Nanostoffer

Hvad er det?

Nanoteknologi er mange ting og kan ikke skæres over en kam. Alligevel bliver teknologien for nemheds skyld ofte defineret som manipulation af stoffer på ”nano-skala”. Ordet nano er oprindeligt græsk og betyder dværg. En nanometer er en milliardtedel af en meter. Når man taler om ”nanomaterialer”, mener man materialer, der er mindre end 100 nanometer på én eller flere sider. Til sammenligning er et menneskehår cirka 80.000 nanometer bredt og bakterier cirka 2.500 nanometer.

Ordet nanomaterialer dækker over flere udformninger af stof på nanoform. F.eks. kan det handle om en film på en overflade, som er en nanometer tyk, men dækker et meget stort areal. Det kan også være en nanopartikel, eller nanostore huller i et fast materiale. Brugen af nano ændrer materialers egenskaber.

Nano har forskellig størrelse
Ofte taler man om nanomaterialer, som har en størrelse på ca. 1-100 nanometer (nm). Definitionen af størrelsen og dimensionen af nano-materialer er vigtig for de regulerende myndigheder, men ikke som sådan for forskere. Materialer større end 100 nm kan nemlig også have nanoeffekter, altså andre egenskaber end større kendte materialer.

Er de et problem?

For over 15 år siden viste de første studier, at der kan være problemer med nanomaterialer. Eftersom der kommer flere og flere produkter på markedet, stiger bekymringen for, hvilke negative effekter den ellers nyttige teknologi kan have for vores helbred og for miljøet. For selvom de er praktiske, er det netop deres unikke egenskaber, der også kan gøre dem problematiske.

Det er svært at generalisere over de mulige farer ved nanoteknologi, da det varierer meget fra materiale til materiale. Men studier har vist, at desto mindre partiklerne er, desto større risiko er der f.eks. ved at inhalere dem, da partiklerne kan komme længere ned i lungerne. Undersøgelser tyder også på, at en del nanomaterialer kan påvirke arveanlæggene.

Spørgsmålet, om hvorvidt nanoteknologi er farligt eller sikkert, er ikke så relevant. Det giver nemlig ikke mening at sige, at nano er farligt, eller at nano er sikkert. Ligesom man heller ikke kan sige, at alle kemikalier enten er farlige eller sikre. Hvert nanomateriale kan manipuleres til at have forskellige nyttige egenskaber og dermed også forskellige mulige problematiske effekter. Hovedpointen er netop ikke at generalisere, men at vurdere de enkelte tilfælde.

Nanomaterialer er svære at karakterisere, da hvert nanomateriale findes i forskellige former og størrelser. De ændrer let struktur og kan derved ændre egenskaber under brug.  Når forskerne tester farligheden af materialerne, kan det være svært at vide, om det materiale, man har testet, rent faktisk er det materiale, man startede med at tilsætte, eller om det har ændret form undervejs. Nogle gange findes nanomaterialer i  friform, andre gange finder de sammen med andre nanomaterialer i stærke eller i svage forbund.

Litteraturen indikerer, at det kan være relevant at overføre den viden, man har om risikoen for de almindelige kemikalier, til de tilsvarende nanomaterialer, hvis materialerne er kemisk inerte, som f.eks. titaniumdioxid og siliciumdioxid. Mens det for kulstof baserede materialer, som fullerener, hvor overfladen ofte modificeres, er mere sandsynligt, at de har effekter, som skyldes deres nanoform.

Derfor bliver det diskuteret i EU-regi at metoder til test og risikovurdering måske bør justeres for sådanne nanomaterialer.

Hvor støder du på det?

Som forbruger kan vi blive udsat for nanomaterialer fra forbrugerprodukter, miljøet, lægemidler og fødevarer. Mange af de forbrugerprodukter, som benytter sig af nanoteknologi, indeholder nanosølv, der bruges som et antibakterielt middel, f.eks. i T-shirts og sokker. Udover tøj, er kerneprodukterne for nanoteknologi i dag kosmetik som f.eks. solcreme, sportsudstyr og smudsafvisende overfladebehandling. I lægemiddelindustrien har de små materialer også stor gavn.

Nano-produkterne har invaderet Danmark
I en dansk undersøgelse fra august 2011 vurderer forskerne, at titaniumdioxid, siliciumdioxid og ler på nanoform sælges i store mængder i Danmark. Information om salget af fullerenerne, jern og sølv i Danmark kunne de ikke få. Mens det ikke ser ud til at ceriumdioxid bruges i Danmark. To tredjedele af nano-produkterne på det danske marked er væsker, som enten bruges som solcreme eller til overfladebehandling af glas, cement, metal på f.eks. biler, glasfiber og tekstiler. Lidt under en tredjedel går ind under sportsudstyr og tøj.

Nanomaterialer slipper forbrugerprodukter
Måden nanomaterialer bygges ind i produkter på er vigtig, hvis man vil undgå, at de slipper fri til miljøet, eller at de kan komme i kontakt med mennesker.

Når tekstiler bliver vasket, kan nanomaterialer blive frigivet til vandet, og derfra komme videre til rensningsanlæg, hvor de kan ende i slammet eller blive ledt med det rene vand ud. Når nanomaterialerne er i produkter, der ender til forbrænding, ved man ikke meget om deres videre færd.

Man kan også forestille sig, at nanomaterialerne kommer i direkte kontakt med huden, eller at de kan vaskes af med regnvand og derfra ende direkte i det omgivende miljø, eller at man kan komme til at indånde dem, hvis de frigives fra tøj, man har på.

Lidt information om udvalgte nanomaterialer
Fullerener er små bolde, cylindre og ellipsoider af kulstof, som er hule indeni. De bruges blandt andet i elektronik, sportsudstyr, produkter til personlig pleje (anti-age, eyeliner og cremer) og motorolie. De gør blandt andet materialer stærkere og lettere.

Nano-jern bruges mest til lægemidler og til at rense forurenet grundvand og jord.

Nano-sølv har antimikrobielle egenskaber og er kendt for at være brugt i tekstiler for at forhindre bakterievækst og svedlugt. Det bruges også i emballage til fødevarer og køleskabe.

Nano-ler er egentlig aluminium siliciumoxid og tilsættes blandt andet i plast for at øge de mekaniske og termiske egenskaber samt give en bedre barriere. For eksempel kan det nedsætte transporten af ilt igennem emballage til fødevarer. Det kan også bruges som en flammehæmmer.

Nano-titaniumdioxid bliver brugt i mange produkter, f.eks. i solcreme og kosmetik samt som tilsætningsstof i fødevarer, maling og coatings.

Nano-ceriumoxid bruges blandt andet som additiv i diesel for at gøre udledningen af partikler mindre. Men ifølge undersøgelsen tilsættes det ikke i Danmark. Det kan også være en bestanddel i selvrensende ovne og solceller.

Nano-siliciumdioxid findes ligeledes i mange forskellige produkter, f.eks. kosmetik, maling, cement.

Det er svært for selv en forsigtig forbruger at undgå at blive udsat for nanomaterialer, da der ikke eksisterer nogen lovpligtig registrering eller mærkning af produkter, der bruger nanoteknologi. Flere producenter har igennem længere tid reklameret med, at deres produkter indeholder nanoteknologi. Men den seneste tids bekymring i medierne og blandt forbrugerne har gjort producenterne bange for at skræmme kunderne, og derfor er al omtale af nanoteknologi på flere produkter væk.

Hvad siger loven?

EU har vedtaget en lov, der gør det lovpligtigt at orientere forbrugere, hvis kosmetik indeholder visse typer af nanomaterialer, men denne lov træder først i kraft 11. juli 2013.

Bruges nanomaterialer i kosmetik skal der fra 11. juli 2013 stå ”nano” i deklarationslisten efter de stoffer, som findes på nanoform. Men også EU Kommissionen skal have det at vide, de vil nemlig den 11. januar 2014 eller før offentliggøre en liste over nanomaterialer, som bruges i kosmetik.  

I denne forbindelse er definitionen af nano: "Et uopløseligt eller biopersistent og bevidst fremstillet materiale med en eller flere eksterne dimensioner eller en intern struktur i størrelsesordenen 1-100 nm.” 

Reglerne står i Kosmetikforordningen og beskrives på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Nanomaterialer hører ind under EU’s kemikalielovgivning, REACH. Men på mange områder dækker loven ikke nanoteknologi endnu. For ofte bliver nanomaterialerne produceret i så små mængder, at de enten ikke kræves undersøgt eller også er der først krav om at det skal ske inden 2018.

Hvad kan du selv gøre?

• Gå uden om produkter, hvor der står nano på.

• Vælg produkter, der ikke reklamerer med at være antibakterielle eller bakteriehæmmende, alternativt spørg om disse produkter indeholder nanopartikler.

Se også

• Miljøstyrelsens side om nanomaterialer