Miljøstyrelsens vejledende liste til selvklassificering af farlige stoffer
Kendskabet er minimalt
Miljøstyrelsen vurderer, at der for op mod 90 procent af de godt 100.000 stoffer, som EU har registreret, ikke findes ordentlig datamateriale for mulige effekter. På den baggrund har Miljøstyrelsen lavet en liste over forslag til klassificeringer for de stoffer, som der er lidt eller ingen viden om. Listen bygger på computerberegninger, de såkaldte QSAR-modeller (Quantitative Structure Activity Relationships). Listen kaldes også kort for selvklassificeringslisten.
Computeren giver et bud på effekt
Disse computermodeller kan forudsige kemiske stoffers farlige egenskaber på baggrund af oplysninger om stoffernes struktur og fysisk/kemiske egenskaber. Desuden sammenligner modellerne stofferne med andre lignende stoffer, som har kendte farlige egenskaber.
Afhængig af hvilken effekt, der regnes på, er nøjagtigheden af de anvendte modeller er ca. 80 procent. For resten af stofferne vil der enten være foretaget en undervurdering eller en overvurdering af stoffernes farlighed.
Er der ny viden?
Hvis et stof optræder på selvklassificeringslisten, undersøger IMS, om der er videnskabelige undersøgelser, som enten understøtter klassificeringen eller underbygger, at stoffet ikke bør klassificeres efter selvklassificeringslisten. Det sker bl.a. ved at kigge i den amerikanske Miljøstyrelses (EPA) databaser, hvor der er samlet store data, på især miljøeffekter. Også EU’s kemikalielovgivning REACH, giver nu rigtig gode muligheder for at få yderligere oplysninger om stoffer.
Producenter kan hjælpe os
Ikke alt datamateriale ligger offentligt tilgængeligt. Producenter og andre, der har kendskab til materiale, som viser, at den foreslåede klassificering ikke holder, er velkomne til at henvende sig til Informationscenter for Miljø & Sundhed. I forbindelse med test af produkter opfordrer vi altid i vores breve til producenter og importører til at indsende sådan materiale. Materialet vil så, typisk, blive sendt til en ekstern konsulent, som vil vurdere det.
Du kan se listen på Miljøstyrelsens side.


