Naturens dufte giver udslæt

24. oktober 2012
28 ekstrakter kan være skyld i allergi
Naturens dufte giver udslæt

Udtræk fra naturen kan også give allergi

Når naturen dufter, er det fristende at få den skønne duft helt ind på huden. Men mange ved ikke, at parfumestoffer fra naturen kan være allergifremkaldende. EU's videnskabelige komite, SCCS, vurderer, at mindst 28 af naturens egne dufte kan give allergi hos mennesker.

Ni ekstrakter er værst

EU’s eksperter vurderer, at forbrugeren risikerer at udvikle allergi overfor mindst 28 duftende udtræk fra naturen. Specielt er risikoen høj for ni af dem. Og allergien er for livet, for hvis man først har udviklet allergi, kommer man ikke af med den igen.

- Mange vælger parfume, lotion eller sæbe med naturlige parfumestoffer, i den tro at naturen ikke giver allergi. Men det er en skrøne, at udtræk fra naturen skulle være bedre end syntetiske dufte. Rapporten fra EU's eksperter viser tydeligt, at begge typer kan give kontaktallergi, siger testkoordinator og souschef Rikke Bille fra Informationscenter for Miljø & Sundhed.

I alt har EU's videnskabelige komité udpeget 127 parfumestoffer i kosmetik, som er så allergifremkaldende, at de bør fremgå af emballagen, hvis de er i. Du kan læse vores nyhed om dette her.

Naturens udtræk er ringe belyst

Naturlige ekstrakter er ikke undersøgt særlig godt i forhold til allergi. Det har derfor heller ikke været muligt for EU's eksperter at fastsætte en grænse for, hvor meget af et ekstrakt man kan tåle, inden man får udslæt.

- Udtræk fra naturen består af mange forskellige kemiske stoffer, og derfor er det svært at vide præcis, hvilke stoffer og hvor meget af dem man bliver udsat for, udtaler Rikke Bille. Hun tilføjer, vil man være forsigtig, kan man gå efter økologiske og naturlige plejeprodukter, der er mærket med Den blå krans. Så må der nemlig ikke være parfume i.

Vores test af øko- og naturbodylotions tidligere på året viste, at mange grønne plejeprodukter indeholder parfume og stoffer, der kan give allergi og belaste miljøet.

Det kan du gøre

Mange køber produkter til personlig pleje, der er mærket med et natur- eller økologimærke. Vil du være forsigtig, samtidig med du bruger af naturens skattekammer til din hud, kan du:

  • være opmærksom på, at mærkerne ikke er ens. De stiller vidt forskellige krav til indholdsstofferne.

  • gå efter produkter, der også er udstyret med Den blå krans. Mærket sikrer dig, at der ikke er parfume eller andre kendte allergifremkaldende stoffer i. Er der oveni købet miljømærket Svanen på, sikres du til en vis grad også mod stoffer, som er miljøbelastende og kan påvirke sundheden på andre måder.

  • undgå at bruge produkter, der indeholder parfume. Du kan ikke altid se i deklarationen, om et produkt indeholder parfume. Hvis der står parfume, parfum eller aroma, ved du, at der er parfume i. Men hvis du vil være helt sikker på, at der ikke er parfume i, skal du vælge et produkt, hvor emballagen udtrykkeligt oplyser, at produktet er uden parfume.

  • nøjes med at bruge parfume, aftershave og lignende til festlige lejligheder.

  • holde parfumestoffer væk fra kontakt med din hud, ved f.eks. at bruge det på tøjet (tjek dog først om det pletter). Men husk, at parfume også kan genere luftvejene hos dig selv og andre.

  • se på hele indholdsdeklarationen, og ikke kun hvad producenten fremhæver på emballagen. På kemiinfo.dk kan du se, om vi vurderer stofferne som uproblematiske. Skriv stoffets navn efterfulgt af ki i søgefeltet, så søger du på vores stofvurderinger. Hvis stoffet ikke er i vores database, kan du sende det ind. Så vurderer vi det for dig.

Du kan få mere viden

  • Æteriske olier

    Mange af de naturlige duftstoffer kommer fra de såkaldte æteriske olier. Her kan du læse om dem.

  • Parfume

    Hvis du vil vide mere om kemien bag parfumestoffer, kan du læse denne side.

Dette er anden del i en serie, vi skriver om parfume. EU's eksperter kom i sommeren 2012 med en omfattende vurdering af duftstoffer, og den vil vi nu fortælle om.

Vil du være med i vores brugerpanel, og sætte dit præg på vores arbejde, så kan du tilmelde dig her. Vi vil også inddrage brugerpanelet til at gøre hjemmesiden bedre.

Handlinger tilknyttet webside
Serie om parfume

EU's eksperter har udgivet en omfattende rapport om parfume. I den kommende tid skriver vi om den i en artikelserie. Hold øje her på siden, eller abonnér på vores nyhedsbrev.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
(Required)
Produkter til personlig pleje

Læs om, hvad du kan gøre for at undgå problematiske stoffer i kosmetik og andre plejeprodukter

Mærker til personlig pleje

Film om svanen

Se vores film om Svanen og Den blå krans i Matas

Undgå allergi fra parfume

folder_ny.jpg

Folderen giver gode råd om hvordan du undgår allergi fra produkter.