Fokus på jul
Pengepungen, sundheden og miljøet bliver udfordret under den årlige forbrugsfest. Men der er muligheder for dig, som ønsker at belaste miljø og sundhed mindre i løbet af julen. Du kan f.eks. købe økologiske juletræer, miljøvenlige julegaver og økologisk julemad.
Tænk miljø og sundhed i december
Familien kan gøre meget for, at julen bliver sundere og mere miljøvenlig:
-
stil en indbydende frugtkurv frem. Men vær opmærksom på, at frugten kan indeholde rester af pesticider. Det kan du undgå ved at købe økologisk frugt.
-
luft ud, når du limer julehjerter. Når lim tørrer, afgiver det kemiske forbindelser, som kan være problematiske.
-
undgå at bruge jule- og snespray. De kan indeholde stoffer, som belaster miljø og sundhed.
-
minimer soden fra levende lys. Sod belaster indeklimaet. Undgå at stille lysene i træk, klip vægen ned, og pust lysene ud, når de oser. Du kan også lufte ud, efter der er blevet brændt lys af.
-
undgå at bruge duftlys. Duftlys kan indeholde allergifremkaldende stoffer.
Send et miljøvenligt julekort
En kærlig hilsen hører med til forberedelserne op til jul. Du kan:
-
designe dine egne julekort. Du kan f.eks. bruge svanemærket papir.
-
vælge at sende elektroniske julekort via nettet. Så sparer du papiret.
-
undgå at købe julekort, som spiller musik, når de åbnes. Der sidder lidt elektronik og et lille batteri i kortet. Hvis du selv får et, kan du sørge for at aflevere det som elektronisk affald på genbrugsstationen, når det skal smides ud. Det er der mange, som glemmer.
Sådan vælger du miljø- og sundhedsvenlige gaver
Gaver belaster miljø og sundhed forskelligt. Kvalitet og behov betyder naturligvis en del for miljøet. For det er ikke særligt miljøvenligt at købe en gave, som hurtigt går i stykker, og som ingen har brug for. Kvalitet er også at begrænse mængden af problematisk kemi i pakkerne.
Elektronik
Er det en smartphone, spillekonsol, foodprocessor, radio eller andet udstyr, som bruger strøm, der skal ligge under træet? Så er der visse problematiske stoffer, som er forbudte, mens andre må bruges. Du kan efterspørge elektronik mærket med Svanen, Blomsten eller TCO. Se også Fakta om elektronik og mærker til elektronik.
Personlig pleje-produkter
Se efter Svanen, når du køber gaver med personlig pleje. Du kan bl.a. få creme, rensemælk, skintonic, shampoo, balsam, sæbe, læbepomade, hårvoks, hårgele og deodoranter mærket med det officielle miljømærke. Der findes ikke svanemærket make-up, men butikshylderne byder på økologiske varianter. Vær dog opmærksom på, at ”naturlige” ingredienser ikke automatisk er en sikkerhed for, at de ikke er problematiske for miljø og sundhed. Se listen over mærker til personlig pleje. Se også vores tema om personlig pleje.
Legetøj
Du kan se efter svanemærket legetøj til børnene. Udvalget er dog ikke så stort. Derudover kan du f.eks. vælge hård frem for blød plast og fravælge legetøj, som lugter kraftigt, eller som er parfumeret. Se råd og fakta om legetøj, hvor du får mange flere råd om, hvad du kan gøre for at undgå at købe legetøj med problematiske stoffer.
Tekstiler
Vælg tekstiler mærket med Svanen eller Blomsten. Du kan også købe tøj og andre tekstiler med andre mærker. Brug f.eks. vores oversigt over forhandlere af miljøvenlige tekstiler. Og se alle vores råd og fakta om tøj og sko.
De skæve ideer til julegaven
Mange julegaver belaster miljøet minimalt.
Gi' en oplevelse
Et miljøvenligt alternativ til de materielle gaver kan være en god oplevelse.
-
invitation til en god økologisk middag, koncert, biograftur eller teaterforestilling.
-
gavekort til massage.
-
weekendophold på et blomst- og svanemærket hotel.
-
besøg på en økologisk bondegård.
-
en fisketur eller en skovtur med forplejning.
-
klippekort til frisøren.
Hushjælp som gave
Det er også dejligt at se frem til praktisk hjælp i løbet af det kommende år.
-
en dags hushjælp (havearbejde, rengøring, oprydning på loftet).
-
børnepasning en weekend.
-
serviceeftersyn af cyklen.
-
en dags sy-arbejde (f.eks. reparation af tøj).
Flere skæve ideer til gaver
-
et klippekort med 10 knus.
-
aflægger af din yndlings-plante.
-
bag en økologisk kage til mormor.
-
find gaver på loppemarkeder eller i genbrugsbutikker.
Juletræet kan blive økologisk
Mad er ikke det eneste, der kan få det røde ø-mærke. Det kan juletræer også. Så ved du, at skoven, hvor juletræet er vokset op, ikke er sprøjtet med pesticider. I den økologiske produktion bruger man i stedet andre miljøvenlige metoder til at sikre sunde træer. Kunstgødning er en anden ting, som ikke bliver brugt til at dyrke økologiske træer. I stedet bruger man f.eks. gødning fra husdyr.
Hvis du ikke har mulighed for at købe et økologisk juletræ, kan du f.eks. vælge en klassisk rødgran. Denne sort er robust og kræver mindre brug af sprøjtemidler end de fleste andre sorter.
Hvis du vil spise økologisk
Når julefrokosten skal fejres med kollegaer og venner, kan maden være økologisk. Hvis I ikke selv laver den, er der - alt efter hvor I bor – mulighed for økologisk mad på restaurant eller fra catering. Restauranter, cafeer, take-away og andre spisesteder kan nemlig få tildelt det velkendte ø-mærke, hvis de bruger mindst 30 procent økologiske råvarer. Alt efter hvor gode de er til at sætte økologi på menuen, er mærket i guld, sølv eller bronze. Guldmærket går til dem, som bruger flest økologiske råvarer – målt i kroner.
På Økologisk Landsforenings hjemmeside kan du se en liste over de spisesteder i Danmark, som har fået det økologiske spisemærke.

