Barberskum skraber bunden
Mange mænd, men også mange kvinder, barberer sig næsten dagligt. Det kan enten være skæg eller andre former for uønsket hårvækst på kroppen, som man gerne vil holde nede. Nogle bruger maskine, mens andre griber til den mere traditionelle metode med en skraber og barberskum.
IMS har for Politiken Tjek udført en deklarationstest på barberskum/gel til mænd. Kun ét enkelt produkt, Änglamark Barberskum fra Coop, kom ud som et godt valg.
Læs hele testen her
En duft af skum
Risikoen for at udvikle parfumeallergi øges, hvis man anvender parfumerede produkter dagligt. Det kan derfor være fornuftigt at vælge uparfumerede produkter, når det drejer sig om fx barberskum, som ofte anvendes hver dag.
Men som denne test viser, kan det være rigtigt svært. 13 ud af de 15 undersøgte produkter indeholdt nemlig parfume. Af dem var der seks af produkterne, der indeholdt et eller flere af 26 deklarationspligtige parfumestoffer, som man ved kan udløse allergi.
Ud med badevandet
Når barberingen er i gang og skummet skrabes af, ryger resterne i vasken og skylles ud. Miljøbelastende stoffer i barberprodukterne kan derfor være et problem, når de efterfølgende havner i vandmiljøet. 7 ud af de 15 produkter indeholdt stoffer, der kan være belastende for vandmiljøet.
Ingen barberede svaner
Ønsker man at være ekstra forsigtig, er det en god idé at se sig godt for og læse deklarationen. Barberprodukter på dåse kan nemlig ikke svanemærkes pga. anvendelsen af miljøbelastende drivmidler.
Der findes dog alternativer såsom barbersæbe, olie og creme, som kan miljømærkes. Men ud af de 52 produkter vi fandt i markedsscreeningen, var kun otte af disse produkttyper, og ingen af dem havde det nordiske miljømærke Svanen.
For yderligere oplysninger om testen kontakt testkoordinator Rikke Bille tlf. 7741 7774.
Testen er en deklarationstest, som er baseret på de lovpligtige oplysninger, producenten har angivet i deklarationen. Det er ikke kontrolleret, om producenten har overholdt deklarationspligten. Der er ikke foretaget målinger af, hvilke koncentrationer stofferne optræder i.
Formålet med en sådan test er at vejlede forbrugere, der ønsker at nedsætte deres generelle belastning af miljø- og sundhedsproblematiske stoffer, ved at sammenligne lovlige produkter indenfor en bestemt produktgruppe. Testen siger i sig selv ikke noget om det enkelte produkts risiko for sundhed eller miljø. Testen kan også hjælpe forbrugere, der ønsker at undgå bestemte indholdsstoffer.



