Siden bliver ikke længere opdateret

Informationscenter for Miljø & Sundhed er lukket, og siderne på denne hjemmeside er senest opdateret i november 2013. Datoen for seneste opdatering af sidens indhold ses under overskriften. Bemærk, at der kan være kommet ny viden siden sidste opdatering.

Du kan altid læse gode råd til sunde og miljøvenlige valg i hverdagen på Miljøstyrelsens hjemmeside: http://www.mst.dk/Borger/Temaer/.

Du kan få svar på spørgsmål indenfor Miljøministeriets faglige område ved at kontakte Miljøministeriets Informationscenter: http://www.mim.dk/Ministeriet/Kontakt/Informationscenter/

Problematiske stoffer i øko- og natur bodylotion

27. januar 2012
Læs i detaljer om de stoffer vi har fundet i vores test af økologiske og naturlige cremer til kroppen
Problematiske stoffer i øko- og natur bodylotion

Der kan også findes problematiske stoffer i øko- og natur cremer

Naturen kan give allergi

Vi stødte på 31 forskellige problematiske stoffer i de testede bodylotions. Langt størstedelen af dem (19 stoffer) var parfumestoffer - både syntetiske og naturlige.

I 22 af de 36 cremer var det udelukkende de forskellige parfumestoffer, der var problematiske. Chancen kan derfor være stor for at vælge et uproblematisk produkt ved at vælge naturlige og økologiske kropslotions uden parfume.

Parfume er kendt for at give allergi - og det er uanset om det drejer sig om syntetiske eller naturlige parfumestoffer. Naturlige parfumestoffer kan findes i æteriske olier, som er udtræk fra planter.

 

Udover parfume har vi kun fundet ét andet stof, sodium hydroxymethylglycinate, som kan give allergi. Vi har fundet dette konserveringsstof i to cremer

Parfume – mere end bare allergi

Vær opmærksom på, at nogle parfumestoffer også kan have andre problematiske effekter udover at være allergifremkaldende. Limonene er f.eks. skadelig for miljøet og linalool mistænkt for både at være kræftfremkaldende og skadelig for barnet under graviditeten.

Du kan finde vurderinger af en del parfumestoffer på kemiinfo. Det er dog primært de 26 deklarationspligtige parfumestoffer, der er vurderet, da der ikke er krav om at andre parfumestoffer skal nævnes med navn in indholdsdeklarationen. Af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer belaster ni stoffer miljøet og fire er mistænkt for at være CMR-stoffer.

Miljøet belastes af natur- og økoprodukter

Vores test afslører, at mange natur- og økologiske bodylotions indeholder miljøbelastende stoffer. 17 ud af de 36 testede cremer indeholder stoffer, der belaster miljøet. I 12 ud af de 17 cremer er det kun parfumestofferne i produktet, der belaster miljøet.

EDTA forbindelser

Disodium EDTA og tetrasodium EDTA er ikke i sig selv et problem for miljøet. Problemet er, at de kan binde problematiske tungmetaller, som f. eks. bly. På den måde bliver tungmetallerne, der evt. er i vandmiljøet, mere tilgængelig for levende organismer.

Nogle silikonestoffer er problematiske

Cyclomethicone er en blanding af forskellige siloxaner. Nogle gange indeholder blandingen cyclotetrasiloxane, som er miljøbelastende, kan skade vores forplantningsevner og er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Men det er ikke til at se på indholdsdeklarationen, om cyclomethicone-blandingen indeholder det problematiske stof. Du kan derfor kun være sikker på at undgå siloxanblandingen med cyclotetrasiloxane ved at gå uden om cylcomethicone.

Stoffer kan påvirke på sigt

Visse stoffer kan være kræftfremkaldende, skade arveanlæggene eller påvirke forplantningsevnen. Disse stoffer kaldes tilsammen CMR-stoffer.

I 12 af de 36 bodylotions fandt vi stoffer, som er mistænkt for at have CMR-effekt. Det drejer sig bl.a. om farvestoffet CI17200, parfumestoffer og nogle af parabenerne.

Stofferne er mistænkt på baggrund af en liste fra Miljøstyrelsen, som er baseret på computermodeller. Stoffer, hvor viden om effekterne er så stor, så de allerede er klassificeret som CMR-stoffer må, med få undtagelser, ikke tilsættes kosmetik og plejeprodukter.

Få produkter påvirker dine hormoner

3 ud af 36 bodylotions indeholdt stoffer, der mistænkes for at være hormonforstyrrende. Stofferne mistænkes for bl.a. at påvirke vores hormonsystem og derigennem evnen til at få børn.  De hormonforstyrrende stoffer vi er stødt på er tre forskellige parabener og stoffet cyclomethicone.

Parabener

Parabener er konserveringsstoffer, som hovedsageligt er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Udover det er nogle af parabenerne enten miljøbelastende eller mistænkte CMR-stoffer. Kun to cremer blev konserveret med parabener. I de to produkter fandt vi sammenlagt fem af disse stoffer.

 

At brugen af parabener er begrænset kan skyldes det store fokus, der har været på denne stofgruppe, de sidste mange år. Der kan også tænkes at natur- og økomærkerne har krav i forhold til indholdet af parabener. Men det har vi ikke kunne få afklaret i forbindelse med denne test.

Frugtsyre i din kropslotion

I en del af de testede cremer er vi stødt på syrer fra frugt, såkaldte AHA-stoffer. Vi vurderer, at stofferne er uproblematisk i forhold til miljø og sundhed. Bemærk dog, at cremer med AHA-stoffer kan gøre din hud mere følsom overfor sollys.

Handlinger tilknyttet webside