Pas på hårfarven
Lidt kulør i håret kan give et ekstra pift til hverdag eller fest. Men fra i dag af kan du blive mødt af et faresymbol og en advarsel, når du køber din hårfarve. EU’s nye regler for hårfarve er netop trådt i kraft. Hårfarver, der rummer de værste allergifremkaldende stoffer, skal derfor advare dig om, at du kan få allergi ved at bruge dem. Tjek dog alligevel ingredienserne i din hårfarve - for selvom der ingen advarsel er på farven, er du ikke sikret mod allergi.
Nu gælder reglerne fuldt ud
Hårfarve kan give alvorlige allergiske reaktioner. For at sænke risikoen for allergi, skal alle hårfarver i EU, som gør brug af stærkt allergifremkaldende stoffer, nu have et faresymbol i form af et udråbstegn indeni en trekant. Og der skal være en tekst, der advarer mod allergi.
- Advarslen på hårfarver gælder kun de produkter, der indeholder ekstremt allergifremkaldende stoffer. Men andre hårfarver, kan godt gøre brug af farvestoffer, der kan give allergi, selvom der ikke er en direkte advarsel på produktet, siger Rikke Bille, testkoordinator og souschef i Informationscenter for Miljø & Sundhed.
Reglerne trådte delvist i kraft for et år siden, hvor alle nye hårfarver skulle leve op til kravene. Men de gamle kunne sælges indtil 1. november 2012, hvorefter hverken nye eller gamle hårfarver må være på butikshylderne - medmindre de advarer mod allergi.
Reglerne blev vedtaget for tre år siden i EU. Og de blev ført ind i den danske lovgivning fra 1. maj 2010.
Her kan du læse EU direktivet og her bekendtgørelsen.
De nye krav betyder, at hårfarver, der indeholder visse navngivne allergifremkaldende stoffer, skal mærkes med et faresymbol formet som en trekant med et udråbstegn indeni. Og fulgt med teksten:
Hårfarvestoffer kan fremkalde alvorlige allergiske reaktioner.
Læs og følg brugsanvisningen.
Dette produkt er ikke beregnet til brug på personer under 16 år.
Midlertidige tatoveringer med sort henna kan øge risikoen for allergi.
Man skal ikke farve sit hår, hvis:
– man har udslæt i ansigtet eller en følsom, irritabel eller beskadiget hårbund
– man tidligere har haft en reaktion efter hårfarvning
– man tidligere har haft en reaktion på en midlertidig tatovering med sort henna.
I kosmetikdirektivet kan man finde mere end 50 hårfarvestoffer, hvor den nye advarsel skal fremgå.
p-Phenylenediamine, toluene-2,5-diamine og acid red 52 er blot tre eksempler.
Særlig advarsel til teenagere
En af de nye advarsler på hårfarverne retter sig mod teenagere. Flere unge har nemlig fået alvorlige reaktioner og er endt på hospitalet, efter de har farvet håret.
- Jo før man begynder at farve hår, des større er risikoen for at udvikle en allergi. Og allergien har man resten af livet, siger Rikke Bille.
Og derfor har de unge også fået en særskilt advarsel på hårfarverne. Her står nemlig, at farverne ikke er beregnet til personer under 16 år.
Spar på farven
Det er stadig tilladt at have allergifremkaldende stoffer i hårfarven – også i de hårfarver, hvor der ikke er advarsel på.
- Lad vær med at farve hår, hvis du vil være forsigtig. Men kan du ikke leve uden farve i lokkerne, kan du tjekke hårfarven for problematiske stoffer, siger Rikke Bille. Indholdet i hårfarven skal stå på æsken, og på vores kemiinfo.dk kan man se, om vi vurderer, at stofferne er problematiske for miljø eller sundhed, fortsætter hun.
Det kan du gøre
Hvis du vil være ekstra forsigtig og undgå allergi fra hårfarve, kan du:
-
overveje, om det overhovedet er nødvendigt at farve håret.
-
få lavet striber i stedet for at farve hele håret. Så bliver du udsat for mindre farve.
-
tjekke indholdsdeklarationen inden du vælger farve. På kemiinfo.dk kan du se, om vi vurderer stofferne som uproblematiske. Skriv stoffets navn efterfulgt af ”ki” i søgefeltet, så søger du på vores stofvurderinger. Hvis stoffet ikke er i vores database, kan du sende det ind. Så vurderer vi det for dig.
-
følge brugsanvisningen.Bemærk dog at mange producenter anbefaler, at du laver en test af hårfarven på huden. Det fraråder Miljøstyrelsen, fordi det blot giver falsk tryghed. Selv om testen er negativ, kan du nemlig godt få allergi alligevel, når du farver håret. Samtidig kan du få allergi af at lave selve testen.
Husk at få det undersøgt hos lægen, hvis du reagerer over for farvningen.
Du kan få mere viden
- Råd om hårfarve
Her kan du læse vores råd, når du ønsker farve i håret. Du kan også læse de fakta, der ligger bag, ved at klikke her.
- Viden om hverdagens kemi – Plejeprodukter
Download vores pjece om plejeprodukter – eller bestil den gratis her. På side 16-17 kan du læse om produkter til håret.
- Allergi over for hårfarver
Videncenter for Allergi forklarer om allergien, der kan opstå fra hårfarvestoffer.
Vil du være med i vores brugerpanel, og sætte dit præg på vores arbejde, så kan du tilmelde dig her. Vi vil også inddrage brugerpanelet til at gøre hjemmesiden bedre.
Virker knappen om uddybende information ikke, kan du læse her.



