Nonylphenol og nonylphenolethoxylater

14. juli 2011
Nonylphenolethoxylater bruges f.eks. i vaskepulvere til tøjproduktion. Stofferne nedbrydes til nonylphenol, som er miljøbelastende og kan skade vores forplantningsevne samt barnet under graviditeten.

Hvad er det?

Nonylphenolethoxylater er ethoxylater af nonylphenol. Siden nonylphenol er upolært og det dannede ethoxylate er polært, bruges disse stoffer som tensider, som f.eks. kan hjælpe med til at opløse fedt eller olie i vand. Du kan se vores vurdering af nonylphenol i Kemiinfo.

Hvad er problemet?

Nonylphenolethoxylater er tensider, dvs. vaskeaktive stoffer. Stofferne kan indgå i de vaskemidler, der bliver brugt, når tøjet produceres. Nonylphenolethoxylater nedbrydes i naturen til nonylphenol. Nonylphenol er miljøbelastende og kan skade forplantningsevnen samt barnet under graviditet. Desuden er stoffet mistænkt for at kunne give allergi.

Både nonylphenol og nonylphenolethoxylater er på Miljøstyrelsens Liste over uønskede stoffer samt står opført på  EU's prioriteringsliste over mulige hormonforstyrrende stoffer med en EU kat. 1.

Hvad siger loven?

Brugen af nonylphenoler og nonylphenolethoxylater er i EU regi reguleret ved REACH-forordning nr. 1907/2006 Annex XVII nr. 46 a og b. Stofferne må bl.a. ikke anvendes i rengøringsprodukter, kosmetikprodukter eller produkter til personligpleje i koncentrationer større eller lig med 0,1%.

Handlinger tilknyttet webside
Arkiveret under
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
(Required)