Tid til solcreme
Hvis du gerne vil beskytte dig mod solen og samtidig begrænse mødet med problematiske kemikalier, er der hjælp at hente i IMS' test af solcreme fra 2009.
Solen varsler sommerens komme, og så er det med at huske solcremen. Men hvilken solcreme skal man vælge? Hvis du gerne vil beskytte dig mod solen og samtidig begrænse mødet med problematiske kemikalier, er der hjælp at hente i IMS' test af solcreme fra 2009.
De gode valg
Sidste sommer lavede IMS en test af 32 solcremer til voksne og børn. Her blev indholdsdeklarationerne gennemgået for stoffer, der kan være problematiske for miljøet, mistænkt for at være hormonforstyrrende eller allergifremkaldende.
IMS undersøgte 10 solcremer til børn og 22 til voksne. De bedste valg til børnene var Derma Baby Solcreme SPF 30 og Matas Kids Sollotion uden parfume SPF 30. For de voksne blev de bedste valg Änglamark Sunlotion SPF 15, Apotekets Sollotion SPF 20, Sun Balance Sunlotion SPF 20 og Tusindfryd Sollotion SPF 20.
Se hele testen her.
Mange produkter er fortsat i butikkerne
De fleste butikker har endnu ikke fået nye solcremer på hylderne. De solcremer, du kan finde i butikkerne, vil derfor typisk være dem, der indgik i testen af solcreme fra 2009.
En ny test af solcreme er under udarbejdelse og vil blive offentliggjort her på siden i den nærmeste fremtid.





