Unge risikerer at udvikle allergi

24. oktober 2008
Ny kampagne sætter fokus på teenageres forbrug af kosmetik.
Unge risikerer at udvikle allergi

Allergien kan i mange tilfælde undgås, hvis produkterne bliver brugt med omtanke.

En ny kampagne fra Miljøstyrelsen rettet mod unge mellem 13 og 16 år skal sætte fokus på de risici, der er forbundet med at bruge parfume, hårfarve og hennatatoveringer.

Kampagnens formål er at få de unge til at holde igen med de kosmetiske produkter og være mere bevidste om de risici, der følger med brugen af dem.

Unge storforbrugere

Flere end 70 procent af de 13 til 16-årige benytter parfumerede kosmetikprodukter dagligt. Det viser en undersøgelse blandt 758 unge mellem 13 og 16 år, som Capacent Epinion har lavet for Miljøstyrelsen.

Næsten hver tredje af de unge har oplevet at få eksem, udslæt eller kløe i forbindelse med deres brug af produkterne, viser undersøgelsen.

Livsvarig allergi

Mange unge ved ikke, at de kan få livsvarig kontaktallergi ved at bruge parfume, hårfarve eller få en hennatatovering. Kosmetikprodukter kan nemlig indeholde allergi-fremkaldende farve-og parfumestoffer.

Kampagnen sætter specielt fokus på p-phenylendiamin (PPD), et farvestof, som blandt andet bruges i hårfarver og til tider ulovligt i henna-tatoveringer.

Brug mindre

Allergien kan i mange tilfælde undgås, hvis produkterne bliver brugt med omtanke. Undersøgelsen fra Capacent Epinion viser, at næsten 40 procent af de unge ikke ved, at der er sammenhæng mellem mængden af parfume eller hårfarve de bruger og risikoen for, at de udvikler hudallergi.

Se også

Handlinger tilknyttet webside
Arkiveret under , , ,