Cremer mod rynker kan give allergi
Tidens tand giver rynker og læderhud. Så det kan være fristende med en dejlig creme til at holde huden i ansigtet sund og ung. Nogle cremer mod rynker er dog tilsat mikrokapsler, som kan øge risikoen for at udvikle allergi, viser danske forskere. Kapslerne skal få cremen til at trænge længere ind i huden.
Undersøgelserne er beskrevet i to artikler i de to tidsskrifter Acta-Dermato Venereologica og Contact Dermatitis. Artiklerne er en del af læge Jakob Torp Madsens forskeruddannelse. Undersøgelserne er udført på Videncenter for Allergi samt Hudafdelingen på Odense Universitetshospital. De to artikler viser henholdsvis resultaterne efter testning på dyr og mennesker.
Risikoen for allergi øges
Forskere fra Videncenter for Allergi har undersøgt de såkaldte ethosomer. Det er fedtstoffer, som har evnen til at indkapsle et stof, så det kan blive transporteret længere ind i huden. Evnen udnyttes især i rynkecremer.
Gennem forsøg på dyr viste forskerne, at det ikke er selve mikrokapslen, som giver allergi. Men de små partikler gør, at visse stoffer, som kan opløses i fedt, får lettere ved at virke allergifremkaldende.
Allergikere får kraftigere allergi
Man har længe vidst, at nogle fedtopløselige stoffer kan give allergi. Det nye er, at forskerne har fundet ud af, at allergikere kan få kraftigere eksem, når stofferne er indkapslet, end når de ikke er. Men testen på 27 frivillige forsøgspersoner viste også, at kapslerne øger risikoen for at udvikle allergi, hvis man ikke har det i forvejen.
Forskerne har kun testet ethosomer. Andre eksempler på mikrokapsler er liposomer, flexosomer, niosomer og transfersomer. Deklarationerne viser dog ikke disse navne, da de angiver, hvordan mikrokapslerne er opbygget, ikke hvilket fedtstof kapslerne er lavet af.
- Det er svært for forbrugerne at finde plejeprodukter uden mikrokapsler, fordi deklarationen på produkterne kun angiver fedtstoffet, men ikke hvordan det er bygget op. I øjeblikket er der ingen mærker, som kan hjælpe på det punkt, siger miljø og sundhedsfaglig medarbejder Mia Kjærstad fra Informationscenter for Miljø og Sundhed.
Det kan du gøre
Hvis du vil være ekstra forsigtig og nedsætte risikoen for allergi, kan du:
-
nøjes med at bruge få plejeprodukter og kun bruge det, der er nødvendigt.
-
prøve at undgå produkter, som reklamerer med at benytte mikrokapsler eller indeholde liposomer, ethosomer, flexosomer, niosomer eller transfersomer.
- gå efter produkter, som både har miljømærket Svanen og deklareret i samarbejde med Astma-Allergi Danmark. Det forhindrer ikke, at der kan være mikrokapsler i, men Svanen garanterer, at der ikke er partikler på nano-form.
Se også
Du kan trykke på knappen ”Vis uddybende information” nedenfor, for at få yderligere oplysninger i teksten. Tryk F5 for at fjerne den uddybende tekst igen.





