Fokus på udklædning til fastelavn

Fokus på fastelavn

Festligt kostume og sminke hører med, når katten slås af tønden. Men børne-makeuppen kan indeholde problematisk kemi

Få os ud

IMS kan komme ud og holde foredrag

Vores medarbejdere ved rigtig meget om kemiske stoffer i forbrugerprodukter, og den viden vil vi meget gerne dele - også gennem foredrag

 

PAH'er er udbredt i legetøj

11. januar 2012
Børn bliver udsat for kræftfremkaldende stoffer
PAH'er er udbredt i legetøj

Kræftfremkaldende stoffer er fundet i blandt andet håndtaget på et løbehjul

Mange børn elsker en tur på et løbehjul, men håndtaget indeholder måske kemiske stoffer, som er problematiske for børnenes sundhed på lang sigt - og for miljøet. Det viser en netop offentliggjort undersøgelse fra Miljøstyrelsen, som afslører, at de kræftfremkaldende polycykliske aromatiske hydrocarboner (PAH’er) gemmer sig i legetøj og andre produkter, som børn jævnligt kommer i kontakt med.

- Ofte er det ikke muligt at se på legetøj, hvad det er lavet af. Hvilke kemikalier det indeholder, kan man heller ikke vide. Men PAH’erne kan f.eks. findes i sort blødt plast og i sort lak. Stofferne optræder nemlig i blødgøringsolier og det sorte farvestof carbon black, siger miljø- og sundhedsfaglig medarbejder Jacob Sørensen fra Informationscenter for Miljø & Sundhed.

Lidt om undersøgelsen

Miljøstyrelsen har sat undersøgelsen af legetøj på det danske marked i gang, efter at flere tyske studier har vist, at PAH’er er udbredt i produkter til børn. Da formålet var at kende omfanget af PAH’er i legetøj og andre børneprodukter i de danske butikker, er der lavet en kemisk screening og ikke en decideret vurdering af risikoen. Undersøgelsen blev gennemført i efteråret 2010.

Produkterne til undersøgelsen er specifikt udvalgt efter, hvor man kan forvente at finde PAH’er. Det vil sige, produkter fra Asien som er billige, sorte og af blød plast. PAH’erne findes nemlig i den sorte farve carbon black og i blødgøringsolier.
Produkterne er købt i danske supermarkeder, sports-, legetøjs-, discount- og tøjbutikker samt boghandlere. De 20 produkter til børn man testede var en tandbørste, en plasttræsko, en badesko, et armbånd, et cykeldæk, et håndtag til løbehjul, et håndtag til cykel, et viskelæder, en gummiand, en klemmebold, en plastdukke, en bidering, en svømmebrille, en hagesmæk, en gummibold, en legetøjstaske, et gummihjul på legetøjsbil, en ballon, et båthorn og en kuglepen.

Undersøgelsen er offentliggjort i rapporten PAH’er i produkter til børn, som er en del af Miljøstyrelsens serie om Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter. Kortlægningen er udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet. De undersøgte produkter er ikke nævnt ved navn, og det er derfor ikke muligt at gå udenom de specifikke produkter fra testen.

Huden får nærkontakt med PAH’er

Miljøstyrelsen undersøgte 20 børneprodukter og fandt i hver eneste af produkterne mindst en ud af 18 PAH’er. Et dæk til en børnecykel indeholdte den højeste mængde af PAH’er. Faktisk oversteg det langt den tilladte mængde i olie, der bruges til bildæk. Det er den eneste produktgruppe, hvor der findes en lovpligtig grænseværdi i EU. Da der ikke er grænser for cykeldækket, er det lovligt, til trods for det høje indhold af PAH.

En plasttræsko, et håndtag til løbehjul, en krammebold og en badesko havde også forholdsvis høje indhold af PAH’er. Det er produkter, hvor man kan forvente en lang kontakttid med huden og dermed en større risiko for sundheden.

Ønsker man at være ekstra forsigtig, er det desværre ikke nok at undgå produkter fra Asien, som var antaget ved projektets start. Miljøstyrelsen fandt nemlig også PAH’er i begge produkter fra EU.

Gruppen af PAH’er består af over 100 stoffer

PAH’er er berygtede, fordi flere af dem er kræftfremkaldende og kan skade arvematerialet, mens andre er mistænkt for det. Mange af stofferne belaster også miljøet. Stofgruppen består af over 100 stoffer, som alle har det til fælles, at de består af to eller flere aromatiske ringe tæt på hinanden. Mest kendt er benzo(a)pyren. PAH’er findes naturligt i mineralolie og kan desuden udvikles ved afbrænding.

Du kan læse mere om PAH’er på kemiinfo.

Bestemmelse af PAH’er i undersøgelsen


I kortlægningen er analyseret for i alt 18 PAH’er. Otte af PAH’erne er reguleret under EU, hvor der er grænser for indholdet i bildæk men ikke i andre forbrugerprodukter: benzo(a)anthracen, benzo(b)fluoranthen, benzo(k)fluoranthen, benzo(j)fluoranthen, benzo(a)pyren, benzo(e)pyren, chrysen og dibenzo(a,h)anthracen.

De resterende ti kommer fra den amerikanske miljøstyrelses liste over 32 forurenende PAH’er. 16 af dem er efterhånden blevet standard at måle: acenaphthen, acenaphthylen, anthracen, benzo(a)anthracen, benzo(b)fluoranthen, benzo(k)fluoranthen, benzo(g,h,i)perylen, benzo(a)pyren, chrysen, dibenzo(a,h)anthracen, fluoranthen, fluoren, indeno(1,2,3-cd)pyren, naphthalen, phenanthren og pyren. Da seks af dem går igen i EU-PAH’erne bliver det i alt til 18.

Ingen direkte forbud mod PAH’er

Man kan ikke se på legetøj eller andre produkter, om de indeholder PAH’er. Og der er ikke krav om, at det skal fremgå af emballagen eller nogen andre steder. PAH’er er ikke nævnt i lovgivningen om legetøj, udover et krav om, at legetøj ikke må indeholde farlige stoffer i mængder, der kan skade sundheden.

- Helt generelt er der tale om relativt lave koncentrationsniveauer af PAH’er i de fleste produkter. Vi har dog ikke lavet en konkret vurdering af, om der er en risiko, når børnene bruger produkterne, siger kemiker Shima Dobel fra Miljøstyrelsen.

Regler for legetøj

Den nye legetøjsbekendtgørelse trådte i kraft 20. juli 2011, men kemi-delen gælder først fra den 20. juli 2013. Til den tid må CMR-stoffer kun bruges i de dele af legetøjet, som ikke er tilgængelige, eller hvis de er i koncentrationer på 0,1 procent eller lavere. Nogle PAH’er er klassificerede som kræftfremkaldende, skadelige for arvematerialet eller for forplantningsevnen og vil høre ind under disse regler. Men ingen af produkterne i denne test ville nå op på 0,1 procent for enkelt PAH’erne.

I kortlægningen er nævnt en foreslået grænseværdi fra Tyskland i visse forbrugerprodukter, herunder legetøj. Værdien er sat til 0,2 mg/kg (0,00002 procent) for de enkelte otte EU PAH’er. Her ville to ud af de 20 produkter være forbudte.

Andre tests har også påvist PAH

Forbrugerrådets blad Tænk har to år i træk fundet legetøj med PAH’er i – blandt andet i den sorte lak på trælegetøj og i sorte farveblyanter.

Du kan læse vores omtale af de tre test ved at klikke på hvert af de tre følgende link: Gå uden om helt billigt tegnegrej, Meget legetøj er sikkert, Legetøjet kan have en bismag

Det kan du gøre

Hvis du er bekymret for, om dit barn udsættes for PAH’er i sin leg, kan du:

  • sørge for, at han/hun bruger svanemærket legetøj. Mærket garanterer, at det er uden de mest problematiske PAH’er.

  • lufte og vaske legetøjet inden du giver ham/hende det.  Nogle problematiske stoffer kan nemlig forsvinde når legetøjet vaskes og står til afdampning.

  • sørge for godt indeklima, så de stoffer, der afgives fra produkterne ikke bliver i luften eller i støvet.

  • prøve at gå uden om bløde, billige, sorte plastprodukter, da det er disse produkter som er udvalgt til undersøgelsen og dermed påvist PAH’er i. Det vides dog ikke om andre sorte plastprodukter indeholder PAH’er.

Du kan få mere viden

  • CMR-stoffer
    Stoffer, som kan give kræft, ændre arvematerialet eller påvirke evnen til at få børn eller skade barnet i moderens mave, kaldes samlet CMR-stoffer. Nogle PAH’er er CMR-stoffer. Læs mere om det her.

  • Råd om legetøj

    Her kan du læse om nogle af de ting, du kan være opmærksom på, når du køber legetøj, eller når barnet leger. Du kan også klikke videre til Fakta om legetøj, hvor du kan læse om nogle af de kemiske stoffer, som man finder i legesagerne.

  • Råd om plastlegetøj

    Plast bliver brugt i en del legetøj. Her kan du se de gode råd og få mere at vide om de forskellige typer plast, der kan være i børnenes legetøj.

  • Svanens kriterier for legetøj (ecolabel.dk)

    På Miljømærkning Danmarks hjemmeside kan du læse om de krav, svanemærket legetøj lever op til.

  • Råd om indeklima

    Du kan læse vores råd til hvordan du minimerer de problematiske stoffer i indeklimaet.

Virker knappen om uddybende information ikke, kan du læse her.

Handlinger tilknyttet webside
Arkiveret under , , , , ,
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
(Required)
Afmeld nyhedsbrevet

Her kan du melde dig fra som abonnent

Råd til nye og kommende forældre

Pjece om kemiske stoffer i produkter til små børn og gravide

Gratis pjece om kemiske stoffer i produkter til små børn og gravide

Tema om personlig pleje

Tema20112x3.jpg

En guide til når du køber kosmetik og andre produkter til personlig pleje

 
LiveZilla Live Help