Hormonforstyrrende stoffer forvirrer
Selvom de fleste danskere har hørt om hormonforstyrrende stoffer, er to ud af tre i tvivl om, hvordan de undgår dem. Det viser en ny analyse af danskernes viden og holdning til hormonforstyrrende stoffer, som Forbrugerrådet har lavet. Men der er heldigvis råd at hente på forbrugerkemi.dk, hvor der er rig mulighed for at lære mere om de problematiske stoffer eller blot få simple handlingsrettede råd, hvis det er dét, du har brug for.
Vi informerer og giver gode råd
Ni ud af ti deltagere i Forbrugerrådets undersøgelse siger, at de har hørt om problematikken om de hormonforstyrrende stoffer i medierne og på Internettet. Information fra myndigheder og forbrugerorganisationer har ikke ramt nær så mange. Fire ud af ti angiver dem som kilder.
I Informationscenter for Miljø & Sundhed informerer og rådgiver vi forbrugere om kemi i forbrugerprodukter, for at kunne hjælpe den ekstra forsigtige forbruger med at træffe valg til fordel for miljø og sundhed.
- Vi har stor fokus på hormonforstyrrende stoffer. Både i vores test, hvor de gode valg som regel er helt uden problematiske kemikalier. Men også i vores råd om forskellige hverdagsprodukter. Du kan også slå kemiske stoffer op på kemiinfo.dk og se om de mistænkes for at være hormonforstyrrende, siger Rikke Bille testkoordinator i Informationscenter for Miljø & Sundhed.
Gå efter mærkerne
To ud af tre forbrugere ved ikke, hvilke kemikalier de skal undgå for at mindske risikoen for at blive udsat for hormonforstyrrende stoffer. Men fire ud af ti siger, at de går efter miljømærkede produkter for at mindske risikoen.
- Hvis man gerne vil undgå hormonforstyrrende stoffer, er de miljømærkede produkter netop et godt valg. Det er meget kompliceret at holde styr på, hvilke specifikke kemikalier, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og der kommer hele tiden ny viden på området. Mærkerne gør det nemmere for forbrugeren at vælge produkter uden hormonforstyrrende stoffer, fortsætter Rikke Bille.
Miljømærkerne dækker ikke alle kategorier af produkter, og indenfor nogle kategorier er udvalget begrænset. Desuden afhænger kravene til hormonforstyrrende stoffer af, hvilken produktgruppe der er tale om. Produkter til personlig pleje med Svanen indeholder f.eks. ikke stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, mens et miljømærket fjernsyn godt kan indeholde stoffer, som er problematiske med hensyn til hormonforstyrrende egenskaber.
- Vi har mange gode råd på hjemmesiden, om hvordan du undgår problematiske kemikalier i alt fra imprægnering til elektronik og babyprodukter. Her kan du læse, hvordan du kan handle for at nedsætte din udsættelse for hormonforstyrrende stoffer, afslutter Rikke Bille.
Hvad kan du selv gøre?
-
vælg miljømærkede produkter. Se efter Svanen eller Blomsten. Svanemærkede plejeprodukter indeholder f.eks. ingen stoffer, som anses eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det betyder eksempelvis, at en stofgruppe som parabener ikke er tilladt.
-
undgå per- og polyfluorerede stoffer. De findes f.eks. i fødevareemballage af pap og papir, imprægneringsmidler og tekstiler. Du kan læse mere om de negative effekter på sundheden, som fluorforbindelserne mistænkes for her.
-
fravælg produkter af plast blødgjort med ftalater. Mange af ftalaterne er hormonforstyrrende eller mistænkt for at være det. De kan bl.a. findes i blød PVC.
-
undgå produkter med problematiske flammehæmmere. De kan bl.a. findes i elektronik.
-
køb nye sutteflasker i stedet for at arve. Sutteflasker, der er solgt før den 1. juli 2010 kan være lavet af polycarbonat. Når denne plasttype bliver slidt, frigives bisphenol A, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
-
spis økologisk, så minimerer du indtaget af pesticider. Nogle pesticider mistænkes for at være hormonforstyrrende. Læs vores råd om pesticidrester i fødevarer her.
Du kan få mere viden
- Hormonforstyrrende stoffer
På kemiinfo.dk kan du læse om hormonforstyrrende stoffer, og om at de mistænkes for at kunne være med til at give kræft i bryster, prostata og testikler.
- Kemiinfo.dk
Her kan du slå forskellige kemiske stoffer op og se vores vurdering af dem.
- Råd og test
Her kan du læse vores handlingsrettede råd om forskellige hverdagsprodukter eller se resultaterne af vores test af udvalgte produkter.
- Forbrugerpanelet om hormonforstyrrende stoffer
Undersøgelsen fra Forbrugerrådet om forbrugernes viden og holdning til hormonforstyrrende stoffer.





