Siden bliver ikke længere opdateret

Informationscenter for Miljø & Sundhed er lukket, og siderne på denne hjemmeside er senest opdateret i november 2013. Datoen for seneste opdatering af sidens indhold ses under overskriften. Bemærk, at der kan være kommet ny viden siden sidste opdatering.

Du kan altid læse gode råd til sunde og miljøvenlige valg i hverdagen på Miljøstyrelsens hjemmeside: http://www.mst.dk/Borger/Temaer/.

Du kan få svar på spørgsmål indenfor Miljøministeriets faglige område ved at kontakte Miljøministeriets Informationscenter: http://www.mim.dk/Ministeriet/Kontakt/Informationscenter/

Fakta om fodtøj

01. februar 2012
Ved at vælge dine sko og støvler med omhu, kan du beskytte miljøet og dine fødder
Fakta om fodtøj

Fakta om fodtøj

Fodtøj består af flere forskellige materialer, f.eks. læder, lim, gummi og plast. Materialerne har forskellige egenskaber og kan belaste miljø og sundhed på flere måder.

Læder kan give allergi og skade miljøet

Når huden fra et dyr garves, bliver det til læder. Garvningen kan ske med krom eller vegetabilske stoffer. Det belaster miljøet, men det kan være svært at afgøre, hvilken form for garvning, som er mindst miljøbelastende. Under alle omstændigheder betyder det meget for graden af miljøbelastning, hvad det enkelte garveri har gjort for at indføre renere teknologi.

Garvning med krom er mest udbredt. Hvert år er der nye tilfælde af allergi, som stammer fra sko af læder, der er garvet med krom. Miljøstyrelsens undersøgelse fra 2011 af 60 par sko, sandaler og støvler af læder viste krom i 57 af parrene. Risikoen for allergi er afhængig af afgivelsen af to kromforbindelser; trivalent krom (krom(III)) og heksavalent krom (krom(VI)).

Sko kan indeholde ftalater

Plast, især polyvinylklorid (PVC) og polyurethan (PU eller PUR), er det mest anvendte materiale til sko.

Anvendelse og bortskaffelse af PVC kan være problematisk. Det skyldes bl.a., at blød PVC som regel er blødgjort med ftalater. Disse blødgørende kemikalier er enten bevist hormonforstyrrende eller mistænkt for at være det. Den største risiko er i forbindelse med direkte kontakt, f.eks. når børn sutter på plast, men ftalater i sko kan være med til at øge baggrundsbelastningen i f.eks. indeklimaet. Desuden forurener PVC kraftigt, hvis det havner i et affaldsforbrændingsanlæg. Derfor skal PVC altid afleveres særskilt på genbrugsstationen eller til en anden indsamlingsordning af PVC.

Kunstskind, plastforstærkninger, logoer og skosåler mm. kan være lavet af blød PVC med ftalater. Hvis du vil være forsigtig med din sundhed og undgå at belaste miljøet, kan du købe sko og støvler uden PVC og ftalater. Der er især grund til at se dig godt for, når du køber sportssko, laksko, støvler og plateau-sko, skriver Miljøstyrelsen.

Polyurethan kan også indeholde ftalater, men ikke så ofte som PVC.

Ftalater er ikke de eneste problematiske kemikalier, der kan være i de to plasttyper. Man har fundet isophoron i PVC. Stoffet er mistænkt for at kunne fremkalde kræft. Og man har fundet butyltinforbindelser (MBT, DBT og TBT) i PUR. Disse forbindelser kan være hormonforstyrrende og belaste miljøet.

De vigtigste materialer skal fremgå

Fodtøj skal mærkes med de materialer, de er lavet af. Det vil sige læder eller tekstil. Hvis den består af f.eks. plast, skal der blot stå ”Andre materialer”, og du har ikke krav på at få at vide, hvilken type plast der er tale om. Desuden er det kun det vigtigste eller de to vigtigste materialer i overdel og sål, samt foring og bindsål, som skal deklareres på skoen. Enten skal teksten skrives på dansk eller bære et prktogram.

Læder

Overtrukket læder

tekstil.jpg

Andre materialer

Læder

Overtrukket læder

Tekstiler

Andre materialer

Sko med elektronik, herunder også batterier, skal mærkes med et piktogram, der viser, at de ikke må smides i skraldespanden. I stedet skal de afleveres som elektronikaffald.

Hvis du vil have yderligere oplysninger om, hvad en sko er lavet af, kan du spørge forhandleren eller producenten. Du har dog ikke krav på at få oplysningerne.

Sko og støvler kan være lavet af gummi

Gummi er et andet materiale, der anvendes i fodtøj. Det kan enten være fremstillet af gummiplanter (naturgummi/latex) eller ud fra råolie og gas (kunstgummi/plast). Gummistøvler af kunstgummi er f.eks. ofte lavet af blødgjort PVC.

Fodtøj bliver limet sammen

Sko og støvler bliver ofte holdt sammen med lim. Vi har desværre ikke specifikt kendskab til indholdsstoffer i de lime, som anvendes under produktionen af fodtøj, men vi ved fra andre lime, at de kan indeholde problematiske stoffer.

Antibakterielle og svampedræbende midler i sko

Fodtøj kan, som de fleste ved, komme til at lugte af fodsved. For at modvirke det, tilsætter producenten fra tid til anden antibakterielle midler. Det er mest almindeligt i sportssko, men vi har også set eksempler på, at de findes i fodtøj til dagligdagsbrug. De antibakterielle midler er generelt miljøbelastende, og nogle er mistænkt for at virke hormonforstyrrende.

Andre bakterie- og svampedræbende stoffer bliver tilsat for at forhindre mug under transport. Af og til konstaterer man dimethylfumarat (DMF), som er stærkt allergifremkaldende. DMF er ulovligt i forbrugerprodukter.

Køb en miljøvenlig sko (opdateret 23. oktober 2012)

Producenter har mulighed for at mærke deres produkter med et af de officielle miljømærker, Svanen og Blomsten, men indtil nu er det kun Blomsten, der findes på fodtøj. Du kan se EU's liste med blomstmærket fodtøj her, men vi har lagt mærke til, at listen ikke altid er opdateret. Det kan således være en ide at gå ind på producenternes hjemmeside og se, om de har flere modeller med miljømærket, end dem der er nævnt i listen. På Kavats hjemmeside er der i skrivende stund en del flere blomstmærkede modeller end i EU's liste.

Blomsten garanterer bl.a., at der ikke er heksavalent krom, arsen, cadmium eller bly i skoene, og der stilles krav til frigivelsen af formaldehyd. Der må der ikke være brugt PFOS, som dog kun er én blandt mange problematiske stoffer i stofgruppen PFC’er. Mærket stiller også krav til f.eks. farvestofferne. Og under produktionen stilles der bl.a. krav til udledning af forurenende stoffer.

Du kan også købe fodtøj, der er økologisk og/eller fremstillet af genbrugsmaterialer.

Du kan få mere viden

Informationscenter for Miljø & Sundhed har samlet en række råd og sko og fodtøj.

Handlinger tilknyttet webside