Meget legetøj er sikkert
Ivrige hænder flår papiret af juleaften, og glæden er stor, når et nyt stykke legetøj, kommer til syne. Igen i år har Forbrugerrådets blad Tænk testet legetøj og fundet kemikalier, der kan give allergi, forstyrre hormonerne, belaste miljøet eller sågar fremkalde kræft. Men heldigvis er meget legetøj fri for problematiske stoffer.
Flere materialer rummer problematiske stoffer
Tænk har testet 15 stykker legetøj, som henvender sig til børn over tre år. Et tog og en dukke var blandt de seks legesager, som havde et eller flere problematiske stoffer i sig.
Lakken på tre stykker trælegetøj indeholdt organiske tinforbindelser, PAH’er, nonylphenolethoxylat eller octylphenolethoxylat. De kan være hormonforstyrrende, belaste miljøet, give kræft eller nedsætte evnen til at få børn.
Metaldele i tre stykker legetøj afgav nikkel, som mange har allergi overfor. En dukke af plast og tekstil gemte nonylphenol og nonylphenolethoxylat.
Lidt om testen
Tænk har lavet testen af legetøj til børn over tre år i samarbejde med andre forbrugerorganisationer i International Consumer Research and Testing (ICRT). Legetøjet er indkøbt i foråret 2011 og dækker store internationale mærker og forskellige materialer (træ, tekstil, plast og metal). Problemer i forbindelse med indhold og afgivelse af kemikalier er nemlig forskellig afhængigt af materiale.
Tænk har testet flere kemikalier (som nævnes i legetøjsdirektivet og Oekotex 100-standarden):
1) Ftalaterne DEHP, DBP, BBP, DINP, DNOP og DIBP. Du kan læse mere om
ftalater her.
2) 18 forskellige PAH’er. Du kan læse mere om PAH'er her.
3) Flammehæmmere:
Organofosfat flammenhæmmerne TCEP, TOCP (tri-ortho cresyl phosphate)
og TRIS (Tris(2,3-dibromopropyl) phosphate) samt bromerede
flammehæmmere i de to grupper PBDE og PBB. Du kan læse mere om de
bromerede flammehæmmere her.
4) Farvestoffer som kan give kræft og allergi. Blandt andet de
kræftfremkaldende aromatiske aminer, som kan spaltes fra azofarvestoffer.
Du kan læse mere om de aromatiske aminer her.
5) Metallerne nikkel, cadmium, bly og kviksølv
6) Formaldehyd
7) Nonylphenol, nonylphenolethoxylat og octylphenolethoxylat
Fri for ftalater
Tænk fandt ingen ftalater, formaldehyd, azo-farvestoffer eller udvalgte problematiske flammehæmmere i de 15 stykker legetøj til børn over tre år.
- I modsætning til sidste års test var der en række problematiske kemikalier, vi ikke fandt. Vi ville egentlig have forventet, at sidste års legetøj viste færre problematiske kemikalier, fordi vi dengang testede legetøj til børn under tre år, siger test-ansvarlig Stine Müller fra Tænk.
Vær opmærksom på elektronik
I testen har man valgt at gå udenom elektronisk legetøj. Den svenske kemikalieinspektion har dog netop vist, at bly, cadmium og bromerede flammehæmmere kan være et problem, hvis børn lukker pakker med elektronik op til jul. Tidligere på året fandt den danske kemikalieinspektion også bly og en bromeret flammehæmmer i billigt elektronisk legetøj.
Ofte vil bly ikke være et direkte problem for sundheden, når børnene leger, da det er gemt væk inde i legetøjet. Men stofferne er problematiske, når de bliver til affald og havner i miljøet. Udover at miljøet lider skade, bliver vi mennesker også udsat for stofferne.
Tungmetallerne bly og cadmium er giftige for kroppen. Bly påvirker især hjernen og nervesystemet, mens cadmium især påvirker nyrer og knogler. Nogle bromerede flammehæmmere kan skade fostre og give kræft.
Elektronisk legetøj skjuler bly
Den svenske kemikalieinspektion har fornylig offentliggjort resultatet af et tjek af 76 stykker elektronisk legetøj. Det skal overholde RoHS-direktivet, som sætter grænser for indholdet af bly, cadmium og hexavalent chrom samt visse bromerede flammehæmmere i elektronik. Undersøgelsen viste, at 22 stykker legetøj indeholdt bly i ulovlige koncentrationer. To stykker legetøj indeholdt for meget cadmium, mens et stykke indeholdt bromerede flammehæmmer.
Du kan læse mere om RoHS-direktivet på Miljøstyrelsens hjemmeside.
I starten af året skrev vi om den danske kemikalieinspektion, som fandt bly og en bromeret flammehæmmer i billigt elektronisk legetøj lige fra biler til sæbeboblemaskiner.
Du kan læse vores beskrivelse her.
Det kan du gøre
Når dit barn skal have noget nyt at lege med, kan du:
-
vælge legetøj, der er mærket med det nordiske miljømærke Svanen. Svanemærket garanterer, at legetøjet ikke indeholder miljøgifte og stoffer på EU's liste over hormonforstyrrende stoffer. Desuden skal det være fremstillet under gode arbejdsforhold og af miljøvenlige materialer.
-
lufte og vaske legetøjet. Sørg for at eventuelle problematiske stoffer i legetøjet så vidt muligt dampes eller vaskes af, før barnet får det.
-
købe elektrisk legetøj, der holder længe. Det er bedre for miljøet.
-
købe elektrisk legetøj, der ikke er billigt, da stikprøver viser, at der er større chance for at det dyrere elektriske legetøj overholder reglerne om visse farlige stoffer.
-
vælge svanemærkede, genopladelige batterier til det elektriske legetøj.
-
aflevere elektrisk legetøj på genbrugsstationen, når det skal smides ud.
-
undgå at børn leger med gammelt elektrisk "voksenudstyr" som f.eks. en mobiltelefon.
Du kan få mere viden
- Råd om legetøj
Her finder du vores råd om legetøj.
- Råd om plastlegetøj
Læs vores råd om legetøj, der er lavet af plast.
- Råd om legetøj der bruger batterier
Få råd om elektronisk legetøj
- Svanens kriterier for legetøj
På Miljømærkning Danmarks hjemmeside kan du læse om de krav, svanemærket legetøj lever op til.
- Tænks test af legetøj 2011
Her kan du læse om Forbrugerrådets test af legetøj. Vær opmærksom på at du skal betale for at se testen, hvis du ikke er medlem af Forbrugerrådet.
- Den svenske kemikalieinspektions undersøgelse af elektronisk legetøj 2011
Læs om hvilke kemikalier svenskerne fandt i deres elektroniske legetøj.
- Hormonforstyrrende stoffer
Du kan læse mere om hvordan kemikalier kan forstyrre hormonerne.
- Allergifremkaldende stoffer
Her finder du mere om allergi, og de stoffer som kan fremkalde den.
- CMR-stoffer
Stoffer, som kan give kræft, ændre arvematerialet eller påvirke evnen til at få børn eller skade barnet i moderens mave, kaldes samlet CMR-stoffer. Læs mere om det her.
- Miljøbelastende stoffer
Mange kemikalier kan belaste vores miljø. Læs om hvordan de gør det.
Virker knappen om uddybende information ikke, kan du læse her.




