Deklarationspligt giver falsk tryghed
Vi vil gerne dufte godt i andres selskab. Men ikke alle tåler parfumestofferne på huden. En undersøgelse fra Videncenter for Allergi viser, at mange eksempatienter døjer med parfumeallergi. Udover de 26 stoffer, som, ifølge EU's regler om kosmetik, skal stå nævnt på personlig pleje, giver andre duftstoffer også allergi, bekræfter undersøgelsen.
- Vil man være forsigtig i forhold til at udvikle allergi, kan man sørge for ikke kun at begrænse brugen af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer, men alle parfumestoffer. Jo oftere man bliver udsat for parfume, jo højere er risikoen for at udvikle allergi, siger souschef Rikke Bille fra Informationscenter for Miljø & Sundhed.
De skal deklareres
I EU skal cremer og anden personlig pleje vise, hvis de indeholder 26 navngivne duftstoffer. Det skal de, fordi mange har allergi overfor netop de stoffer. Det betyder ikke, at stofferne er mere allergifremkaldende end andre parfumestoffer. Grunden kan lige så godt være, at stoffet bruges ofte og i store koncentrationer.
I undersøgelsen fra Videncenter for Allergi fandt man, at 13 procent af eksempatienter i Danmark har parfumeallergi. Kun lidt over halvdelen af dem har allergi overfor de 26 deklarationspligtige parfumestoffer. Nogle er samtidig allergisk overfor andre duftstoffer.
De parfumestoffer, som flest har allergi overfor, er evernia furfuacea, evernia prunastri og hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde.
Andre parfumestoffer giver også allergi
De resterende parfumeallergikere er overfølsomme over for andre end de 26 deklarationspligtige duftstoffer. Der er altså forholdsvis mange, som udvikler allergi overfor andre parfumestoffer end dem, der skal deklareres i EU. Derfor kan det give en falsk tryghed, hvis man som forbruger kun er opmærksom på de 26 udvalgte stoffer.
Det kan du gøre
Vil du undgå at få allergi overfor parfume, kan du:
-
bruge uparfumerede cremer, shampoo og deodoranter. Produkter til personlig pleje er nemlig den hyppigste årsag til kontaktallergi fra parfume. Ordet parfume skal nævnes i deklarationen, hvis der er parfume i, og de 26 deklarationspligtige parfumestoffer skal nævnes med stofnavn. Se en liste her over de 26 stoffer, som skal deklareres. Du kan også downloade eller bestille en lille praktisk folder, hvor de står nævnt.
-
gå efter plejeprodukter, der er mærket med Den blå krans. Her må der ikke være parfume i.
-
gå efter plejeprodukter, der er mærket med Svanen. Produkterne til børn må ikke indeholde parfume, mens produkterne til voksne må indeholde noget parfume i begrænsede mængder. Så når det drejer sig om svanemærkede produkter til voksne, kan du kigge efter en uparfumeret variant.
-
gå efter vaske- og rengøringsmidler uden parfume. På listen over indholdsstoffer skal de 26 deklarationspligtige parfumestoffer nævnes ved navn. Produkter med Den blå krans er fri for parfume, mens parfume må anvendes i begrænset omfang i produkter mærket med Blomsten eller Svanen.
-
nøjes med at putte duften uden på tøjet og kun ved særlige lejligheder. Men tænk stadig på dine omgivelser, ikke alle kan tåle duften af parfume.
Du kan få mere viden
- Råd om parfume
Her kan du læse mere om vores råd i forbindelse med parfume. Blandt andet kan man være opmærksom på, at ikke kun syntetiske men også naturlige duftstoffer er allergifremkaldende.
-
Parfume (Aroma)
I Kemiinfo kan du læse om nogle af de effekter, parfume kan have på sundheden og miljøet. - Råd om personlig pleje
Du kan læse om personlig pleje og nogle af de forskellige produktgrupper.
- Personlig pleje med mærker
Her kan du slå op, hvad de mange forskellige mærker på kosmetik betyder.
- Tema om personlig pleje
Hele sidste år havde vi fokus på produkter til personlig pleje. Du kan læse om det via temasiden.
- Kriterier for plejeprodukter mærket med Svanen
Vil du vide de præcise regler for parfume i svanemærkede plejeprodukter, kan du finde dem i kriteriedokumentet.
- Den blå krans – hudplejeprodukter
Plejeprodukter med Den blå krans indeholder blandt andet ikke parfume.
- Den blå krans – vask og rengøring
Vaske og rengøringsmidler med Den blå krans indeholder ikke parfume.
- Kriterier for rengøringsmidler mærket med Blomsten
Her kan du læse, hvilke kriterier EU Blomsten stiller for rengøringsmidler.
- Kriterier for rengøringsmidler mærket med Svanen
Vil du kende kriterierne bag rengøringsmidler med Svanen, kan du læse om dem her.
- Allergisk kontaktallergi over for de 26 parfumestoffer, som skal deklareres på kosmetiske produkter ifølge EU's Kosmetikbekendtgørelse Her kan du læse et dansk resume af Videncenter for Allergis undersøgelse af hyppighed for allergi over for de 26 deklarationspligtige parfumestoffer.



