen til fødevaren blev fundet, har Fødevareinstituttet vurderet risikoen for menneskers sundhed. I alle tre tilfælde vurderer de, at der ingen risiko er.
Følgende fluorerede grupper af stoffer indgik i undersøgelsen:
PFCA (perfluoralkyl-karboxylsyrer)
PFSA (perfluoralkyl-sulfonater)
PFSAA (perfluoralkyl-sulfonamider)
FTOH (fluortelomer-alkoholser)
monoPAPs, diPaPs og S-diPAPs (polyfluorerede mono- og di-alkyl-phosphatestre)
Andre typer af fluorerede stoffer kan også bruges til at overfladebehandle pap og papir – men det kræver udvikling af analysemetoder og viden om selve stofferne for at kunne undersøge det nærmere.
Tidligere på året gennemførte Fødevareinstituttet en screening af 84 pap og papir emballager og fandt fluorerede stoffer i 35 af dem. Du kan læse vores omtale her.
Branchen opfordres til bedre dokumentation
Når papir og pap kommer i kontakt med fødevarer, må det ikke afgive noget til maden, som kan påvirke menneskers sundhed. Det er et generelt krav i loven, som gælder for alle fødevarekontaktmaterialer. Og det er firmaerne, der skal bevise, at materialerne er sikre.
- Det er virksomhedernes ansvar, at de anvendte fødevarekontaktmaterialer ikke udgør en sundhedsrisiko for forbrugerne. Den dokumentation vi har set på virksomhederne, er ikke i alle tilfælde tilstrækkelig. Vores analyseresultater kan da heller ikke siges at være en blåstempling af hele markedet, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen, Henrik Dammand.
Fluorerede stoffer kan være problematiske for både miljø og sundhed
De fluorerede stoffer er praktiske i emballage til fødevarer. De sørger nemlig for at holde fedt og vand inde, så papir og pap ikke bliver gennemblødt. Men deres egenskaber gør, at de er svære at nedbryde i naturen. Brugen af stofferne er derfor et miljøproblem. En række af stofferne er desuden mistænkt for at have effekter på vores sundhed bl.a. ved at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende.
I august offentliggjorde vi vores liste ”Mademballage uden fluorstoffer”. Det er en liste over madpapir og produkter, hvor emballagen ikke indeholder fluorforbindelser. Men kun to produkter er endt på listen.
- Selvom Fødevarestyrelsen ikke mener, at afgivelse af fluorstoffer fra mademballage er et sundhedsproblem, kan det for borgerne stadig være rart, at kunne vælge produkter fra som bruger stofferne, siger Maria Hansen. Vi undrer os over, at ikke flere producenter vil være med til at hjælpe forbrugerne med deres daglige valg af f.eks. popkorn og morgenmadsprodukter. Listen er åben, men kun én producent har foreløbig meldt sig.
Det kan du gøre
Du kan nok ikke helt undgå fluorstofferne, da de findes overalt i vores hverdag. Men vil du nedsætte indholdet i din mad, kan du:
-
bruge svanemærket mad- og bagepapir, da det er uden fluorforbindelser.
-
spise mindre fastfood, da det kan være pakket ind i papir og pap, som er behandlet med stofferne.
-
undgå engangsemballage, som har lang kontakttid med fødevarer, eller som skal varmes op sammen med fødevaren. Ikke al engangsemballage er behandlet med fluorstoffer, men det er ikke til at se, hvad der er - og hvad der ikke er.
-
undgå at spise popkorn, som poppes i mikrobølgeovn. Popkorn er et område, som myndighederne vil holde øje med. Kontrolkampagnen peger nemlig på, at stofferne kan vandre over i popkornene.
- spise færre færdigkager. Du kan f.eks. bage selv og sørge for at skål, form og lignende egner sig til formålet - og at bagepapiret er uden fluorstoffer.
Du kan få mere viden
- Analyser frikender fluorerede stoffer i emballage – området overvåges
Fødevarestyrelsens pressemeddelelse.
- Mademballage uden fluorstoffer (liste over gode valg)
Her kan du se vores liste over morgenmadsprodukter, mikroovnspopkorn, mel og bageblandinger, som er uden fluorstoffer i emballagen.
- Råd om emballage til fødevarer
De polyfluorede stoffer er ikke de eneste problematiske stoffer i emballage til fødevarer.
- Råd om imprægnering af tekstiler
Når tøj og sko bliver imprægneret, sker det ofte ved hjælp af polyfluorede stoffer.
- Råd om skivoks
Polyfluorerede stoffer findes også i skivoks.
Vil du være med i vores brugerpanel, og sætte dit præg på vores arbejde, så kan du tilmelde dig her. Vi vil også inddrage brugerpanelet til at gøre hjemmesiden bedre.
Virker knappen om uddybende information ikke, kan du læse her.

