Værd at vide om øko- og natur bodylotion

19. april 2012
Grøn kropspleje kan give allergi
Værd at vide om øko- og natur bodylotion

De gode valg i testen af øko- og naturbodylotion

(Artikel bragt i Sundhed nr. 4 2012)

Økologiske og naturlige cremer kan være gode for miljøet og sundheden, men ikke altid. En ny test af ”grønne” bodylotions fra Informationscenter for Miljø & Sundhed viser nemlig, at de bl.a. kan indeholde allergifremkaldende parfumestoffer, og stoffer som belaster miljøet.

Naturen dufter og kan skade miljøet

Informationscenteret har set indholdsdeklarationerne igennem på 36 ”grønne” cremer. 29 af dem indeholdt stoffer, som er problematiske for miljø og/eller sundhed. Godt to ud af tre af de problematiske stoffer var parfumestoffer – både naturlige og syntetiske.

Nogle forhandlere og producenter af ”grønne” cremer hævder, at kroppen kender de naturlige parfumestoffer, og de derfor ikke vil give allergi, som de syntetisk fremstillede duftstoffer. Men det er en skrøne. Parfume kan give allergi – og det gælder altså både de syntetiske og naturlige duftstoffer.

Næsten halvdelen af cremerne i testen indeholder stoffer, der kan belaste miljøet eller er mistænkt for at kunne det. I mange tilfælde er det parfumestofferne, som også kan være til skade for miljøet.

De gode valg I testen

De syv gode valg i testen er: Avivir aloe vera lotion 90 %, Decubal ecological body lotion, Derma Eco bodylotion, Essential Care organic ultra rich, Logona free bodylotion, Organic Circle bodylotion, Urtekram body lotion uden parfume.

Det kan du gøre

Hvis du gerne vil tage hensyn til miljø og sundhed, mens du plejer din hud, kan du:

  • vælge økologiske og naturlige produkter med omtanke. Testen viser, at man ikke er garanteret, at produktet er uden problematiske stoffer.

  • vælge svanemærkede produkter uden parfume. Produkter mærket med Svanen indeholder ikke stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende, og der er forbud mod flere af de allergifremkaldende stoffer. Men der stilles ikke krav til at indholdsstofferne skal være økologiske.

  • købe produkter med Den blå krans. Mærket ses ofte sammen med andre mærker, og sikrer at produktet er uden allergifremkaldende stoffer.

  • vælge produkter der både er mærket med Svanen og Den blå krans. Så kan du både undgå muligt hormonforstyrrende og miljøbelastende stoffer samt de stoffer, der kan give allergi.

  • kigge efter produkter, der kombinerer Svanen og/eller Den blå krans med et mærke, der stiller krav til at en del af ingredienserne skal komme fra økologisk dyrkning.

  • læs indholdsdeklarationen, før du køber plejeprodukter. Hvis du er bekymret for et kemisk stof i et produkt, kan du slå det op på kemiinfo.dk.

Handlinger tilknyttet webside
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
(Required)
Produkter til personlig pleje

Læs om, hvad du kan gøre for at undgå problematiske stoffer i kosmetik og andre plejeprodukter

Mærker til personlig pleje

Film om svanen

Se vores film om Svanen og Den blå krans i Matas

Undgå allergi fra parfume

folder_ny.jpg

Folderen giver gode råd om hvordan du undgår allergi fra produkter.