Brio sætter Svanen på legetøj
Juleaften har mange familier legetøj under juletræet. Men noget legetøj kan indeholde stoffer, som er problematiske for miljøet og barnets sundhed - og det kan være svært at se for mor og far. Heldigvis kan det nordiske miljømærke Svanen hjælpe, og nu bliver valgmulighederne større. Et lille udvalg af trælegetøj med mærket har nemlig fundet vej til hylderne i legetøjsbutikkerne.
Svanen bygger med klodser
Ud af sit sortiment har Brio fået svanemærket fire stykker legetøj. Det drejer sig om byggeklodser med og uden farve samt en sæl og nogle små fugle, som begge bevæger sig, når man trækker i en snor. Det hele er lavet i træ.
- Vi har startet med at svanemærke et lille sortiment, for at komme i gang. Det kræver omfattende dokumentation af alle trinene i tilblivelsen af produktet, så vi fandt det bedst at udvikle helt nye produkter, som på alle niveauer lever op til de krav, Svanen stiller, frem for at få certificeret vores eksisterende produkter. Om der kommer mere Brio legetøj med Svanen, afhænger blandt andet af forbrugernes interesse ved julesalget, siger Francisca Kertzscher, marketingdirektør fra Brios hovedkontor i Malmø.
Du kan se det svanemærkede trælegetøj på Brios danske hjemmeside. Det drejer sig om byggeklodser med og uden farve samt en sæl og nogle små fugle, som bevæger sig, når man trækker i en snor. Du kan klikke på de fire links, hvis du vil vide, hvordan legetøjet ser ud.
Du får sikkerhed med Svanen
Indtil videre har der kun været svanemærket plastlegetøj, men med Brios initiativ er trævarerne også kommet på banen. Svanen garanterer blandt andet, at træet ikke er behandlet med en række problematiske kemiske stoffer. Desuden får du sikkerhed for, at legetøj med Svanen er uden f.eks. ftalater og parfume.
Krav til trælegetøjet i forhold til miljø og sundhed
Alt svanemærket legetøjet er uden parfume og ftalater. Derudover stilles flere krav, alt afhængigt af hvilket materiale legetøjet er lavet af.
Træet i svanemærket legetøj kan være imprægneret eller på anden måde behandlet, men ikke med kemiske stoffer, som er giftige, fremkalder allergi eller kræft, belaster miljøet, skader arvematerialet eller evnen til at få børn. Desuden må blandt andet halogenerede organiske forbindelser, ftalater og kreosot ikke være tilsat. Pigmenter og tilsætningsstoffer må ikke indeholde en række metaller: arsen, bly, bor, tin, kadmium, kobber, krom VI eller kviksølv. Lignende krav til kemikalier stilles til f.eks. malingen på legetøjet.
Udover de kemiske krav skal mindst 40 procent af træet stamme fra certificeret skovbrug. Certificeringen skal opfylde Svanens krav.
Du kan læse mere om kravene til svanemærket legetøj på Miljømærkning Danmarks hjemmeside. Her kan du også se en liste over legetøj med mærket på.
Sandkasser af træ
Sandkasser af træ kan også fås svanemærket. Træet varmebehandles for at modstå fugt og angreb fra svampe. Sandkasserne skal leve op til krav om udemøbler. Du kan læse mere i vores nyhed Med Svanen i haven.
Det kan du gøre
Tænker du, at du gerne vil skåne miljøet, og sikre at dit barn eller barnebarn bliver udsat for så få problematiske kemikalier som muligt, når det leger, kan du:
-
vælge svanemærket legetøj. Svanen stiller krav til en række miljøforhold og visse kemikalier. For eksempel indeholder legetøjet ikke ftalater og parfume. Foreløbig kan du købe fire stykker træ-legetøj fra Brio og en række plast-legetøj fra Dantoy med Svanen på.
-
vælge at følge nogle af de råd, vi lister på Råd om legetøj – blandt andet kan det være en god ide at lufte og vaske legetøjet før brug. Du kan også klikke videre til Fakta om legetøj, hvor du kan læse om nogle af de kemiske stoffer, som man finder i legesagerne.
Du kan få mere viden
- Råd om legetøj
Her kan du læse om nogle af de ting du kan være opmærksom på når du køber legetøj, eller når barnet leget. Du kan også klikke videre til Fakta om legetøj, hvor du kan læse om nogle af de kemiske stoffer, som man finder i legesagerne.
- Råd om plastlegetøj
Plast bliver brugt i en del legetøj. Her kan du se de gode råd og få mere at vide om de forskellige typer plast, der kan være i børnenes legetøj.
- Råd om legetøj der bruger batterier
Elektronisk og elektrisk legetøj kan f.eks. indeholde flammehæmmere.
- Svanens kriterier for legetøj (ecolabel.dk)
På Miljømærkning Danmarks hjemmeside kan du læse om de krav, svanemærket legetøj lever op til.
Virker knappen om uddybende information ikke, kan du læse her.




