Plastpile

17. marts 2011
Mærkerne fortæller, hvilken plast et materiale er lavet af. De bruges hovedsageligt, når plast indsamles til genbrug.

Pilene i en trekant med et nummer indeni (f.eks. 01 eller 1) angiver plasttypen. Evt. anføres forkortelsen for plasttypen også. Mærket siger ikke noget om hvilke andre stoffer, der er tilsat plasten.

Numrene findes på seks forskellige plasttyper, samt nummer syv som står for andre plasttyper.

  • PET (01) - polyethylen terephthalat: Bruges bl.a. til sodavandsflasker.
PET
  • PE (02) - polyethylen - High Density (HDPE): Et af de mest udbredte plastmaterialer. Bruges f.eks til produkter til personlig pleje og flasker.
HDPE
  • PVC (03) - polyvinylchlorid (PVC): Indgår i mange produkter f.eks. legetøj og regntøj.
PVC
  • PE (04) - polyethylen - Low Density (LDPE): Et af de mest udbredte plastmaterialer. Bruges bl.a. til bæreposer, affaldssække og dybfrostemballager.
LDPE
  • PP (05) - polypropylen: Bruges især til bildele, tovværk og gulvtæpper samt, i mindre omfang, som emballage til fødevarer.
PP
  • PS (06) - polystyren: Bruges bl.a. til emballagebægre (yoghurt, ymer) og engangskopper.
PS
  • Øvrige plastmærker (07) - f.eks. ABS-plast, der bruges til Lego, EVA (Ethylen-vinyl-acetate) og polycarbonat.
Andre plasttyper

Forbrugeren kan bruge mærket til at få oplysninger om det plast emballagen, eller et produkt, er lavet af. Skal en beholder bruges til mad, kan man ønske at vælge bestemte plasttyper fra – også selvom loven tillader, at plasten bliver brugt i forbindelse med fødevarer. Det samme gælder f.eks. for legetøj til børn.

Man kan f.eks. vælge at undgå PVC, fordi det kan være belastende for miljøet, når det kasseres. Man kan også bruge 03-pilen som tegn på, at man skal huske at aflevere den brugte PVC på genbrugsstationen.

Plast indsamles ikke systematisk fra danske husholdninger. Derfor bliver mærket brugt mere hyppigt i andre lande, hvor plastpilene bliver brugt i forbindelse med plastindsamling og –sortering.

Du kan aflevere brugt emballage (når det ikke har været brugt til fødevarer) og udtjente produkter af plast på genbrugspladsen. Henvend dig til din kommune eller de ansatte på pladsen, hvis du er i tvivl.

Udover de syv numre til plast findes der tre numre (20-22) for pap og papir. Disse er dog ikke særlig udbredte.

Se også

Handlinger tilknyttet webside
Arkiveret under
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra IMS
(Required)
Kend dit mærke

Pjece om mærker

IMS gør det lettere for dig at træffe miljøvenlige valg i din hverdag. Se den populære mærkefolder i en ny og opdateret udgave.