Fluorstoffer fundet i emballage til mad
Fastfood og mikroovnspopkorn kan gøre hverdagen nemmere, når tiden er knap. Men pap og papir til netop disse fødevarer mistænkes for at indeholde og kunne frigive polyfluorerede stoffer. Stofferne hjælper med at holde fedt, snavs og vand på afstand, men de forbindes også med blandt andet brystkræft, fedme og miljøproblemer. Fødevareinstituttet slår nu fast, at den emballage, dine fødevarer er pakket ind i, kan indeholde de udskældte stoffer.
Forbrugerne er frustrerede
Når forbrugerne står i supermarkedet for at købe dagligvarer, har de ikke en reel mulighed for at gå udenom fluorstofferne. De kan nemlig ikke se på emballagerne, om de har en fedt og vandafvisende belægning af fluorstoffer.
- Vil man undgå de problematiske fluorstoffer, kan man bruge svanemærket mad- og bagepapir. Og holde igen med mikroovnspopkorn, fastfood og opvarmning af mad i emballagen. Men ellers er det stadig svært at gøre noget aktivt for at undgå emballage med stofferne, siger testkoordinator Rikke Bille fra Informationscenter for Miljø & Sundhed.
- For at hjælpe forbrugerne vil vi lave positivlister over konkrete fødevarer på de danske hylder, hvor man kan være sikker på, at emballagen er uden fluorstoffer. Vi regner med at dække forskellige produktkategorier som f.eks. popkorn, rugbrødsblandinger og müsli, fortsætter Rikke Bille.
Emballage i Danmark indeholder polyfluorerede stoffer
Fødevareinstituttet har i en undersøgelse af papir og pap til mad fundet polyfluorerede stoffer i 35 ud af 84 testede emballager. Hermed bekræftes tidligere danske undersøgelser, som viste, at stofferne også findes i emballage til fødevarer i Danmark.
Forskerne har benyttet sig af nyudviklede metoder og dermed fået mulighed for at måle flere fluorstoffer end tidligere. Og de fandt en stor del af dem i de undersøgte fødevarekontaktmaterialer.
Stofferne var i papir- og papemballage til mel, kager, kaffe, popcorn, chokolade, müsli, brød, rosiner og forskellig fastfood. De blev også målt i en tepose og en muffinform.
Heldigvis var over halvdelen af de undersøgte emballager uden de udskældte stoffer.
Den nye undersøgelse er lavet på vegne af Fødevarestyrelsen.
I papir- og papemballagen har Fødevareinstituttet kigget efter en lang række polyfluorerede stoffer heriblandt forskellige fluortelomerer (FTOH), perfluorerede stoffer og polyfluorerede alkyl-fosfat-estere (PAP).
Tidligere var det ikke muligt at måle alle disse forbindelser, og det var derfor de perfluorerede stoffer, der blev undersøgt for. Men i takt med at måleteknikkerne er blevet bedre, viser nyere forskning, at det også er relevant at måle efter en lang række andre fluorerede stoffer, heriblandt FTOH og PAP.
Undersøgelsen viser desuden, at en type fødevare kan have emballager, som indeholder forskellige fluorstoffer. Eksempelvis indeholdt en melpose fluortelomerer, mens de andre melposer i undersøgelsen ikke indeholdt denne type fluorforbindelse. I en muffinsform fandt forskerne fluorstoffer, mens de ikke fandt stofferne i to andre muffinsforme. Man kan således ikke generalisere og sige, at emballagen til en type fødevarer altid eller aldrig indeholder fluorstoffer.
Her kan du læse om en af forsker Xenia Triers tidligere undersøgelser, som viser, at blandt andet popkornsposer til mikrobølgeovnen indeholder fluorerede stoffer.
Ved ikke om stofferne går over i maden
Endnu ved man ikke om eller i hvor stort et omfang, stofferne går over i maden. Det skal Fødevareinstituttet også undersøge.
Undersøgelser fra udlandet tyder dog på, at de polyfluorerede stoffer formentlig ender i en del af fødevarerne. I nogle emballager findes stofferne nemlig i høje koncentrationer samtidig med, at de let kan slippe bindingen til emballagen. Forskerne mistænker fødevarer, som indeholder proteiner eller emulgatorer for at tiltrække fluorstofferne. Har fødevaren lang kontakttid med eller varmes den op i emballagen, mener forskerne at risikoen er større.
Fluorstofferne kan godt findes i fødevarer som f.eks. fisk, selvom de ikke stammer fra emballagen. Det skyldes, at stofferne findes som forureninger i naturen og ophobes i fødekæden.
Fluor i forskellige varianter
Fluor kan indgå i forskellige kemiske forbindelser, og i fødevareemballage er forskerne bekymret for de polyfluorerede stoffer. De er nemlig problematiske, da flere af stofferne er svært nedbrydelige. Det betyder, at de bliver længe i miljøet og ophobes i dyr og mennesker. Stofferne mistænkes for at påvirke vores sundhed på en lang række områder.
Men de polyfluorerede stoffer skal ikke forveksles med det fluorid, som findes i tandpasta. Det er nemlig en helt anden type fluor, som ikke påvirker os på samme måde.
Det kan du gøre
Fluorstoffer findes overalt i vores hverdag. Vil du nedsætte din udsættelse, kan du:
-
bruge svanemærket mad- og bagepapir, da det er uden fluorforbindelser.
-
spise mindre fastfood, da det kan være pakket ind i papir og pap, som er behandlet med stofferne.
-
undgå engangsemballage, som har lang kontakttid med fødevarer, eller som skal varmes op sammen med fødevaren. Ikke al engangsemballage er behandlet med fluorstoffer, men det er ikke til at se, hvad der er - og hvad der ikke er.
-
undgå at spise popkorn, som poppes i mikrobølgeovn. En undersøgelse fra 2008 viste, at nogle mikroovns-popkorn indeholdt polyfluorerede stoffer. Du kan læse vores omtale af undersøgelsen her.
-
vælge regntøj og overtøj uden fluorstoffer. Spørg forhandleren, importøren eller producenten.
- bruge voks uden polyfluorerede stoffer, når du skal have mere glid på dine ski.
-
vælge et imprægneringsmiddel uden fluorstoffer. Se vores liste over gode valg af imprægnering.
- Hold øje med vores hjemmeside Forbrugerkemi.dk. Her vil listerne over produkter uden fluorbehandlet emballage blive offentliggjort. (Der kan godt gå flere måneder før listerne offentliggøres)
Du kan få mere viden
- Fluorstoffer i fokus
Her har vi i højre side samlet de nyheder vi har skrevet om de polyfluorerede stoffer.
- Polyfluorerede stoffer (PFC)
I vores Kemiinfo kan du læse mere om både poly- og perfluorerede stoffer.
- Råd om emballage til fødevarer
Læs vores råd om emballage til fødevarer og klik videre til fakta.
- Råd om imprægnering af tekstiler
Få gode råd når du vil imprægnere dit tøj.
- Råd om skivoks
Polyfluorerede stoffer kan også findes i skivoks.
- Hormonforstyrrende stoffer
På Kemiinfo kan du læse om hormonforstyrrende stoffer, og at de blandt andet mistænkes for at være med til at give kræft i bryster, prostata og testikler og medvirke til fedme.
- DTU-kemiker: Sådan tjekker du selv for fluorstoffer i emballagen
Forsker Xenia Trier har svaret på spørgsmål (21/11-2011) fra Ingeniørens læsere. Her skriver hun bl.a. at stofferne tidligere er fundet i pizzabakker og i madpapir.
-
Fødevareemballager under mikroskop
Fødevarestyrelsen har bedt Fødevareinstituttet undersøge indholdet af polyfluorerede stoffer i fødevarekontaktmaterialer, og om stofferne afgives til maden. Foreløbig har de fundet stofferne i 35 ud af 84 testede papir og pap emballager. Se en oversigt her.
Virker knappen om uddybende information ikke, kan du læse her.

