Allergifremkaldende stoffer
Hvad er allergifremkaldende stoffer?
Vores immunforsvar danner antistoffer mod skadelige stoffer. For eksempel når vi bliver syge af influenza, så danner kroppen antistoffer mod influenzavirussen, og på den måde bliver vi raske igen.
Men nogle gange kan kroppen også danne antistoffer mod stoffer, som den ikke burde reagere på, fordi de er uskadelige. På den måde opstår allergi, og stofferne, som får kroppen til at reagere, kaldes allergifremkaldende stoffer eller allergen.
Man kan være genetisk disponeret for at udvikle allergi, men det betyder ikke at man helt sikkert får allergi. Omvendt betyder det heller ikke at man ikke kan få allergi, hvis man ikke er disponeret for det. Men risikoen for at blive allergisk er større, hvis nogle i din nærmeste familie har allergi.
Er de et problem?
Allergi opstår kun, hvis du udsættes for et allergen. Jo oftere du er i kontakt med stoffet, jo større er risikoen for på et tidspunkt at udvikle allergi overfor det pågældende stof.
Det er svært at sige præcis, hvor mange der har allergi, da det ikke er alle med allergi, der kommer til læge, og dermed bliver registreret. I en artikel fra 2005 i Ugeskrift for Læger, anslås det, at ca. 20 procent af den danske befolkning har en eller anden form for allergi.
Der findes flere former for allergi
Kontaktallergi ser man typisk i forbindelse med brug af kosmetik og plejeprodukter. Allergien opstår ved, at stoffet kommer i direkte kontakt med huden. Parfume- og visse konserveringsstoffer er typiske allergener, der ved berøring med netop huden kan give allergi. Ifølge Videncenter for Allergi har mindst 10 procent af Danmarks befolkning denne form for allergi.
Andre former for allergi er f.eks. allergi overfor pollen eller husdyr, men du kan også få allergi overfor visse metaller, som f.eks. nikkel, eller du kan udvikle fødevareallergi overfor f.eks. æbler og skaldyr.
Hvor støder du på dem?
Allergifremkaldende stoffer findes i alle typer af produkter, som f.eks. møbler, tøj, maling og legetøj,men især når det gælder forbrugernes kontakt med kosmetik og plejeprodukter, samt bælter og smykker, ser man en stor forekomst af allergi. Du kan se en liste over de stoffer vi har fundet i kosmetik og plejeprodukter, og som vi har vurderet som problematiske pga. en evt. allergirisiko.

