Konserveringsstoffer
Hvad er det for stoffer?
Især produkter, der indeholder vand, kan have problemer med bakterievækst. For at hæmme væksten af bakterier tilsættes produkterne derfor ofte konserveringsstoffer. Konserveringsstoffer dækker over mange forskellige typer stoffer. Fælles for stofferne er, at de modvirker nedbrydning af det produkt, de er tilsat. Stofferne kan både virke antimikrobielt eller som antioxidant (modvirke den nedbrydning som ilt kan forårsage).
Hvad er problemet?
Visse konserveringsstoffer kan have problematiske egenskaber. En del af dem kan f.eks. give allergi, mens enkelte er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Hvor støder du på dem?
Konserveringsstoffer bruges i vid udstrækning. De tilsættes f.eks. fødevarer, kosmetik og vaske- og rengøringsmidler. Produkterne opnår på den måde en længere holdbarhed. Men også i produkter til gør-det-selv og i tekstiler anvendes de konserverende stoffer.
Hvad siger loven?
Da konserveringsmidler findes i mange forskellige slags produkter, reguleres de også i en lang række forskellige love og bekendtgørelser, afhængig af produkttypen.
Fødevarer
Positivlisten regulerer, hvilke tilsætningsstoffer, heriblandt hvilke konserveringsstoffer, der må anvendes i fødevarer. Der er opsat krav til konserveringsstofferne, afhængig af, hvilke fødevarer de anvendes i.
Produkter til personlig pleje
Konserveringsstoffer i kosmetik reguleres efter kosmetikbekendtgørelsen. Reglerne er ens i hele EU, dog kan der forekomme enkelte nationale afvigelser. Kun de konserveringsstoffer, som er listet i bekendtgørelsen, må anvendes. Men der er også begrænsninger for nogle af stofferne i forhold til hvilke produkter eller koncentrationer de må bruges i. På listen over tilladte konserveringsstoffer i kosmetik kan du se hvilke klassificeringer de eventuelt har, og om de er opført på en række nationale og internationale lister.
Kan du bruge mærkerne?
I økologiske fødevarer er mængden af tilladte konserveringsstoffer lavere end i konventionelle produkter. Ønsker du at minimere indtaget af konserveringsstoffer, kan du derfor købe fødevarer mærket med EU's grønne blad og det danske røde Ø-mærke.
Når produkter til personlig pleje er mærket med Svanen, er der krav om at stofferne, der anvendes, ikke må være mistænkt for at være hormonforstyrrende eller klassificeret som allergifremkaldende. Der stilles også krav til indholdet af miljøbelastende stoffer. Astma-Allergi Danmarks blå krans stiller krav til stoffer, der er allergifremkaldende. På allergiområdet rækker den blå krans' krav længere end Svanens. Du kan derfor sikre dig endnu mere ved at vælge plejeprodukter med både Svanen og den blå krans.
Har gør-det-selv produkterne svanen på, er der stillet krav om, at konserveringsstofferne ikke må kunne ophobes i miljøet. Derudover er der specifikke grænser for isothiazolinoner, som er allergifremkaldende. Formaldehyd og formaldehydfraspaltende konserveringsmidler må ikke aktivt tilsættes produkter, men kan findes som forureninger.
For både svanemærket og blomstermærket tøj, er der sat grænser for indholdet af formaldehyd.
Hvad kan du selv gøre?
IMS har råd og fakta som kan hjælpe dig på vej, se




