Bedre styr på miljø i reklamerne
Hele vores univers består jo af kemi, så at nogle produkter skulle være kemifri er faktisk en umulighed, siger IMS´ Testkoordinator, miljøkemiker Rikke Bille
Grønne og "fair" produkter sælger. Derfor er stadig flere virksomheder begyndt at bruge miljø og etik i deres markedsføring. Men mange oversælger desværre de grønne budskaber. Nu har Forbrugerombudsmanden lavet et udkast til en ny vejledning, som skal luge ud i de værste tilfælde.
En verden uden kemi
I deres iver efter at "brande" virksomheden som miljø- og sundhedsvenlig, kommer producenterne indimellem til at oversælge budskabet.
- Kosmetik bliver fx anprist som allergivenligt, selv om der er parfumestoffer i - som i udgangspunktet kan give allergi. Eller der står "uden parfume", selv om produktet indeholder æteriske olier, som faktisk består af parfumestoffer, siger testkoordinator i IMS, miljøkemiker Rikke Bille.
Man kan endda komme ud for produkter, der markedsføres som helt kemifri.
- Hele vores univers består jo af kemi, så at nogle produkter skulle være kemifri er faktisk en umulighed, siger Rikke Bille.
Vejledning skal rette ind
Det er bl.a. sådanne tilfælde, Forbrugerombudsmandens nye vejledning om miljømæssige og etiske påstande i markedsføringen vil forebygge. Ved at fortælle virksomhederne, hvordan man kan bruge etiske og miljømæssige påstande i markedsføringen - og samtidig overholde markedsføringsloven. Hovedbudskabet er, at miljøpåstande altid skal kunne dokumenteres.
Man kan også læse, hvad Forbrugerombudsmanden vil lægge til grund, når han skal bedømme konkrete eksempler på vildledende grøn markedsføring. På den måde håber man, at komme ulovligheder i forkøbet. Udkastet er nu sendt i høring, hvorefter vejledningen forhåbentlig kan træde i kraft inden årets udgang.
Se også
-
Forbrugerombudsmandens udkast til vejledning om miljømæssige og etiske påstande i markedsføringen (Linket virker ikke længere, da den endelige vejledning er udkommet i januar 2011. Den kan findes her)



