Æteriske olier
Hvad er det?
Æteriske olier er blandinger af flygtige stoffer trukket ud fra planter. Man kan isolere dem fra f.eks. planternes blade og blomster. Eksempler på æteriske olier er lavendelolie og eucalyptusolie. Olierne består af duftstoffer, men også af mange andre stoffer, som trækkes med ud af planten.
Æteriske olier kan have anti-mikrobielle egenskaber. De indeholder nemlig ofte alkoholer, phenoler, estere, syrer og andre stoffer, som kan hindre væksten af mikroorganismer i f.eks. cremer.
Derudover kan de velduftende olier også have en afslappende virkning.
Udtræk fra planterne kan foregå ved destillation, hvor man varmer op indtil, at stofferne fordamper. Derefter køler man dampen, så den fortætter og væsken samles op i en anden beholder. Udtræk kan også foregå ved presning af plantedele eller ved ekstraktion med opløsningsmidler.
Hvad er problemet?
Da æteriske olier er et udtræk fra planter, består de af mange forskellige kemiske stoffer heriblandt parfumestoffer. Ved hudkontakt er parfumestoffer kendt for at kunne give allergi. Også de parfumestoffer, der kommer fra naturen Uanset om stoffet har naturlig oprindelse eller er fremstillet syntetisk, så er stoffet det samme - det har den samme kemiske struktur. Hverken kroppen eller naturen kan mærke forskel på, om et stof kommer fra blomster og planter, eller om det er fremstillet i et laboratorium.
Eksempelvis er parfumestoffer fra naturen (æteriske olier) lige så allergifremkaldende som syntetisk fremstillede parfumestoffer – og ifølge Videncenter for Allergi er de naturlige duftstoffer faktisk den hyppigste årsag til parfumeallergi.
Selvom man ikke har allergi endnu, så kan man udvikle det senere hen i livet. Jo mere man udsættes for et allergifremkaldende stof, jo større er risikoen for at blive allergisk. Og duftstoffer i luften kan virke generende for nogle mennesker.
Vi skriver mere om parfume her.
Du kan også læse om allergifremkaldende stoffer her.
Se Videncenter for Allergis side om parfume.
I 2008 undersøgte Miljøstyrelsen, hvilke af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer, der fandtes i en række æteriske olier på det danske marked. Du kan se en oversigt på side 34 og 35.
Effekter ud over allergi
Udover allergi kan stofferne i de æteriske olier også være problematiske på andre måder. Eksempelvis kan det deklarationspligtige parfumestof limonene, udover at give allergi, også belaste miljøet. Stoffet findes i mange æteriske olier.
Hvor støder du på dem?
Olierne bruges blandt andet i produkter til personlig pleje som massageolier, parfumer og cremer samt i rengøringsmidler og til fremstilling af lys. De fungerer også som smagsstoffer i mad- og drikkevarer og bruges bl.a. i fremstillingen af bolsjer. Da de kan have en afslappende effekt anvendes de også ved aromaterapi.
Ofte finder man æteriske olier i naturprodukter, både for at konservere og for at give en velduft. Vil du gerne undgå problematiske stoffer, kan det derfor være en god ide at tjekke om produktet indeholder æteriske olier - også for naturprodukter. Dog er det kun kosmetik, der skal have en fuldstændig liste over de kemiske stoffer i produktet.
Hvad siger loven?
Produkter til personlig pleje
På produkter til personlig pleje skal den æteriske olie nævnes ved navn. Indeholder olien parfumestoffer, skal der også stå parfume eller aroma på produktet. Hvis den indeholder et af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer skal parfumestoffet også stå ved navn.
Hvis en producent ønsker at bruge den æteriske olie som blødgører, kan det lade sig gøre aktivt at hive parfumestoffer ud af de æteriske olier, så de ikke indgår i den færdige æteriske olie. Derfor er det ikke sikkert, at bare fordi der står appelsinolie på produktet, at det så indeholder f.eks. limonene eller citral.
Ikke alle massageolier betegnes som kosmetik, og derfor hører nogle olier under de almindelige kemikalie-regler. Det betyder, at et allergifremkaldende stof kun behøver at stå på, hvis det findes over 0,1 procent i varen.
Rengøringsmidler
Indeholder rengøringsmidler et eller flere af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer, skal det stå på emballagen.
Fødevarer
Æteriske olier kan bruges til fremstilling af aromaer, som giver smag og duft i for eksempel bolsjer. Er en fødevare tilsat aroma, skal der stå aroma eller aromaens navn på emballagen. De kemiske stoffer, som aromaen består af, skal ikke være nævnt.
Kan du bruge mærkerne?
I produkter til personlig pleje, som er mærket med det nordiske miljømærke Svanen, må der ikke være kemiske stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller klassificeret som allergifremkaldende. Der stilles også krav til indholdet af miljøbelastende stoffer. Henvender produktet sig til børn, må der heller ikke være parfume i.
Vil du undgå parfume kan du vælge produkter mærket med allergimærket Den blå krans. Her må der nemlig ikke være parfume eller andre kendte allergifremkaldende stoffer. Desuden stiller de krav til indholdet af andre stoffer, som muligvis kan give allergi. På allergiområdet rækker Den blå krans' krav længere end Svanens. Du kan derfor sikre dig endnu mere ved at vælge plejeprodukter med både Svanen og den blå krans.
Rengøringsmidler
Køber du rengøringsmidler med Den blå krans på, er det uden parfume. Det vil sige at du kan undgå de æteriske olier, medmindre parfumestofferne er taget ud. Svanen tillader nogle parfumestoffer, men de deklarationspligtige må ikke findes i koncentrationer over 0,01 procent.
Hvad kan du selv gøre?
På forbrugerkemi.dk kan du læse mere i råd og fakta
- Råd om personlig pleje
Du kan læse om personlig pleje og nogle af de forskellige produktgrupper.
- Råd om rengøringsmidler
Når du køber ind til kosteskabet og svinger gulvkluden, er der meget, du kan gøre, for at reducere risikoen for miljø og sundhed.
- Råd om vaskemidler
Tøjvask er et område, hvor familiens miljøbelastning er forholdsvis stor. Her får du gode råd om at vælge og bruge vaskemidler.
- Råd om opvaskemidler
Hvad enten du vasker op i maskine eller hånden, er der mange råd og fakta om opvaskemidler.
- Tema om personlig pleje
Vores tema fra 2011 om hvordan du begrænser mødet med problematisk kemi, når du vil pleje din krop og se godt ud.
Du kan få mere at vide
- Råd om parfume
Her kan du læse vores råd om parfume og klikke videre til Fakta om parfume.
- Parfume
På kemiinfo kan du læse mere om parfume og de stoffer, det indeholder.
- Forstå mærkerne
På vores sider om mærker kan du læse mere om hvad du får med de forskellige mærker på rengøringsmidler, personlig pleje eller fødevarer.
- Svanens kriterier for kosmetiske produkter
Du kan læse de krav det nordiske miljømærke Svanen stiller til de produkter, som mærket pryder.




